Det Nye Nord - 28.05.1919, Blaðsíða 20

Side 240
DET NYE NORD
28. Maj 1919
KUNSTos LITE RATUR
GENNEMSKÆRING
AF FREDERIKSBERG BAKKE?
Vandalerne rykker atter frem—denne Gang gælder
deres Blodtørst Frederiksberg Bakke med Vejen op
til Slottet. For en Del Aar siden fremkom et Projekt
til at gennemskære Frederiksberg Have ved en bred
Fortsættelse af Alleen. »Trafiken« sagdes at kræve
det, men de behjertede Mænds egentlige Hensigt viste
sig at gaa ud paa en Udstykning af Havens ene Halv-
del til Villagrunde. Man havde glemt de vise Ord fra
den politiske Kandestøber: »Vi maa mage det
saa, at vore Forslag lugte ikke af Egennytte«. Denne
Gang er man forsigtigere; der tales kun om de kære
Trafikhensyn. Men bagved kunde maaske alligevel
nogle — vist alligevel ret illusoriske — Hensyn til Bygge-
grunde ved den nærmeste Del af Roskilde Vejen ligge
paa Lur. Trafikhensynene tager sig nu ikke stærkt
overbevisende ud. Det drejer sig om det ene, at det
er lidt for besværligt at køre op over Bakken. Maskin-
køretøjer kender dog næppe større Besvær derved, en
moderne elektrisk Sporvogn kan ogsaa godt tage en
Bakke, og levende Trækkraft vil snart være en Saga
blot. For Cyklisters og Fodgængeres Skyld behøves
heller ikke saa store Anstalter. Og forøvrigt har man
jo særdeles tilfredsstillende Forbindelser ad Valby —
Søndre Boulevard og ad Peter Bangs Vej — GI. Konge-
vej; der gaar alt nu den meste kørende Trafik, og for
Motorvogne og Sporvogne bliver Omvejen højst 2
Minutter. Det vilde dog være økonomisk Vanvid at
øse vældige Pengemasser ud for saa lidt Udbytte.
Vil desuden en Hulvej være uden Ulemper? Vil
den være nem at holde nogenlunde tør og fast i de
fugtige Aarstider? Vil den ikke let fyge til med Sne?
Og vil den ikke holde Fugtigheden fra den nærmeste
Del af Søndermarken? Hvordan bliver det endelig
med Tilkørsel til Slottet? Den kan jo ikke undværes,
thi det kan vel ikke være Meningen at bære alle
Slottets Forsyninger op ad Trapperne, selv om disse
laves nok saa »monumentale«.
Jo, man vil lægge en Bro over Nedskæringen. Hvor-
dan kommer Køretøjerne op til denne Bro? Der maa
laves Køreveje gennem Søndermarken, dels fra Hjør-
net af Pilealleen og Vesterbrogade, dels vel tværs
igennem til Valby — hvor Køretøjer paa en lidet prak-
tisk Maade vil støde paa Sporvognslinien — dels vel
ud til Roskilde Landevej ved Søndermarkens vestlige
Hjørne. Den Tanke maa være lystelig for »praktiske«
Folk, thi har man først de brede Køreveje gennem
Parken, saa er Skridtet ikke langt til at lægge Villaer
paa Siderne af dem. Og naar de Villaer har staaet
tilstrækkelig længe, bliver Vejene til Gader og Villaerne
afløses af høje Huse. Farvel, Frederiksbergs Skøn-
heder! Eftertiden vil en Gang tænke paa os med lig-
nende Velvilje, som vi tænker paa dem, der rev Vol-
den ned og gjorde Søernes Bredder til Gader.
Man forestille sig, hvordan det vilde komme til at
tage sig ud nedefra, naar dette værdige Projekt var
gennemført. Mon en Bro højt oppe over Hulvejen
vilde blive skøn at se paa? Tro det, hvem der vil.
Dernæst Slottet der oppe, kun ved et Rækværk, skilt
fra Hulvejens Snitsaar. Præget af det lemlæstede
vilde altid være umiskendeligt.
Man forestille sig, hvordan det vilde tage sig ud oppe
fra. Fra Slottets rummelige Gaard, gennem dets store
Port, der logisk forudsætter en bred Kørevej udenfor,
træder man ud paa et Plateau, hvor man foran sig
har det Hul, paa hvis Bund Vejen er sænket ned,
og dernæst til venstre en gungrende Bro. Parken, som
hørte organisk sammen med Slottet, ligger derovre,
amputeret fra. Slottet er jo lagt saadan, at der fra
den ene Side, ned over Haven, skulde være vid Ud-
sigt langt ud over det flade Land (før Byen voksede
herud), og til den anden Side skulde man have den
store lukkede Park, der ligesom omfavner Slottets
runde Gaardfløj — en fortrinligt beregnet Harmoni.
Dér laa det mægtige Vandbassin (som mange af os
endnu kan huske) for med sit Spejl at knytte Slot
og Park endnu nøjere sammen. Fra begge Sider steg
Vejen op mod Slottet, forbindende det med Landet
nedenfor. Altsammen saa skønt organisk. Det hele
var en klar og fast Helhed med sit Centrum paa
Vejen foran Slotsporten—just der, hvor man nu vil
skære igennem. Den Maade, hvorpaa Vandbassinet
var lagt, — og den nuværende Græsplæne opfylder dog
noget af dens Hensigt — og den Maade hvorpaa
Træerne veg til Side og gav Plads for Bassinet og
Synet af Slottet, alt betonede jo den nøjeste Forbin-
delse mellem Slot og Park. Herligt deroppe fra er
Synet ind imod Søndermarken, herligt er Synet ned
ad Vejen til begge Sider, hvor netop Vejens perspek-
tiviske Linier og faste Flade fører Øjet saa godt og
binder nært og fjernt saa ypperligt sammen.
Den Vejfarende har ikke blot en ægte Glæde af at
standse her og se sig om. Ogsaa selve dette, at stige
jævnt op fra den ene Side og stige jævnt ned til den
anden Side, indeholder just det Afvekslingsmoment,
som betyder saa overordentlig meget for det landska-
belige Skønhedsindtryk. Synken og Stigen er en
Rythme, som vi særlig maa lægge Vægt paa i vort
jævne Land. Enhver ved, hvor let det flade bliver
kedeligt, — hvor det ikke faar Storhed paa en over-
ordentlig Udstrækning, som paa Hede og Hav—me-
dens det bakkede fryder Øjet ved sin vekslende Rythme.
Den eneste betydelige Stigning vi har i det flade Kø-
benhavn og dets jævne Omegn, er just Frederiksberg
Bakke. Op da alle Prosaens »praktiske« Riddere, og
gør det af med den!
Men for os andre vil Saaret aldrig læges, Dishar-
monien aldrig kunne bringes til Tavshed.