Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1921, Page 14

12
enkelte bestanddele, episoder og lign., har derimod naturlig-
vis eksisteret. Bedre kunde man tænke sig de mindre sagaer
som afsluttede helheder, der kun behøvede en skriver, som
kunde optegne dem nogenlunde efter diktat. Uden tvivl er
også meget af en sådan oprindelse. Og man må ikke glemme,
hvorledes den mundtlige overlevering plejer at gå for sig.
Det sker netop således, at det fortalte optages og gengives
så at sige med de selvsamme ord — noget man også i nu-
tiden kan iagttage. Æventyr og sagn gengives således slægt-
led efter slægtled. Et enkelt vidnesbyrd for slægtsagaernes
vedkommende findes i slutningen af Droplogsonnernes saga:
„Torvald havde en son som hed Ingjald; hans son hed Torvald,
som fortalte denne saga“. Denne sidste Torvald må have levet
o. 1100, altså netop i de „frode“ mænds tidsrum. Dette er
ganske vist et enkelt vidnesbyrd, men det turde have en
mere almengyldig betydning. 1 øvrigt var denne Torvald en
direkte efterkommer af sagaens hovedperson, et fingerpeg
om, at denslags overleveringer noje var knyttede til familjen,
hvad der jo er naturligt nok.
Når det drejer sig om de mindre sagaer, kunde der altså
godt være tale om, at de i alt væsenligt var bleven fortalte
således som de foreligger, også fordi sammenhængen, årsags-
sammenhængen, i dem er så inderlig, at man vanskelig kan
rive den i stykker. Anderledes med de storre og mere ind-
viklede sagaer; her kommer man næppe udenom grupper af
begivenheder, der er bleven knyttede til hinanden af en
skrivende samler. Her var der lejlighed og vel også al grund
for denne til at tænke over sammenhæng, til at gore sin
opfattelse gældende og på forskellig vis gribe selvstændig
ind m. h. t. tilrettelægningen af det indsamlede stof. Dette
er betragtninger ganske vist, men de lader sig næppe afvise.
Hvorvidt man vil kalde disse „samlere" eller „nedskrivere"
for forfattere, kan således blive en omtvistet sag, måske en
smagsag. Der er her to modsatte meninger: den ene går ud
på, at det er overleveringen, der er alt overvejende, hvorved
optegneren ikke får nogen selvstændig betydning, — den