Grønlandsposten - 24.12.1943, Blaðsíða 15

Nr. 52
GRØNLANDSPOSTEN
303
Danmarks adskillelse foregik derfor i virkelighe-
den den 1. december 1918, skønt nogle hverken
dengang eller siden har gjort sig dette fuldstændig
klart. Dette er ikke en ensidig islandsk opfattel-
se og heller ikke blot min brivate, personlige me-
ning. Mange fremstaaende danske har overfor
mig anerkendt, at dette er den rette opfattelse, og
den islandske regering fik for et aars tid siden
vidnesbyrd om, at denne opfattelse endnu raader
mellem danske politikere.
Her vil det være selvfølgeligt og naturligt,
at vi i dag mindes de islandske mænd, som ofre-
de deres arbejde for selvstændighedskampen.
Men det forekommer mig ligeledes passende,
at vi samtidig mirdes Danmarks konge og det
danske folk. Vi mindes dem i dag med endnu
større varme og agtelse paa grund af deres prø-
velser i de sidste aar, og ikke mindst i de sidste
tre maaneder; men der er ligeledes grund til at
glæde sig med dem. De har vist i gerning, at
de viger ikke tilbage for at bringe de dyreste
ofre for deres frihed. —-----
Uforudsete hændelser har grebet ind i vor
skæbne. Efter godt og vel 21 aars forløb ophørte
kongen og den danske regering at være i stand
til at udføre det, som vi i 1918 overdrog dem at
udføre i hvert fald 25 aar frem i tiden. Vi tog
da uden undtagelse alt i vore egne hænder den
10. april 1940, og saaledes har det været siden.
Noget saadant vilde vi ikke have været i stand
til at gennemføre paa en saa naturlig, tryg og
korrekt maade, hvis der ikke var foregaaet en
virkelig adskillelse allerede den første december
1918. Et selvstændigt suverænt rige var i stand
til at tage disse beslutninger, fordi det uden
undtagelse havde herredømme over alle sine egne
sager, og det manglede da heller ikke paa aner-
kendelse fra kongens og den danske regerings
side af det berettigede i disse foranstaltninger
fra Altingets side, saaledes som forholdene var.
Paa foranledning af den danske regering blev
anerkendelsen offentligt bekendtgjort den 13.
april 1940, samme dag som Danmark underret-
tedes om Altings-beslutningerne af 10. april.
Jeg vil ikke lægge skjul paa, at jeg hører
til dem, som ikke kan tænke sig af fri vilje at-
ter at give varetagelsen af disse anliggender til-
bage til Danmark eller andre lande, og selvom
jeg ikke kan bevise det, har jeg grund til at tro,
at ingen ansvarlige mænd hverken i Danmark
eller andre lande nærer noget ønske herom. En
direkte følge af det, som jeg har sagt, er, at det
kan virke vildledende nu at tale om frihedskamp
med Danmark eller adskillelse, selvom saadanne
ord ikke gør meget til sagen. Jeg mener, at i reali-
teten blev begge dele afgjort den 1. december
1918.
Til slut vil jeg ønske, at det islandske folk maa
lægge visdom, forudseenhed, mod og manddom for
dagen, naar det tager de bestemmelser, som bedst
muligt skal betrygge Islands fremtidige selvstæn-
dighed og frihed«.
Omkring 29. august.
Der er siden vor sidste omtale af kampene i
Danmark den 29. august indløbet flere enkeltheder
om begivenhederne:
Natten til den 29. august, kort efter at flaa-
dens chef, admiral Vedel, havde givet sin berømte
ordre om at sejle skibene til Sverige eller bore dem
i sænk, lykkedes det en tysk marineafdeling at kom-
me ombord paa inspektionsskibet »Ingolf«, der laa
i havnen. Den tyske kommandant forlangte ti gids-
ler som garanti for, at skibet ikke vilde blive
sprængt i luften eller boret i sænk. »Ingolf«s
kaptajn sagde da: »Jeg kan ikke forhindre Dem
i at tage gidsler, men jeg maa gøre Dem opmærk-
som paa, at bundhanerne allerede er aabnet«.
Tyskerne tog da ti gidsler og stillede dem i
geled paa dækket. Pludselig lød et signal, hvor-
paa hele det danske mandskab, og gidslerne med,
sprang overbord, samtidig med at øredøvende eks-
plosioner rystede skibet. Mange at tyskerne blev
dræbt eller saaret, men alle danskerne slap fra det
med livet. »Ingolf« var paa 1180 tons med et
mandskab paa 69 mand. (»Dagens Nyheter«, 12.
sept.)
Ifølge Dansk Pressetjeneste i Stockholm skal
kampen paa Rheden have været langvarig og vold-
som. Tyskerne begyndte forsigtigt, da de angreb,
idet de troede, at danskerne raadede over større
mandskab, end de faktisk gjorde. Da de afvæb-
nede danske marinesoldater blev ført bort søndag
morgen den 29. august, blev de uventet udsat for
tysk maskingeværild, og henved 20 blev dræbt
eller saaret.
Det gik ogsaa hedt til ved det nye tøjhus paa
Amager Boulevard. Tyskerne angreb, idet de
skød de danske skildvagter, men danske tropper
ydede modstand, indtil næsten hele vaabendepotet
var ødelagt. (»Svenska Dagbladet«, 12. septem-
ber).