Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1991, Síða 222
208
århundreder. I en stadig strøm er tidens populære og aktuelle bøger
gået til Island, hvor mange af dem sikkert opnåede en udbredelse og
en yndest, der ikke stod meget tilbage for den popularitet, bøgerne
nød i de lande, hvor de blev trykt. Den islandske almue var i langt
højere grad litterært interesseret og mere læsevant end almuen andre
steder i Europa.
Uden tvivl har den islandske kvoldvaka* * 3 haft betydning for udbre-
delsen af kendskabet til den udenlandske litteratur. Kvoldvaka (d.v.s.
det at våge om aftenen, »aftensæde«) er betegnelsen for den manuelle
og åndelige virksomhed, der fandt sted indendørs i de lange, mørke
vinteraftner, da gårdens folk var henvist til at opholde sig i badstofan,
det eneste sted, der var lys og varme. Der kunne man behandle fårenes
uld, karte, spinde, sy og strikke og udføre reparationer og forskelligt
snitte- og skærearbejde, flette reb o.s.v., beskæftigelser, der meget vel
lod sig forene med fortælling, højtlæsning4, sang og anden åndelig
virksomhed. Ordet »kvoldvaka« er først belagt i tekster fra 1600-tallet5,
men kvoldvakan har efter alt at dømme rødder tilbage til middelalde-
ren. Den har været en uhyre vigtig kulturinstitution på Island, idet den
har bidraget til at bevare og viderebringe den litterære arv fra middel-
alderen6, introducere nye tanker og bevægelser, øge befolkningens
almene kundskaber og dens læsefærdighed.
Af den importerede litteratur var ikke mindst folkebogsromanerne
(se nedenfor) velegnede til oplæsning.
De mest kendte værker af den folkelige litteratur har man fra
romantikkens tid kaldt »folkeboger«. Betegnelsen er imidlertid ikke
entydig og kræver en nærmere præcisering. Den blev første gang brugt
af Joseph Gorres i hans værk »Die teutschen Volksbucher« 1807, og
s Magmas Gislason: Kvållsvaka. En islandsk kulturtradition belyst genom studier i
bondebefolkningens vardagsliv och miljo under senare halften av 1800-talet och bor-
jan av 1900-talet. Acta Universitatis Upsaliensis, Uppsala 1977; J6nas Jbnasson:
Islenzkir t>j68hættir, Reykjavik 1961, s. 245-48.
4 Magnus Gislason giver ibid. s. 90 ff. en oversigt over, hvilke arter af litteratur der
blev læst
5 Magnus Gislason, ibid. s. 155, note 1.
6 Magnus Gislason henviser til Eyrbyggja saga, Reykjavik, 1921, s. 133-34, og Grettis
saga, Reykjavik 1920, s. 95-96, hvori det berettes, at man vinteraftner samledes i gårdens
skåli, hvor ilden brændte midt på gulvet. At man i århundreder har diverteret gæster
med historier, fortalt eller læst op, har vi vidnesbyrd om i Sturlunga saga, Reykjavik
1946, s. 27 og i Oddur Einarssons fslandslysing, Reykjavik 1971, s. 129.