Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1921, Blaðsíða 5

I.
Saga betyder i grundsproget blot fortælling og intet andet.
Man taler om sagaen om Glum, Egil, sagaen om kong Olaf,
kong Knud, sagaen om Fridtjov, sagaen om stemoderen, og
man kunde tale om sagaen om „den grimme ælling". Ordet
er i slægt med at „sige" (ty.sagen)og betyder blot „det sagte,
det fortalte". Den danske betydning beror på en sen op-
fattelse.
„At fortælle" er noget, der kendtes hos alle oldtids folke-
slag. Det var noget, alle så at sige var fødte med, noget
alle havde lejlighed til hvert ojeblik, ja, noget alle følte trang
til. „At læse" var så godt som ukendt, og selv efter at det
tidsrum var begyndt, da man havde skrevne optegnelser
(»bøger" eller hvad de nu hed), var læsningen altid kun
forbeholdt forholdsvis få — indtil bogtrykkerkunsten opfandtes.
I Norden finder vi ævnen og lysten til at fortælle, lysten
til at høre, så langt tilbage i tiden, vi kan komme ved hjælp
af overleverede tekster (digte). Ved år 800 havde man i
lange tider fortalt hinanden om ældre og nyere begivenheder.
Dengang betragtedes alt som historie, medens vi nutildags
vilde skælne imellem historiske og sagnhistoriske, forhistoriske
eller uhistoriske fortællinger.
Begivenheder for 800 kan vi kun skimte ligesom gennem
et tågeslør; de er for os sågodtsom alle sagnhistoriske. Fra
og med det 9. årh. har vi eller kan vi have historie, og da —
det 9. og 10. årh. — har vi noget nyt og tillige storartet, histo-
risk epokegørende, nemlig vikingetogene. Det er ikke min