Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1921, Qupperneq 9

7
af historiske interesser, og som samlede den tradition eller
overlevering, der efterhånden havde dannet sig. Netop ved
år 1100 finder vi på Island et antal af mænd, der bærer til-
navnet „den frode", men dette betyder netop „kyndig i historie**.
Af disse mænd er Sæmand frode og Are frode de beromteste
— men de er ikke blot samlende og fortællende historikere,
de var også forfattere og dannede som sådanne overgangen
fra den mundtlige overlevering til det skriftlige forfatterskab.
Med disse to mænd begynder det islandske historiske for-
fatterskab — og med bedre mænd kunde det ikke begynde.
Are er den, vi kender bedst. Hans forfatterskab udmærker
sig overhovedet ved alt. Han skrev på sit modersmål, og fik
således en betydning, der aldrig kan sættes hojt nok. Han
skrev som en videnskabsmand og anførte sine hjemmelsmænd
for småt og stort. Det var ham om at gore, at alt skulde
være så pålideligt og uangribeligt som muligt. Han skrev
kort og klart og vidste at skælne mellem det vigtige og
uvigtige. Derved blev han et lysende forbillede for alle sine
efterfølgere. Han skrev to bøger, bægge af samme navn:
„Islændingebogen**. Den første og storste indeholdt Norges
og Islands historie fra det 9. årh. af, den anden kun Islands;
han udskilte nu Norges historie, — og fra nu af går Norges
og Islands historie som to ved siden af hinanden løbende
stromme. Kun den sidste bog er i behold, den plejer man
ikke at kalde en saga. Are døde 1148.
Efter Ares død begyndte den egenlige sagaskrivning, opteg-
nelsen af hvad den mundtlige tradition havde opsamlet om
islandske begivenheder. Der er mangt og meget som viser,
at dette skete i den sidste halvdel af det 12. årh. og fort-
sattes i det 13. Det samme skete bevislig med de norske
kongers sagaer, der først blev skrevne enkeltvis, og siden,
dog endnu inden slutningen af det 12. årh., samlede til et
hele, først uden nogen kunstnerisk sammenføjning, senere med
en sådan; dette nåede sit hojdepunkt i Snorres Heimskringla
(årene 1222-30). Denne sagaskrivning skal jeg ikke komme
nærmere ind på her. Blot skal jeg tilfoje, at der også blev