Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1991, Side 14
4
I 1946 var jeg blevet undervisningsassistent hos professor Jon
Helgason og fik overdraget den propædeutiske undervisning af ti års
generationer af danskstuderende til forprøven i oldislandsk. Det var et
ret omfattende arbejde, oftest med fire hold, op til 20 timer ugendig (i
begyndelsen å kr. 5,00 pr. læst time!). Dette i forbindelse med andre
hverv gav dog stunder til at arbejde videre med islandsk sprog og
kultur.
Udgivelsen af Gissur Einarssons islandske bibeloversættelsesarbej-
der fik et uventet løft, da Jon Helgason gav mig ti minutter til at føre
bevis for, at Gissur Einarsson til sin oversættelse havde benyttet et ne-
dertysk bibeltryk fra 1541 som forlæg. Det tog nu mere end u minutter
at overbevise den altid skeptiske Jon Helgason, ja, samtalen varede
mere end tre timer, og næste dag foreslog Jon Helgason, at den
påtænkte udgave blev overført til Bibliotheca Arnamagnæana, og tilfø-
jede, at det måske var en idé at udforme indledningen med en dispu-
tats for øje. Det blev et nyt løft.
Som alle ved, kom den efterhånden mere og mere omfattende
dansk-islandske håndskriftsag i de følgende mange år til i alt for høj
grad at præge tilværelsen ikke blot for de særligt interesserede, men
også for politikere og offendighed i de to tidligere forbundslande, og
bølgerne gik ofte højt i diskussionen. Jeg havde været letsindig nok ul i
en kronik i Berlingske Aftenavis 11-12-1952 at give udtryk for mit syn
på en mulig afgørelse i striden. Denne kronik indbragte mig bådejohs.
Brøndum-Nielsens og Sigur&ur Nordals vrede, så den må have berørt
noget essentielt.
Det skyldtes formendig overenskomst mellem Jon Helgason og den
da 80-årige Johs. Brøndum-Nielsen, at man udså mig til at efterfølge
den sidste som formand i Den Arnamagnæanske Kommission i 1962,
således at jeg indtil 197 6 fik et visst ansvar for denne kommission i dens
lange tilværelses måske vanskeligste periode. Ulykkeligvis faldt så
desuden denne periode sammen med studenteroprørets nedvurde-
ring af de filologiske fag. Så det var ikke uden grund, jeg havde været
ængstelig ved at påtage mig dette hverv, og navnlig måtte jeg betragte
den manglende diknytning til Københavns Universitet som et alvorligt
handicap.
Her blev imidlertid især Den Arnamagnæanske Stiftelses efor, pro-
fessor Aksel E. Christensen, mig til uvurderlig hjælp og støtte. Det er
nu så mange år efter de tunge begivenheder ejendommeligt at erken-