Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1920, Blaðsíða 22

20
ARNE MØLLER
levendegøre de gamle Skikkelser, uden at de har mistet sin oprindelige
Styrke«.
Det lykkedes ham — til en vis Grad. Naar man læser dette Saga-
skuespil, føler man, at denne Digter har levet i Sagaen, genfødt dens
Sjæl i sin Sjæl og skabt nye Mennesker i dette Billede. Der er en Række
karakterfulde Sagaskikkelser, som han ikke før har kunnet digte Magen
til. Først Hovedpersonen, den svigefulde Maar, en Slags Jago i Sagastil.
Og omkring ham en Række vilde eller stolte Skæbner i samme Stil: Den
gode Høskuld, den hidsige Skarphedinn, den skønne Hildigunn, forstenet
i sin Sorg og Hævnlyst: »Vi Kvinder kan kun ære de dødes Minde. I
Mænd kan hævne dem«. Og de træder saa fast og sikkert paa den
gamle Jordbund og lever saa helt under de gamle Bondekaar, som kun
den kan levendegøre dem, der selv har drømt i denne skønne, barske
Natur og levet i lignende Kaar fra vore Dage.
Men det er farligt for den moderne Digtnings Frihed at leve i et saa
nært Naboskab med den gamle Sagakunst. Man mærker undertiden, at
Digteren har maattet tøjre sin Pegasus, som Drengene en Drage i Blæst.
Og jeg tror, at for hver Gang man vender tilbage til Jdhann Sigur-
jdnsson, vil man sande mere og mere, at der er mere af den virkelige
Njal i Bondegaarden Hraun i den gamle Bonde der end i selve Njal i
Sagaskuespillet her.
Og hvor stor og skøn Kunst der end er givet os i de to sidste Dra-
maer, vil Livets Prøve dog nok vise, at i Jdhann Sigurjdnssons altfor
tidlig afbrudte Digtning er Bjærg-Eivind og hans Hustru Højde-
punktet. Det er de store, dybe Livsmagter, der slynges højt imod Him-
len for vore Øjne af Digterens stærke Følelsesvæld, mens Fantasiens
Regnbuefarver brydes deri. En Geysersjæl var Jdhann Sigurjbnsson, som
Solstraalerne legede i. Derfor vil denne store simple Digtning gribe og
tale til os efter hans Død.
6.
Ogsaa J6nas Gublaugsson fik saa tidlig en Død. Det gik ham, som
han anede: »Og skal det bli min Skæbne at falde ung i Slaget«. Kun
29 Aar gammel blev han revet bort t9t6, netop som han var begyndt
at vække Opmærksomhed ved sine Sange og sine Fortællinger. Han har
fortjent at blive mindet for, hvad han naaede at faa sagt og sunget baade
paa Dansk og Islandsk.
Det er især for hans Vers, hans Navn ikke bør gaa ad Glemme. Der
vil kunne samles en Haandfuld Digte sammen, som ikke vil visne. Fra