Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1991, Blaðsíða 290
274
d (Thi hun actede det) Oc ieg sagde til hende: Fordi du haffde fylt
hannem met Døden. Men du maat vide / at ieg icke holder mig til Aff-
guder / Men til HERren alene. Derfaare maat du nu vide / oc forstaa /
at min Faders Gud / ved Engelen / mig dit Skalckhed haffuer obenba-
83r ret. Thi haffuer ieg giemt Maden / til en | Straff offuer dig. Paa det du
end kunde see det / oc giøre Penitentze / eller lære / at de som ære Gud i
Kyskhed / de Wgudeligis ondskab / icke kand faa ofifuerhaand offuer
dennem. Oc ieg tog det / oc aad for hende / oc sagde: Mine Fædris
Gud / oc Abrahams Engel / skal vere met mig. Men hun falt neder til
mine Føder paa sit Ansict / oc græd. Oc ieg reiste hende op igien / oc
formanede hende met mange Ord. Oc hun loffuede mig / hun vilde al-
drig mere giøre den Wgudelighed. Men fordi / at hendis Hierte vaar
optent til mig / tenete hun oc tractede paa Horeri / oc suckede dybt aff
Hiertet / slog sit Ansicte neder / oc hengde met Hoffuedet. Det saa hen-
dis Egyptiske Mand / oc sagde til hende: Hui forfalder dit Ansict: Oc
hun sagde: Hiertens vee krencker mig / oc min Aands sucke haffue fat
83v paa mig. Da gaff | hånd hende Lægedom / dog hun icke vaar siug. Der
1626. 109 icke vaar] omv. 1626. 110 icke vaar] omv. 1601, 1615, 1626. 112
a hverke eitt nie annad af beim sama mat. betta formerkte hun fulis kiott,
kom til myn og sagde, bvi åtst bu ei af matnum sem eg sende bier. Eg
25v svarade, bvi bu hafder fillt hann med dauda og j fiolkynge, enn bu veist
ad eg hata alla afgude, og elska drottenn alleina, og hann liet sinn
eingel vara mig vid binne vonsku. Matenn geimda eg sydan til straffs
yfer big, so annad hvort giorder bu ydran, eda bu lærder ad vita, ad hvor
sem gude treister, sa verdur ecki yfer stygenn af bgudlegum. Og til
merkes ad eg treiste myns fodurs gude, og Abrahams eingell vardveiter
mig, ba siådu nu til myn, tok sydan maten og at fyrer hennar augum. bå
fiell hun mier til fota gråtande, og sagdest alldrei skylide offtar giora.
Enn nu bvi hun var upptendrud i synu hiarta, miste hun allt sitt
yferbragd, so bad undrade hennar madur, og sagde, bvi ertu so bleik,
og hvad sturlar big? Hun sagde, Hiartverk og kvyda hef eg feinged, bå
gaf hann henne læknyng, bo hun være heilbrygd, og fyge upp
bessum kvilla.
mig heimuglega a2'5. 81 af] + vondum og a5, jfr. D. 82 eingell] gud a2'5. 88
93
96
99
102
105
108
75
78
81
84
87