Grønlandsposten - 24.12.1943, Blaðsíða 2

290
GRØNLANDSPQSTEN
Nr. 25
spæklampe spredte hygge og varme. Hundene saa
lyset sammen med os. Det var signalet til fanfa-
re, for lys betød mennesker, og mennesker betød
husly,’; kød og latter.
Her boede Angutlo, narhvalernes behersker
i fjor fattigere end fjeldræven — i aar stor-
fanger og kødmatador.
Næppe var vi kommet op over isfoden, før vi
hørte Angutlo’s rappe piskesmæld og raab: — Hej
da, I vældige mennesker, som kommer paa besøg
til min boplads, og saa har jeg ikke engang kød
til jeres hunde, og mit hus er usselt og koldt. Jeg
er kun en elendig fanger, som ellers aldrig besø-
ges af gæster -—- hæ, hæ, hæ, men nu er jeg
den eneste ved Kangerdlugssuak alle de andre
er rejst bort - jeg alene er herre her. Der kom-
mer besøg. Men hvor skal de besøgende bo? Mit
hus er det eneste — og endelig er mit hus da godt
nok til at modtage gæster — ellers flytter man
andetstedshen — men nu er mit hus det eneste
hæ, hæ, hæ, mit hus er det eneste, og saa
kommer der gæster til mig —! Og han blev ved,
snakkede og lo, vildt og ubehersket, og vi lo med
og vidste nu, at Angutlo havde masser af kød, og
snart kom han slæbende med vældige fangstpar-
ter af narhval og begyndte at dele ud til vore
hunde. Der var ingen grænser for, hvor meget
han vilde give dem. Han blev ved og blev ved;
til sidst maatte vi lægge os imellem, for at hun-
dene ikke skulde forsluge sig — vi havde endnu
lange rejser for os.
Saa var det vores tur at blive fodret. Vi blev
ført ind gennem den lange husgang, fik sneen ban-
ket af pelsene, glemte ikke at beundre de høje
blus paa spæklamperne og den fyldte kød balje.
Kød betyder rigdom, selv om alt andet fattes.
Angutlo havde for nogen tid siden været paa bu-
tiksrejse til Siorapaluk, havde haft et par sælskind
og en narhvalstand at sælge i butikken, og efter
at have købt de uundværlige riffelpatroner havde
der ogsaa været raad til lidt sukker og te, ikke
meget, men desto mere blev det lidet værdsat,
saa længe det slog til.
Er I sultne, er der kød —, indbød Angutlo
og pegede paa de halvfrosne lunser i baljen. Vi
lod os det ikke sige to gange, for sultne var vi,
og snart kunde vi mætte og spækglinsende stræk-
ke os paa briksen, mens Angutlo selv blev sidden-
de ved lampen, overladende sit rensskind til gæ-
sterne.
Det blev dog ikke til søvn foreløbig, for der
var meget, som skulde fortælles og meget nyt at
høre. I haab om, at gæsterne selv havde te, blev
kedlen fyldt med is og hængt over spæklampen,
og Angutlo tog en lille sukkerpose frem og lagde
et stykke til side til hver af os det var ganske
vist en stor luksus, men gæstevenskab og giver-
glæde spares der aldrig paa mellem polareskimo-
erne. Har een nogen, har man det allesammen.
Til gengæld havde vi te og tobak og i de næ-
ste timer rungede huset af glad, overgiven latter,
mens efteraarets fangstbedrifter blev fortalt. Jeg
glemte selvfølgelig heller ikke at fortælle mine.
Efter vel et par timers forløb lød der hunde-
hyl udenfor, og vor vært forsvandt ud gennem
husgangen og kom straks efter slæbende med et
anseligt stykke mattak, som han i al hemmelig-
hed havde ladet en dreng hente ved en af sine
kødgrave helt inde ved bræen.
Og nu blev der fest for alvor. Der var slet
ikke tale om at vente, til det blev tøet op. Med
økse og knive kastede vi os over mattakken og
slugte bid efter bid, selv om det tit frøs fast paa
tungen herligt smagte det — lige fra kødgrav,
behagelig krydret af augustsolen. Vi spiste og
faldt i søvn - vaagnede lidt og spiste videre, sov
lidt og spiste videre — indtil der ikke var mere
tilbage. Vi talte ikke timerne eller dagene. Der
var jo nok af dem. Tro det, kære læser, om
De vil — men har De nogensinde tilbragt en vin-
ter nord for 77 grader nord, vil De ikke tvivle!
Da vi igen sad paa vore slæder skin-
nede maanen lige saa lys og klar som før. Et øje-
blik undrede det mig, at den stod saa højt paa
himlen over bræen direkte i nord. Men hvorfor
skulde den ikke gøre det, naar solen gjorde det
samme om sommeren? Vi var i følge med Angut-
lo, der fulgte os til et af sine depoter, hvor han
læssede vore slæder med kød. Saa tog vi afsked
ved en kop kaffe paa isen, og vor gavmilde vært
kørte tilbage til sine ensomme drømme ved spæk-
lampen, efter at vi havde delt vor kaffe, te og to-
bak med ham — og en halv pakke havregryn til
børnene.
Hen paa morgenstunden naaede vi frem til
næste boplads, hvis huse hurtig var talt der
var kun eet. Her boede Kajodapaluk og Ivalo
med tre smaa børn PutleK paa 13 aar, Akumalik
paa 10 aar og SerfaK paa 5 aar. Alle tre børn
stod udenfor og tog imod os. I maanelyset ligne-
de de tre smaa laadne trolde, som de stod der
paa isfoden — undrende sig over, hvem der maa-
ske kom paa besøg. Vi var vinterens første slæder,