Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1991, Page 15
5
de, at der aldrig var et ondt eller forhastet ord mellem Jon Helgason og
mig, ligesom der heller ikke var det mellem Brøndum-Nielsen og mig
- og det skyldtes næppe mig, der ofte måtte famle mig frem for at for-
mulere et forslag. Jon Helgason var taknemmelig for at kunne hellige
sig sin virksomhed som redaktør afkommissionens to skriftserier og sit
øvrige arbejde og foretrak rollen som »haukur i horni« - og det må
erkendes, at han valgte den gode del. Hans redaktion af kommissio-
nens serier og hans øvrige udgivelsesarbejde vil i fremtiden få denne
periode til at fremstå som kommissionens frugtbareste. Her havde han
et felt, hvor han var suveræn.
Jon Helgason var som redaktør meget krævende, hvad alle, der har
prøvet at udgive under hans vejledning, vil erkende. Der kan nævnes
exempler på, at der måtte rettes 6-7 gange, uden at han var tilfreds - og
undertiden med det resultat, at den oprindelige formulering blev hen-
tet frem igen. Det kan med rette siges, at Jon Helgason var frygtet som
criticus, og den, der vil påstå, at han ikke var tilfreds, før han havde
fundet noget at være utilfreds med, skal ikke modsiges her.
Vi erkendte alle i kommissionen Jon Helgasons vanskelige stilling
og betragtede det som en selvfølge, at han i sin dobbeltstilling som født
islænder og dansk embedsmand var nødsaget til at holde sig neutral
overfor eller udenfor visse afgørelser. Alene tanken om at dele samlin-
ger, der har bestået i mange generationer, må altid vække betænkelig-
hed blandt faglige udøvere.
Jon Helgason var som vejleder for yngre fagfæller af virkelig klasse.
Han besad - ligesom sin ven Halldor Laxness - en udpræget arbejds-
disciplin, der ofte stod i tilsyneladende modstrid med de utallige op-
skårne konvolutter, hvorpå han med sin klare og tydelige skrift
nedfældede sine iagttagelser og store dele af sine manuskripter.
Det er vanskeligt at pege på nogen anden islænder i vor tid, der i en
grad som Jon Helgason havde medfødt ejendomsret til ikke blot
islandsk sprog men også islandsk historie og tradition. Han talte et
smukt og klassisk islandsk, var en mester i sit ordvalg, hvadenten han
talte som filolog eller som digter. Hans holdning til sine emner eller til-
værelsen var rationalistisk og præget af trang til usvigelig logik.
Bag et næsten altid roligt og nærmest afventende ydre væsen skjulte
sig hos Jon Helgason et følsomt og til tider sart sind. Selvom han kunde
tage sig kritik næsten sygeligt nær, forstod han til gengæld ikke altid, at
de samtidige, der blev ofre for hans satiriske digtning, kunde føle noget