Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1920, Blaðsíða 38
36
ARNE MØLLER
og Kærlighedsdigtene af Bjarni Thbrarensen og J6nas Hallgrimsson først
og fremmest. I hvilket Folk er der skrevet fastere og sandere Vers til
Minde om en død Ven end Bjarnis om Oddur Hjaltalin med Slutnings-
verset :
Men du, som let
ad Livets Strøm
sovende driver
mod Dødens Munding,
last ikke Laksen,
der Legemet tvinger
Faldet irnod,
over Fosse springer.
Og hvor smukt et Anslag i det Digt, hvormed Jdnas gjorde Gengæld
ved Bjarnis Død:
Hurtigt gik Solen med Somren —
jeg saa fra sin Rede
den snehvide Svane til fagrere
Sollande flyve.
Nu sover Sangen den søde
i svale Fjælddale.
Tavst sidder Tungsindets Fugle
paa tusinde Gavle.
Der er — om der skal nævnes en enkelt —- frem for alle nulevende
Skjalde den gamle Barde Matthias Jochumsson, en Digteraand, snart dyb-
sindig, snart mægtig, snart strømmende rig. I hans Sange og Salmer ken-
der Islands Folk sig selv bedst. Han er Folkeskjalden, en islandsk Bjørnson.
Af ham og af andre er der skønne Sange, fødte og sungne ud i svul-
mende Begejstring og Haab for Folk og Frihed, i Glæde over Islands
vældige Natur og i Stolthed over den mægtige Fortid. Og det var især
her, den romantiske Paavirkning kom til og frigjorde det gamle Skjalde-
folks Anlæg.
Man kan tale om islandsk romantisk Digtning fra forrige Aarhundrede,
men man maa — som før nævnt — ikke vente at finde blot en Minia-
turudgave af dansk eller tysk. Mange af Romantikkens nye Trossætninger
kommer kun ganske svagt — eller slet ikke — til Orde her. Det gælder
om Opdagelsen af Geniets enestaaende Betydning i Liv og Kunst. Alad-
din trives ikke her saa højt mod Nord. Det gælder ogsaa om det særlig
romantiske i filosofisk og religiøs Henseende. Alnaturen er ikke et Ynd-
lingsord i Romantikernes Ordbog saadan paa Island som andetsteds. Og
Digterne har kun anvendt liden Tid paa panteistiske Grublerier over Ver-
denslængslen efter Forløsningen og Enheden i Naturen. Hvilket hænger
sammen med, at man ikke tillægger Fantasien en saa overvejende Betyd-
ning i Sjælelivet som dér, hvor Romantiken ret har udfoldet sig. Det
kritiske Anlæg i Forbindelse med de strænge Fordringer til Versets Form
i Bogstavrim hindrer, at Fantasien gaar over alle Bredder. Og hvis det
er Romantikens Styrke, at den stræber efter og naar at skabe Stem-