Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1991, Síða 16

6
lignende. Hans kritik var velbegrundet, og det forbavsede ham altid,
om den blev optaget unådigt, og han havde åben despekt for dem, der
kun sagde det, folk ønskede at høre. Som oftest var han yderst tolerant,
men kunde være bidsk, når han fandt, at der iblandt hans medmenne-
sker var nogen, der forsøgte at stable sig op. Med alderen ændredes
hans syn på mangt og meget betydeligt, også på fagfæller, og han und-
skyldte dem altid med, at det jo måtte være nogle ejendommelige indi-
vider, der brugte deres liv til at studere sprog og litteratur, navnlig
inden for et så fåtalligt område som det islandske.
Jon Helgasons karakter var både enkel og sammensat på samme tid:
På tomandshånd var han et af de ærligste mennesker, jeg har truffet,
men kunde også, når det faldt ham ind, og det skete, udfolde sig i
poseringens kunst. De store sorger skjulte han som regel, mens
småærgrelser og -uheld kunde få ham til at virke aldeles ulykkelig.
Når jeg nu efter Jon Helgasons død skulde søge et billede eller en
situation, hvor det er bedst at mindes ham, falder erindringen på en
sommereftermiddag i 1982, hvor det var lykkedes at overtale ham og
hans frue til at deltage i en heldagsexkursion med et hold islandske
studerende, der var på kursus i Århus under De nordiske sprog- og lit-
teraturkurser. Efter kaffen i mit sommerhus ved Jammerbugten fik
Agnete Loth overtalt Jon Helgason til at foredrage nogle af sine digte,
bl.a. det berømte kvad om Bjorn Karel t>orolfsson og Albert SigurQs-
son. Der blev på en mærkelig måde sammenhæng mellem Fyrkat,
Aggersborg gård og islandsk åndsliv i København. Og Jon Helgason
udtalte dagen efter: »Jeg har ligget hele natten og prøvet på at huske alt,
hvad jeg har oplevet, og sov ind efter at have konstateret, at du har for-
spildt dit liv. Du burde ikke være blevet andet end rejsefører«. Det
kunde jo godt give lidt at tænke på.
Sidste gang jeg besøgte Jon Helgason, var kort før jul 1985. Han var
da legemligt mærket af alder og sygdom, men sind og tanke var
usvækket. Han er savnet af venner og fagfæller, og vi er ham alle megen
tak skyldig for hjælp, kritik og gode råd gennem hans lange virke.
Mellem de to yderpunkter i Jon Helgasons liv ligger en usædvanlig
lang arbejdsdag, hvor han forblev sit kald tro til det sidste. Hans
utrolige indsats resulterede i en næsten talløs række videnskabelige
publikationer, der, sålænge der er noget, der hedder islandsk sprog og
islandsk filologi, vil bevare hans navn blandt de allerypperste.