Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1991, Qupperneq 312

296
d beuaret mig / ved Styrcke oc Deilighed. Thi ieg vaar i alle tingjacob lig.
Hører ocsaa mine Børn / huad for en Drøm ieg seet haffuer. Tolff 276
Hiorte ginge i Græs / de ni bleffue fraskilde / oc atspridde paa Jorden.
De tre saa ieg ocsaa. Thi aff Juda bleff fød en Jomfru / hun haffde en
huid Kiortel paa. Aff hende fremgick it wbesmittet Lam / Oc aff dets 279
venstre Side / lige som en Løffue. Oc alle Diur haffue giort it anstød
imod det / oc Lammet offueruant dennem / oc forderffuede dennem /
dl saa lenge de bleffue borttraadde. Oc vdi det Lam fryde sig Englene / 282
Menniske/ oc gantske Jorderige. Disse Ting skulle i sin tid skee/vdi de
9ir sidste dage. Derfaare mine Børn / beuarer HErrens Bud / | oc ærer
Judam oc Leui. Thi aff dennem skal Guds Lam oprinde eder / som 285
saliggiør alle Hedninge / oc Jsrael met sin Naade. Hans Rige er it euigt
Rige / som icke skal forgaa. Men mit Rige skal vdi eder vere at ende /
ligeruis som en Eblehytte. Thi effter denne Ære / skal mand icke mere 288
vide der aff at sige. Jeg haffuer oc forstaaet/ at de Egyptiske skulle plage
eder effter min død. Men Gud skal vere eders heffn / oc skal indføre
a Heyred nu hvad mig dreimde fordum daga. Eg så tolf hyrte ganga 219
[al]la i grase, nyu skyldust f>å frå, og dreifdust hier og hvar um jordena,
brjh: hiner voru i odrum stad sier i lage, og af Juda fæddest jomfru i
hvytum klædum, af henne utgieck hreint og klårt ofleckad lamb, og [af] 222
hess vinstre sydu, sem eitt leon. oli dyr jardarennar toku sig upp mote
lambenu, enn f>ad yfervann hau ogfottradhau. Enn aflambs[e]ns stryde
gloddust einglarner, mennerner og jordenn, besser hluter mu[n]u å 225
sydustu dogum framm koma, bar fyrer vardveited drottens logmål.
Heidred Juda og Levi, hvi af heim mun guds lamb upprenna, sem
holpnar [gio]rer heidnar hioder, ogjsrael ad sier tekur. Hans ryke mun 228
eilyfft [ver]da, enn mittryke mun hiåydur endataka, so sem annad epla
hus, f>vi [ef|fter minn dag munu menn ei framar har af vita, og hå eg er i
burtu, munu egifftsker plåga ydur, enn siålfur gud mun hefna ydar, 231
Med [vo]lldugre hond mun hann jnnfæra ydur i ydar forfedra
firerheited land, Taked hå myn bein med ydur, drottenn mun vera med
soddan] slykann a2'5. 221 is] med a2‘5. 222 af2, sdl. a2'5. 228 giorer, sål. a2'5.
230 hus] sål. a2, hr6s a3 4 5. 235 Silpha a2'3, -s- a4 5.