Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1996, Side 97

87
Mikael har været dyrket med særlig veneration. Bjerget minder i et og
alt om Tumba, Mont-St.-Michel, i B nr. 37, S nr. 77, L nr. XLIV og D
nr. 166, en Mikaelskirke, hvor der sker Mariaundere.
På ganske samme måde er den oprindelige Jakoblegende, Giraldus.
Pilgrim ofSt. James, omskabt til Marialegende (B nr. 14, D nr. 67 + Ka
og E samt S2 s. 869).
Af den allerstørste betydning for Marialegendernes historie og ud-
bredelse var den helt utrolige trang til at grunde nye klostre. Det fore-
kommer usandsynligt i dag, det, der skete med cistercienserordenen i
løbet af 1100-tallet. Efter at Bernhard af Clairvaux i begyndelsen af
århundredet havde blæst liv i bevægelsen, blev der på knap 25 år grund-
lagt over 300 nye klostre efter midten af 1100-tallet. Det taler sit klare
sprog, og det siger sig selv, at denne enorme tilvækst har øget interessen
omkring Marialegender.
Der er en ting, der er vanskelig at kapere for nutidens mennesker. Jeg
tænker på den nære forbindelse mellem legende og historie. De kunne
faktisk på den tid opfattes som to sider af samme sag. Legender kunne
opfattes som led i historien, og historien kunne fremstilles i form af le-
gender. Det ses klart, hvis man sammenstiller den norrøne B-samling
med S-samlingen, og man kan iagttage det i SpecH af Vincent af Beau-
vais, der i bog VII (bog VIII hos Poncelet 1902) gengiver en samling,
der udgives for at være legender, mens han i det videre forløb gengiver
historiske hændelser, der af os må indregistreres som legender.
I den forbindelse kan man minde om, at også Snorre Sturlason ind-
fletter legendestof i den virkelighedsbetonede kongekrønike.
Adolf Mussafia inddrog legenden, nærmere bestemt Marialegenden,
som en genre i litteraturhistorien. Det vakte en del opmærksomhed, at
han påviste to serier af legender, der hver for sig indeholdt 17 legender,
som syntes at dominere i de ældste legendemanuskripter.
Antallet 17 legender i de to hovedserier har vakt nogen forundring hos
flere, der har givet sig af med legenderne. Selv har jeg ved læsningen af
Murray (1978 s. 151 m. henv.) forbundet det med, at Alkuin i breve til
Karl den Store har lagt vægt på, at tallet 17 er summen af dekalogen og
helligåndens syv nådegaver.[20] Det vil vende op og ned på flere hypote-
20 [Om de syv nådegaver se AM 672 4° bl. lff. Um sjaufalda gipt heilags anda. Widding
1960 s. 344f.]