Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1991, Page 45
35
Det indebærer, at en læsemåde i 24 som deles af enten z eller 226 som
hovedregel må tilskrives arketypen x; dog kan den også skyldes samme
ændring foretaget uafhængigt i to håndskrifter (det kan tænkes at gælde
overskriften, jfr. kap. 2.2). Men når 24 har én læsemåde, og z og 226 en
anden (eller endda hver sin læsemåde), er stemmaet ikke tilstrækkeligt
til at give den ene læsemåde fortrinnet: afgørelsen må da især træffes på
grundlag af Ep.
Anvendelsen af disse kriterier viser, at af de bevarede håndskrifter er
24 det der har de færreste afvigelser fra arketypen, og det bør lægges til
grund for udgivelsen. Det gælder for AlBr, og det gælder formodentlig
også for de forkortede redaktioner af Alexanders saga og af Romverja
sogur, hvor 24 dog mangler en del blade; bl.a. gælder det for det stykke
af Alexanders saga der mangler i håndskrifterne af den længere redak-
tion, og som Finnur Jonsson s. 75-80 har udfyldt efter 226.
Men det tabte håndskrift y havde endnu færre afvigelser fra
arketypen. Det er i kap. 2.3 kun lykkedes at påvise ret få der er mere
eller mindre sandsynlige, skønt der utvivlsomt er flere der ikke kan
påvises.
Den bedste rekonstruktion af arketypen ville man formendig få ved
at lægge 24 til grund, men rette på de steder hvor 226 og z er enige om
en anden læsemåde, undtagen på de steder hvor denne sikkert eller
sandsynligvis er sekundær iflg. kap. 2.3. Alligevel rettes 24’s tekst i
nærværende udgave kun på de steder hvor der er oplagte skrivefejl,
herunder overspringelser; på de steder følges skrivemåden i 226.
Imidlertid bruges en asterisk i udgaven som en advarsel til læseren om
to forskellige ting: enten stammer udgavens læsemåde ikke fra 24, eller
også stammer den nok fra 24, men 226 og z er enige om en anden
læsemåde.
Om gengivelsen af 24’s tekst skal i øvrigt bemærkes følgende. For-
kortelserne er opløst. Ækvivalente bogstaver i håndskriftet gengives
ikke altid med forskellige bogstaver i udgaven. Store og små bogstaver
følger nutidig skik. Det samme gælder tegnsætning (bl.a. anførsels-
tegn), som således indebærer en syntaktisk fortolkning.
4. Arketypen og den oprindelige oversættelse
Der er ingen grund til at tro, at oversætterens latinske forlæg har
været meget forskelligt fra den tekst der kendes fra bevarede håndskrif-
ter, især dem der ligger til grund for udgaven her (det har været lidt