Det Nye Nord - 28.05.1919, Blaðsíða 28

Side 246
DET NYE NORD
28. Maj 1919
ERHVERVSØKONOMI
^ERHVERVSGEOGRAFI
DANSKE JORDREFORMFORSLAG.
Af Dr. phil. A. Fr ae nkel.
II.
Det betydningsfuldeste og interessanteste af de tre
Forslag er det om »Lens-, Stamhuses og
Fideikommisgodsers samt de herhenhørende
Fideikommiskapitalers Overgang til fri Ejen-
dom«. Det er det betydningsfuldeste, fordi det straks
stiller baade Jord og Kapital til Raadighed for Øjemedet,
og det er det interessanteste, fordi det reiser vanskelige
retslige Spørgsmaal, hvis Knuder det ganske vist
snarere overhugger end løser.
Udgangspunktet ligger i en af Grundlovens Løfte-
paragrafer— § 91 —,der ordret er gaaet over fra Grund-
lovene af 1849 og 1866 til den af 1915. Den lyder:
»Intet Len, Stamhus eller Fideikommisgods
kan for Fremtiden oprettes; det skal ved Lov
nærmere ordnes, hvorledes de nu bestaaende kan
overgaa til fri Ejendom«.
Som man ser, forlanger denne § kun, at Majorats-
baandet løses, at Godserne altsaa overgaar til fri Ejen-
dom, der kan pantsættes, sælges og i enhver Pien-
seende behandles som alle andre Ejendomme. Som
F'orholdet laa i 1848, var dette Krav mere et Borger-
krav end et Bondekrav. Det var Modsætningsforhol-
det mellem en abstrakt ræsonerende, akademisk, natio-
nalliberal Politikers Tankegang og en mere feudal
anlagt Godsejers, der her gav sig Udtryk; men i Ti-
dens Løb er et helt nyt Moment kommet til. De nu-
værende godt 6000 egentlige Bondebrug — 27 til 108
Tdr. L., se Tabellen i forrige Nr. — er omtrent det samme
Antal, som fandtes i 1849, hvorimod saavel Hus-
mændenes Klasse som Byarbejdernes er tiltaget meget
stærkt samtidig med, at deres sociale og politiske Stil-
ling er hævet; den sidste gennem den almindelige
Valgret og dens Benyttelse, der har løftet disse Klas-
ser op til fuld politisk Ligestilling med de andre.
Deres talmæssige Styrke bliver derved afgørende for
deres politiske Indflydelse, som jo navnlig ganske over-
skygger Godsejernes. Spørgsmaalet er da ogsaa forsøgt
løst Gang efter Gang men uden Held. De to sidste
Forsøg skal vi omtale, fordi Forskellen mellem
de i den Anledning nedsatte Kommissioners Formaal
finder et klart Udtryk i den sidstes Betænkning, og
dermed tillige Forskellen mellem Motiverne til Bege-
ringens ovenfor nævnte Forslag og Grundlovens Krav.
I 1909 nedsattes den saakaldte »Lenskommission«,
der afgav Betænkning i 1913; og i 1911 nedsattes
»Landbokommissionen«, hvis Betænkning forelaa
i 1916. I Indledningen til sidstnævnte Betænkning
hedder det, at Landbokommissionen ikke har kunnet
benytte noget af de fra Lenskommissionen fremkomne
F'orslag til Majoratsbaandets Løsning men har maattel
optage Spørgsmaalet til selvstændig Behandling; thi
»for Lenskommissionen var Opgaven at faa
Majoratsbaandet løst, medens Opgaven for
Landbokommissionen i første Linie har været
at skaffe Staten Jord, hvortil Løsningen af
Majoratsbaandet kun var et Middel«.
Hermed er ganske skarpt kendetegnet Forskellen
mellem før og nu; mellem det abstrakte politiske Krav,
beroende paa Modsætningen mellem borgerlig og feudal,
mellem Jordgods og bevægelig Ejendom, — og Nuti-
dens rent konkrete, socialt prægede Betragtning, der
forlanger Jord til mere end 68000 Ejendomsbesiddere,
som har under 1 Td. L., om muligt til de mere end
65000, der har under 9 Td. L. og endnu til andre,
der opfylder Betingelserne for at forlade Arbejdet i
Byerne og drive et Jordbrug, der gør dem fra Løn-
arbejdere til bosiddende Mellemklasse.
Og Landbokommissionen1) gør med Hensyn til
Majoratspørgsmaalet endnu et principielt Skridt. Den
forlader resolut og aabent Retsstandpunktet i Erken-
delsen af, at dette er baade vanskeligt og tvivlsomt;
men den slaar ikke derfor, som en Socialdemokrat
vilde have gjort det, og som Kommissionens social-
demokratiske Medlem gjorde det, over i Modsætnin-
gen; Tvangsstandpunktet. »Man har«, som del
hedder i Betænkningen, »anset det for mest hensigts-
mæssigt at gaa Frivillighedens Vej. Man fritages der-
ved for at tage Stilling til forskellige ret tvivlsomme
Retsspørgsmaal«.--------Og at det er Alvor med
Frivilligheden, fremgaar af Betænkningens Ræsonne-
ment: »Men naar man anser det for rigtigt at gaa
Frivillighedens Vej, kan det naturligvis ikke nytte af
Besidderen at kræve større Godtgørelse, end hvad Fri-
gørelsen kan antages at være værd for ham«. Ud fra
disse Betragtninger kommer Kommissionen da til del
Resultat: at den Majoratsbesidder som i Løbet af 5
Aar bestemmer sig til at overtage Majoratet som fri
Ejendom, skal herfor til Staten erlægge 10 p. et. af
Besiddelsens Værdi, hvorhos han mod Erstatning af
Staten skal stille til dennes Raadighed indtil en Fjerde-
del af den Jord, han overtager som fri Ejendom.
Tøver Besidderen med at bestemme sig udover de 5
Aar, skal han endnu i 5 Aar have Adgang til at faa
Majoratsbaandet løst, men da kun mod en Afgift af
15 p. ct. af Majoratbesiddelsens Værdi. Endelig skal
Besidderen mod Erstatning stille til Statens Raadig-
hed en Fjerdedel af den Jord, han overtager til fri
Ejendom.
‘) Hvor dette Udtryk benyttes, menes her stadig Landbo-
kommissionens Flertal, der omfatter alle Partier undta-
gen Socialdemokratiet.