Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1921, Síða 19

17
ning af den skonne Helga fandt sted i Norge og beskrives
noje. Men sagaens beretning, også om stedet, er blevet
draget stærkt i tvivl. Stedet skulde ifg. sagaen have været
i nærheden af grænsen mellem Norge og Sverrig hojst oppe
i Værdalen. Gunnløgs og Hrafns rejse skildres nojagtig;
de kom til gården Sul, „den øverste gård i dalen", hvad
den hele tiden har været indtil for ganske kort tid siden. Så
indhænter Gunnløg Hrafn på et sted mellem „to søer"; ud i
den ene gik der et lille næs, hvor Hrafn og hans mænd
hvilede, og her stod kampen. Næsset kaldes Dinganæs; dette
er nu desværre ukendt, hvad der dog ikke er det mindste
mærkeligt; omkring det var der et fladt land, kaldt Gleipnis-'
vellir . . Følger man nu den gamle vej op igennem Værdalen,
kommer man, næsten ved grænsen, netop til et sted, der så
noje som ønskeligt svarer til sagaens skildring. M. a. o.
overleveringen har fastholdt de ældste ojenvidners — og så-
danne nævner sagaen udtrykkelig — beretning gennem tiderne,
indtil sagaen skreves, efter min mening, omkr. 1200. Det
kan ses, at forfatteren ikke kendte egnen af selvsyn. Han
tror afstandene er storre end de er. Man kunde nævne
flere andre ting. Et par småting udenfor slægtsagaerne skal
anføres til belysning af denne sag. Der findes i skildringen af
Nizåslaget (1062) en episode om, hvorledes Sven Estridsen
undslap levende fra slaget. Han kom i land og traf der en
lille gård, hvor der bode et par ægtefolk. Konen, der ikke
kendte kongen, gav ondt af sig på forskellig vis. Hun
spurgte bl. a., hvem der havde sejret. Svaret lød, at det
havde Nordmændene. „Om vor konge (o: Sven) var falden".
»Nej, han var flygtet". Da sagde konen i sin dumhed: „usle
er vi, sådan en konge vi har — vi har en konge, der både
er halt og fej". Der findes intet i kilderne, hverken de
danske eller islandske, der antyder, at kongen haltede. Det
er på den anden side utænkeligt, at konen eller nogen isl.
skriver eller forfatter skulde have lavet sådant noget ganske
hen i det blå. Havde de to adjektiver endda dannet stavrim
med hinanden, kunde der måske findes en forklaring deri,