Atuagagdliutit - 22.03.1956, Blaðsíða 6

med tømmerstablerne på ryggen,
parate til at sende alt dette træ
ned til kysten, så snart tøvejret
satte ind. Vejret var, som det i
april kan være i Godthåb, eller
som maj ved Diskobugten, så vi
følte os hjemme. — Og dog ikke,
for de store træer og uhyre skove
belærte os om, at vi var i andre
strøg, hvor en vis gavmildhed fra
naturens side var til stede. En en-
kelt ren i skoven, ep tre-fire styk-
ker foran det lille tog på vestba-
nen, så vi måtte trutte for at få
dem væk fra banen, en lille flok
på en åben slette, det var, hvad vi
foreløbig så til renerne. Men vi
fik vor store oplevelse en dag, en
oplevelse, der slog fast for os,
hvor vi var, nemlig i renernes rige.
Der skulle samles 1000 rener
ude i skoven, da der skulle tages
60—70 stykker ud deraf, og disse
skulle anbringes i en særlig ind-
hegning, der var flere km i om-
kreds, for at man der i løbet af 15
år kunne oparbejde en helt ny
stamme af rener. -— Vi kørte 60
km ud i skovene med en lejet bil,
og i det strålende solskin var vi
pludselig ved en lysning i skoven,
hvor der stod eet tusinde rener!
En skov af takker i udkanten af
flokken, en klokke ringlede fra fø-
rerrenen, de brune rygge glinsede
i solen, — et betagende syn. Vi
følte det, som var vi pludselig i en
katedral, en stor kirke, sådan føl-
tes det. Det var en enestående op-
levelse. Med lasso blev de 3 snese
dyr fanget og kørt bort i lastbiler.
Vi sad derude hele dagen, samer-
ne stegte tørret renskød over bål
i sneen, lavede kaffe og l>ød os at
begge dele. — Vi glemmer aldrig
dette storslåede billede af 1000 re-
ner.
Vi fik denne helt store oplevelse
ved et tilfælde. Det var skoler, vi
skulle besøge, og det gjorde vi og-
så, men blandt disse skoler var
også folkhøgskolan, højskolen, i
Jokmokk, og det var forstanderen
med eleverne derfra, der skulle ud
at se på udtagelsen af renerne i
skoven, og derved fik vi en god
lejlighed til at være med, da det
faldt så heldigt, at vort besøg på
højskolen skete samtidig med det
sjældne reneventyr.
Den nordligste kostskole, vi be-
søgte, ligger i Jukasjærvi, lidt
nord for malmbyen Kiruna, en
anden besøgte vi i Gållivara, den
anden store malmby, en tredie i
Jokmokk — samernes hovedby —
og den fjerde helt nede i Jåmt-
land. Derved fik vi et gennemsnit
af skolerne at se. Indtrykket af af-
standene fik vi igen slået fast, ved
at vi kørte 640 km på een dag fra
Jokmokk til Jåmtland — fra en
skole til en anden!
På den nordligste skole var der
160 børn. Bygningerne var her
som ved alle disse samiske kost-
skoler — gode, ret store, velholdte
gule træhuse, medpræget af
svensk velstand og svensk stål i
form af praktiske køkkener og go-
de vaskeforhold. Men skolestuer-
ne var ellers, som vi kender dem
både i Danmark og her i Grønland
de samme standardklasseværel-
ser. Kun på eet område adskiller
de sig ved en enkelthed fra vore
skolers indretning, og det er med
hensyn til sløjdlokalet. Der er
kun få almindelige høvlebænke.
Til gengæld er der store tunge ar-
bejdsborde, som kan tåle både en
økse og en stor kniv i pladen. Her
arbejdes med liv og lyst i rentak,
og der blomstrer den ægte lappi-
ske hemsløj d eller husflid, særlig
da blandt de voksne elever på høj-
skolen. Men uden for skolerne ud-
arter husfliden slemt. Den bliver
— ganske som her i Grønland ef-
terhånden ■— til industri, der fa-
brikerer så meget som muligt men
ikke altid så pænt og ægte som det
burde være, til turister og andre
mindre kritiske. „Skrecksløjd“,
altså „rædselshusflid“, kalder
man det deroppe. Hele butikker
levede af at sælge det. Sådan går
det, og vi skal her i Grønland pas-
se på, at det ikke går os ligesådan!
Som bemærket prøver især høj-
skolen at holde den gamle, fine,
ægte samiske husflid i hævd, idet
denne placeres som noget meget
værdifuldt, kulturelt set.
På Jukasjårvi-skolen havde
man en særdeles dygtig tegnelæ-
rer, og det var imponerende, hvad
børnene havde tegnet og malet
her, hele malerier, og der var an-
dre, der havde opdaget det, for de
havde solgt for flere tusinde kro-
ner billeder, og disse penge skulle
de bruge til at rejse til København
for i maj måned. De vakte opsigt
der, da de« kom i deres lange,
smukke kofter med de lijemme-
vævede bælter og tophuerne med
de brogede farveglade kvaster.
