Grønlandsposten - 24.12.1943, Blaðsíða 3

Nr. 25
GRØNLANDSPOSTEN
291
der endnu var naaet saa langt ind i fjorden fra
bopladserne ude ved havet.
Børnene var alene! For ni dage siden var for-
ældrene rejst til Siorapaluk for at sælge et par
sælskind i butikken og gøre juleindkøb. Der hav-
de ikke været ræve herinde i fjorden i vinter,
og af Kajodapaluks femten narhvaler, havde kun
en eneste haft tand. Kød var her i overflod, men
alt andet savnedes. I ni dage havde disse børn nu
talt hver søvn ventende paa fars og mors hjem-
komst fra butikken. Der var koldt i huset, da
ingen havde kunnet passe lampen rigtigt. De
havde frosset meget og kun haft mattak og fros-
sent kød at spise — ingen te, kaffe, sukker eller
andet godt. Lidt blege og forsagte var de, men
snart fik vi nyt blus paa lamperne, fik tekedelen
hængt over og hentede nyt spæk og kød fra kød-
gravene. Der blev igen varmt i huset, og smilet
kom frem paa de smaa kinder, og de fortalte os
om den lange tid i mørke og ensomhed. Vi be-
sluttede at blive hos dem, til forældrene kom
hjem. Og dagen efter lød der virkelig hundehyl
ude fra isen, og en slæde kom op over isfoden:
det var Kajodapaluk og Ivalo, der kom tilbage
fra juleindkøb.
Det var gribende at se den stolthed, hvor-
med de smaa bar byltene ind fra slæden, og den
forventningens glæde, hvormed de flokkedes om
deres mor, da hun aabnede dem. Der var ikke
meget, men dog lidt til dem allesammen. Fra bu-
tikken var der bare en lille pose sukker, en pak-
ke te, et stykke anorakstof, et lille stykke lær-
red og to lys. Jeg tror, det var det hele, der
havde været raad til foruden de uundværlige pa-
troner, blykugler og lidt krudt — og maaske et
par stykker tobak. Men saa var der til gengæld
smaa gaver fra venner og slægtninge, som foræl-
drene havde besøgt undervejs. Der var et halvt
hvedebrød til Akumalik. Hvor hans øjne straa-
lede:—'Ja, men mor—, udbrød han, — det er jo
kage, og der er rosiner i —! Vi skulde alle straks
smage. Der var ogsaa en aflagt sweater til ham
fra en søster ved Neqé. Til lille SerfaK var der
en cigarkasse med sukker, rosiner og et par skibs-
kiks — og en ny anorak. Og til PutlaK var der
ogsaa et halvt hvedebrød, en lille kniv og et par
kiks.
Det var alt det, som disse børn havde ventet
saa spændt paa i ensomhed, kulde og vintermør-
ke i ti lange dage og nætter. Alles øjne straalede
af glæde — og ikke mindst Ivalo’s. Nu kunde
der jo ogsaa herinde i den store fjord holdes jul
med rigtige julelys, kaffe og sukker — og teen
kunde maaske endda vare julen over. Kaffen var
en gave fra en slægtning ved udstedet.
- Da vi paa ny sad paa vore slæder paa
vej ud gennem fjorden, havde jeg følelsen af at
have oplevet et lille glimt af sjælen i den store
vinternat, der i fire maaneder ruger over polar-
eskimoernes land. Hvor lidt krævedes der igrun-
den for at opretholde livet — og hvor lidt for at
bringe glæden til huse!
C'hr. Vibe.
Lidt Nyt fra en forandret
Koloni.
Naar man hører et Menneske særdeles rosen-
de omtalt, ønsker man som oftest at se vedkom-
mende lidt an, før man falder i Armene paa ham.
Det samme gælder, hvis han har sit Rygte alde-
les imod sig. Saa søger man at finde Lyspletter.
Da vi i 1928 blev forflyttet til Egedesminde,
fik jeg baade før og under Rejsen adskillige køn-
ne Udtalelser, om den Koloni, vi skulde op til:
»Den Skærvebunke derinde," sagde Styrmanden
opmuntrende. »Det flade, kedelige Land," sagde
en venlig Medpassager. »Og saa regner og blæ-
ser det altid," tilføjede en anden, som ogsaa vil-
de bære lidt Ved til vort Baal. »Det er hverken
Nord- eller Sydgrønland," faldt Kaptajnen ind.
»Det er blot et af de mest triste og øde Ste-
der paa den hele Kyst," lagde han afsluttende til.
Egedesminde er naturligvis bedre end sit Ryg-
te. Med Fare for, at Ordet »Lokalpatriotisme"
vil blive slængt efter mig, drister jeg mig til at
sige følgende om denne Koloni paa Hjørnet mel-
lem Syd- og Nordgrønland. Det er Grønlands Fre-
dericia, hvad Trafikken angaar. Man maa igen-
nem der fra Nord til Syd og omvendt. Hvad Han-
del og Søfart angaar, er den for Nordgrønland,
hvad Aalborg er for det nordlige Jylland. Og mens
man er ved at sammenligne og prale lidt, kan
man tage Aarhus med, for Egedesminde er Nord-
grønlands Skoleby. Endelig er det ikke meget
forkert at trække Esbjerg frem ogsaa, da Folke-
tallet i Kolonien er to og en halv Gang større end
for 15 Aar siden.
Egedesminde har altid haft gode Erhvervsmu-
ligheder. Sælfangsten er som Regel meget jævn.
Hvalrosfangsten er vel den største i Grønland, og