Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1991, Síða 13

3
med god samvittighed. Det blev naturligvis med en viss løftning i
sjælen, man lagde Kronborg bag sig.
Et par måneder senere, da jeg under en ridetur med post for
postmesteren og præsten på Mosfell i Grimsnesi blev budt på kaffe og
radioavis og hørte mit navn nævnt i forbindelse med en »nyhed« ved
Københavns Universitet - iøvrigt midt i en diskussion om afturgong-
ur, hindurvitni og draugar - kunde jeg i hvert fald med roligt sind på
min værts spørgsmål, om jeg kendte vedkommende student, svare, at
jeg havde truffet ham.
Senere lykkedes det mig med autoriteternes udprægede velvilje i
efteråret 1938 at komme igennem det nåleøje, der hed konferens i
nordisk filologi - og en verden af arbejdsløshed lå nu mere lukket end
åben foran. Også her komjån Helgason til hjælp. Han foreslog, at min
afhandling skulde offendiggøres i den da nystartede serie Bibliotheca
Arnamagnæana, men som seriens redaktør ønskede han, at afhandlin-
gen skulde have form af en ordbog.
Dette betød en total omskrivning, men også en særdeles lærerig tid
for mig. Med utrættelig energi og omhu ikke blot gennemlæste, men
også gennemkriuserede Jon Helgason det manuskript, der efterhån-
den tog form, og fremsatte drilagtige og tidkrævende supplerende
spørgsmål. Vi var efterhånden kommet et godt stykke ind i 2.
verdenskrig, og en dag var det nær gået galt. Som så ofte før havde jeg
været gæst på Kjærstrupvej 33 i Valby med mit manuskript. På vejen
hjem måtte jeg på cykel passere en deling af Frikorps Danmark, der i
opildnet korpsånd til min ubehagelige overraskelse havde brug for en
hastig sejr på den hjemlige østfront. Min cykel blev smadret og jeg selv
gennempryglet, bl.a. med et boksestød mod et ubevæbnet strubeho-
ved, hvad der medførte først besvimelse og derefter målløshed i 14
dage. Jeg havde faktisk under bataljen kun tanke for at beskytte mit
manuskript og korrekturen bedst muligt, og glad var jeg, da jeg
vågnede op på Frederiksberg politistation og fandt korrekturen
nogenlunde ubeskadiget. Afhandlingen udkom så i 1946, heldigvis
med flere mærker af J6n Helgasons kritik end af frikorpsets indgreb.
Men de filologiske lidelser var ikke slut. Jon Helgason og professor
Johs. Brøndum-Nielsen havde skaffet mig det store Carlsberg-legat.
Under krigen havde jeg varetaget hvervet som sekretær for »Hi6
islenzka fræSafjelag i Kaupmannahofn«, og efter J6n Helgasons op-
fordring havde jeg påbegyndt et arbejde om Gissur Einarssons island-
ske bibeloversættelser med henblik på en udgave i Fræ&afjelagiS.