Grønlandsposten - 01.02.1943, Qupperneq 1

GRØNLANDS DELAGTIGHED I
DANMARKS GENOPREJSNING.
(Af overkateket Abel Kristiansen.)
Der oversættes i aarenes løb adskilligt fra dansk til grønlandsk,
men da det ogsaa kan være paa sin plads, der undertiden oversættes
den omvendte vej, saa vi danske kan stifte nærmere bekendtskab med
flere af grønlændernes egne udtalelser, har jeg paa opfordring gengivet
overkateket Abel Kristiansens grønlandske radioforedrag af 4/12 1942
paa dansk, dog i stærkt sammentrængt form. Foredragets ordrette titel
er: Danmarks genoprejsning. Aa. Hugge.
I disse krigens tider har vi ogsaa maattet
opleve det uendeligt sørgelige, at vi er afskaaret
fra vort moderland, Danmark, under dettes be-
sættelse af en fjendtlig magt. Ogsaa blandt os
grønlændere er der nu savn og længsel efter
Danmark. Hvordan staar det mon til i Danmark,
og hvordan mon del i grunden gaar baade det
danske folk og vore landsmænd, der for tiden
opholder sig i landet?
Savn og længsel kender vi jo ogsaa lidt til
i forvejen. Det kender selv dyrene, og jeg min-
des historien om den hund, der lagde sig til at
dø paa sin herres grav. Helt saa sørgeligt er
det dog ikke, hvad jeg i aften har paa hjerte.
Danmark er jo ikke udslettet, skønt det er over-
faldet og udplyndret. Og heller ikke er det
danske folk gaaet til grunde, skønt adskillige er
sendt som arbejdere til Tyskland, og mangfoldige
dygtige danske søfarende er spredt rundt om
i verden uden foreløbig mulighed for at slippe
hjem. Naar det danske folk ikke saa let buk-
ker under, saa er det i kraft af sin fremragende
kultur og sit indre sammenhold, at det holder
stand.
Vi grønlændere er nu midlertidig adskilt
fra det folk, som staar os allernærmest, og som vi
altid har sat vor lid til. Vi minder i øjeblikket
lidt om fugleunger, der er kommet væk fra deres
mor og flyver urolig rundt og kalder paa hende.
I en vis forstand kan baade vor konge, det dan-
ske folk og vore medgrønlændere i Danmark
stadig høre os og vi dem. Og de hilsner, der
i denne tid kan udveksles med Danmark, gaar
i virkeligheden i hovedsagen ud paa dette, at vi
ganske simpelt maa gensidig vente paa hinan-
den, til genforeningen oprinder.