Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1991, Page 226
212
mere »Testamenter« allerede ved deres Omfang var uskikkede til at
blive Folkelæsning«.
Test. udkom fem gange i Danmark i perioden 1580-1701, men blev
altså af DFs udgivere fundet for fornemme af indhold, for store af
omfang og udgivet i for få oplag til at kunne regnes for egendige
folkeboger.
Et værks popularitet kan måles i antallet af udgaver. Et værk kan i
f.eks. Danmark og Tyskland kun kaldes en folkebog, hvis det er
udkommet på tryk adskillige gange over en længere periode.
Helt anderledes er forholdene som nævnt på Island. Her blev der
ikke trykt folkelig verdslig litteratur af betydning før i det 19. årh. Af
den store mængde oversatte værker fra det 16. og 17. årh. er næsten
intet nogensinde blevet trykt. Igennem et par århundreder cirkulere-
de de mest levedygtige værker i afskrifter, men selv om de mest
afholdte bøger blev afskrevet flittigt, har antallet af eksisterende
håndskrifter naturligvis altid været langt mindre, end antallet af selv et
nok så lille trykt oplag ville have været.
Det er vanskeligt ud fra håndskriftoverleveringen alene at danne sig
et indtryk af, hvor kendt et værk har været, da det kan være mere eller
mindre tilfældigt, om et værk er overleveret i få eller mange håndskrif-
ter. Hvis et værk er bevaret i mange håndskrifter, giver det naturligvis
et fingerpeg om, at værket har været populært. Men hvis alle håndskrif-
terne er fra samme egn, har værket måske kun været kendt i et
begrænset område. Omvendt kan et værk meget vel have været kendt
over hele landet, selv om det kun er overleveret i få håndskrifter.
I nogle tilfælde har oversættelsen af en folkebogsroman dannet
grundlag for en gendigtning i rimur, efter-reformationstidens mest
benyttede genre på Island, og selv om disse rimur ikke blev trykt, var
mange af dem så populære, at de uden tvivl har udbredt kendskabet til
en hel del værkers handling og personer.
At dømme efter håndskriftoverleveringen - og vi har ikke meget
andet at støtte os til - har mange folkelige værker nydt lige så stor
interesse som de »egendige« folkebøger, d.v.s. folkebogsromanerne.
Det vil derfor være naturligt, at en udgivelsesserie kommer til at
omfatte ikke bare de omtalte folkebogsromaner, men også alle de
andre folkelige værker, som islænderne læste eller hørte oplæst i de
nærmeste århundreder efter Reformationen. En sådan serie kunne
hedde »Islandske folkebøger« eller »Folkebøger på Island«.