Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1996, Side 320

304
tænkers, og han identificerede både Gud Fader og Gud Søn med sand-
heden (Engelhardt 1965). Tilsvarende identifikationer træffer man selv-
sagt også i den gammeldanske religiøse oversættelseslitteratur. Mate-
rialet i GO omfatter bl.a. belæg fra Thomas a Kempis, hvor Deus siger
lak, sandheth, skal kenne thik theth, iceth ær oc tekkelikth nær mik
90.21-22, samt fra Gammeldansk Passionstraktat, hvor Maria til Jesus
siger Nw veet iak wæl wten twifl ath hymmel oc iordh ioofør til rygge
ga æn thyne oordh Ffor thy at thw æst then høghe oc rætte sannyndhe,
her citeret efter [AM] 20r, tilsvarende [Sth. j 1 lvb. I det liturgiske blan-
dingshåndskrift Stockholm A 29 (fra ca. 1450 ifølge mundtlig medde-
lelse fra liturgihistorikeren Merete Geert Andersen, i Bønneb. 5:19 da-
teret til ca. 1500) anråbes Jesus endda som den højeste sandhed: O
Jhesus thu som æst høgheste sanneden 73v, og ordbogssedlen oplyser
at den latinske modsvarighed hertil er summa veritas.
Det viser den sig også at være til udtrykket hoxtæ sandhet i skrif-
tespejlet i AM 75 8vo. Denne palæografisk, ortografisk og indholds-
mæssigt tilfredsstillende læsning kan nemlig uden vanskelighed verifi-
ceres af en latinsk paralleltekst, nu da Ian McDougall har fremdraget
dominikaneren Hugo Ripelin af Strassburgs Compendium theologicae
veritatis (fra ca. 1260) som kilde til et nordisk skriftespejl (jf. ovf. p.
140ff.). Foruden hovedkilde - hvad enten direkte eller indirekte - til
det islandske Speculum penitentis (hvorom McDougall ovf. p. 136ff.)
må den formentlig vidt udbredte traktat regnes for én af flere kilder til
det gammeldanske skriftespejl i AM 75 8vo (jf. Frederiksen u. trykn.).
Tydeligst er dettes afhængighed af traktaten i katalogiseringen af fire
slags synder: hjertets, mundens og gerningens synder samt undladelses-
synderne (Bønneb. 3:164, 165-166, 169-170), hvor der nærmest fore-
ligger verbum de verbo-oversættelse fra latin (CTV III.24 i Niirnberg-
trykket ca. 1470-1472, jf. Frederiksen u. trykn.). Den forbindelse der
råder mellem traktatens og skriftespejlets gennemgang af de ti bud
(CTV V.61ff. resp. Bønneb. 3:170-171), er mere kompliceret og skal
ikke udredes her; for at få læsningen hoxtæ sandhet bekræftet er det til-
strækkeligt at konstatere at forbindelsen eksisterer, og at latinen, der
netop er nogenlunde ordret oversat til dansk i den allernærmeste rele-
vante kontekst (hvilket ikke er nogen selvfølge), anvender termen sum-
ma veritas, som det fremgår af disse citater i synoptisk opstilling (den
latinske tekst bringes her efter 1651-udgaven, som ikke afviger væsent-
ligt på det relevante sted fra de øvrige i København tilgængelige tekst-