Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1996, Side 98
88
ser i skriverierne om Marialegender, og jeg må indrømme, at jeg ikke har
evnet at eftervise troværdigheden af en sådan formodning.
I Mussafias fortsatte studier, hvor stadigt nye legendemanuskripter
blev taget for, blegnede glansen omkring de to serier, HM og TS, men
andre inddelinger kom til. Karakteristisk for Mussafia er det dog, at han
i næstsidste publikation (1896 s. 6) indleder med at påpege, at 11 af de
legender, der udgjorde kilderne til Gautier de Coincys legendesamling,
var hentet fra HM-serien, der ganske åbenbart har været den stabileste
serie gennem tiderne. Det er på den baggrund, jeg har kaldt den norrøne
B-samling for den mest klassiske norrøne samling.
Man vil ikke finde overvættes mange henvisninger i denne studie til
Mussafias skrifter. Det skyldes, at alle hans Studien ligger forud for Al-
bert Poncelets Index miraculorum fra 1902. Dog findes her henvisnin-
ger til hans studier over kilder til Gautier de Coincys samling (1896), da
han giver fyldige henvisninger til latinske kilder for de legender, hvortil
han meddeler tekst.
Trods denne bredde i henvisninger må man holde sig klart, at kun en
lille brøkdel af, hvad der har eksisteret af manuskripter, er bevaret. Det
er en kendsgerning, det er vigtigt at have i baghovedet ved omtalen af
næste legendeforsker.
Evelyn Faye Wilson udgav i 1946 The Stella Maris of John of Gar-
land. Hun efterforsker de temaer, som Johannes de Garlandia har gjort
brug af, og kommer derved ind på legendeforskningen i sin helhed.
Som den første indlader hun sig på at opstille et skema over nogle latin-
ske manuskripters indbyrdes afhængighed. I uddrag ser den ud som på
skemaet s. 89.
Betydningen heraf ser man af D nr. 164 Bridegroom. Ring on Finger.
Det blev omtalt, at der i SG blev fortalt, at en Madonnastatue var opstil-
let uden for kirken, og det ved alle store nordfranske samlinger; men det
er udeladt i Paris Bibi. Nat. 18.134, og det er udeladt i SpecH samt i D.
Disse tre må høre til en og samme gren på stamtræet.
I Faye Wilsons oversigt forekommer betegnelsen SpecH (V2). Den
relaterer til, at legendesamlingen i SpecH er delt i to dele: SpecH V1 er
bog VII k. 81-113b, mens den anden del skal have anden oprindelse, ef-
ter Faye Wilsons mening skal de sidste ti kapitler eller afsnit af kapitler
stamme fra et Ur-Mariale, der ligger bag Mariale Magnum og Rouen-
Mariale. Jeg har ikke fundet, at skellet mellem SpecH V1 og V2 har be-
tydning for de norrøne legender, der synes lånt direkte fra Vincent.