Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1921, Qupperneq 12

10
del, og da var enhver forbindelse mellem Irland og Island
for mere end hundrede år siden forbi.
Are frode og Sæmund var ikke uden kendskab til uden-
landsk litteratur af historisk art, men den var skreven på
latin. Hvis der er tale om udefra kommende stød, må det
bero på dette kendskab — men Are og hans efterfølgere
skrev ikke desto mindre på modersmålet, og for så vidt viste
en omtrent enestående selvstændighed.
Man har for at forklare den overfor nævnte fordeling hen-
vist til de isl. klostre, men disse er af en ret sen oprindelse,
og kan heller ikke tillægges mere end en indirekte betydning.
Forklaringen må vel have sin grund i, at befolkningen i
disse egne har i det hele været mere åndslivlig og opvakt.
Det er jo tilfældet med alle lande, at ikke alle egne har lige
opvakt befolkning.
V.
At de, der har nedskrevet sagaerne fra først af, har været
gejstlige, er der ingen tvivl om, af den simple grund, at næppe
nogen andre kunde skrive i det 12. årh.
Den isl. gejstlighed var i den første halvdel af det 11. årh.
sikkert både lidet talrig og lidet lærd. Vi hører kun lidt
derom. Nogle udenlandske „biskopper** opholdt sig på Island
i en kortere eller længere tid (én i 19 år) og holdt skole;
disse er alle, så vidt vides, knyttede netop til syd- og vestlandet
og den vestlige del af nordlandet. De har haft endel elever,
men om disse vides intet. Det første bispesæde oprettedes
kort efter midten af århundredet på sydlandet i Skalholt, og
det hjalp selvfølgelig; et halvt århundrede senere oprettedes
det andet bispesæde på gården Holar på nordlandet. Men
først i året 1117-18 mærker man noget til skrivekunsten; da
vedtoges det at nedskrive de islandske love, samle dem i en
bog; for var også de lært udenad og opbevarede slægtled
efter slægtled i lovsigemænds og andre lovkyndiges stærke
hukommelse. Naturligvis har de gejstlige tidlig nedskrevet
enkelte ting, f. eks. homilier, prædikener, på islandsk, eller