Blandt fagene lagde vi mærke
til et, som vi ikke kendte, men
som vi blev så begejstret for, at vi
allerede har indført det ved den
nye kostskole i Thule — dog til-
rettelagt efter Thuleforhold, altså
uden rener. Det kaldes deroppe i
Lappland nomadekundskab, læ-
ren om nomaderne, altså rensdyr-
nomaderne. Det centrale i faget er
renavlen, om denne koncentreres
så en række bifag, kan man sige,
så det samlede fag omfatter re-
nernes zoologi og biologi, det, de
lever af, altså botanik, det områ-
de, de lever på, altså geografi og
geologi, — ja, endog historie og
samfundslære kommer ind under
faget. Under samfundslære er det
især de love og regler, der gælder
for renavlen, for mærkningen af
renerne m. m., der tages med. Det
var yderst interessant, hvad de fik
ud af det fag. Det var centralfag
i ældste klasse, og børnene gik op
i det med liv og sjæl, for det ved-
kom dem, det havde de forstand
på, kunne man mærke. — Vi hør-
te nede i Jåmtland en svensk læ-
rer i faget, og hvad der kunne kob-
les på dette fag, og hvad de børn
kunne, det var simpelthen forbav-
sende. Faget, taget på den måde,
giver forståelse af livet deroppe
og skaber betingelse for overblik
og må være medhjælpende til at
fremkalde tilpasningsevne.
Gennemgående er det samer,
uddannet på svenske seminarier,
der underviser. Men enkelte sven-
ske lærere er der også. Lederen af
disse nomadeskoler er dr. Israel
Roung, der selv er same og med
sin svenske læreruniversitetsud-
dannelse er vel rustet til sin ger-
ning — og ved siden af docent i
samisk sprog og kultur ved uni-
versitetet i Uppsala. Han fulgte
med rundt til skolerne og var en
fortræffelig og venlig vejviser.
Et spørgsmål, vi hurtigt stillede
ham, var, hvorfor der i så udpræ-
get nationalt fag som nomade-
kundskab ikke taltes samisk, men
svensk. Han fandt det også mær-
keligt, ja, forkert, men kunne kun
henvise til, at lov altså påbød, at
det svenske sprog var undervis-
ningssproget ved nomadeskolerne.
Der læres dog samisk, men kun
som sprog, og der er læsebøger på
samisk, men selv religion foregår
på svensk.
Interessant var det at lægge
mærke til, at børn i 2. skoleår, i
8-årsalderen, der ikke kunne
svensk i fjor, da de begyndte på
skolen, nu allerede talte klingende
svensk. I hjemmene tales samisk
af halvdelen af alle samer, men
svensk forstås dog vist af alle
voksne, hvis de ikke anvender
finsk som fremmedsprog, hvilket
er tilfældet i grænseegnene mod
Finland.
Kostafdelingerne var flottere
og med bedre pladsforhold, end vi
er vante til det, selv i Danmark.
Og der var ikke alene meget mo-
derne køkken- og udenomsfor-
hold som støvlerum, vantetør-
ringsrum o. lign. — der var også
hjemlige og hyggelige opholdsstu-
er, de store børn adskilt fra de
små, „småtingene", som de kald-
tes. Man mærkede den moderlige
omhu for børnene fra forstander-
inden og hendes hjælpere. Men
der var samtidig så afgjort orden
og disciplin over det hele, et be-
stemt, men dog kærligt regime.
Lærte vi nu virkelig noget? Fik
vi andet end en dejlig rejse og
uforglemmelige rejseindtryk ud af
det, et overvældende indtryk af
stort skovland, hvor ensomheden
kunne være herskende over vild-
marken? — Jo, vist lærte vi no-
get. Vi så for det første, at der
havde man gennem mange år
gjort gode erfaringer med kost-
skoler i sådanne afsides egne og
blandt en spredtboende befolk-
ning. Vi så, at for denne befolk-
ning er det vigtigt ikke at tabe
kontakten med det derhjemme, og
det måtte skolerne indrettes og le-
des med henblik på, — ja, skal
både opretholde og udvikle kon-
takten med det folkeligt værdiful-
de, så det ikke går tabt. — Vi læ-
te en hel del praktiske ting angå-
ende selve indretningen af en
kostskole, rent tekniske finesser,
som svenskerne netop har mange
af, og vi fik kendskab til faget no-
madekundskab og kan direkte
overføre det i en anden skikkelse
til Grønland for lignende områder
her. Vi så, at der udmærket kan
læres noget, ja, hele undervisnin-
gen kan foregå på et andet sprog
end modersmålet, uden at kontak-
ten med det hjemlige går tabt. Vi
synes dog, at de børn burde lære
noget mere på og om deres eget
sprog — ikke blot have det som
et sprog, et fag.
For trods al forståelse og påpas-
selighed kan der alligevel være
en vis fare for, at det samiske
sprog og den samiske kultur en
dag må bukke under for presset
tingmissartut Douglas DC8 SAS-ip pisiaisa ilåt, tingmissoK. — En af de nye Douglas, DC8, SAS har købt, fotograferet i luften.
6