Atuagagdliutit - 10.03.1955, Síða 5

ÆGTESKABSLOVEN II:
handler om separation og skilsmis-
se.
Separation og skilsmisse
Som de fleste sikkert ved, indfø-
rer ægteskabsloven regler om separa-
tion og skilsmisse og nye regler om
omstødelse af ægteskaber.
Omstødelse skal jeg kun omtale
ganske kort, fordi institutet er uden
større praktisk interesse. Det anven-
des, når ægteskab må ophæves på
grund af forhold allerede ved dets
indgåelse, og minder forsåvidt meget
om skilsmisse, men adskiller sig
derfra ved de retsvirkninger, man
knytter til omstødelsen. Der skal f.
eks. ikke svares underholdsbidrag
rnellem ægtefællerne, og der gælder
særlige regler om skiftet, d. v. s.
den opgørelse, som skal finde sted
nicllem parterne ved ægteskabets op-
hør. Groft kan man sige, at man så-
vidt muligt forsøger at stille parter-
ne, som om de ikke havde været
gift.
Der er to grupper af omstødelses-
iilfælde. Hvis søskende eller perso-
ner, som er beslægtet med hinanden
i ret op- og nedstigende linie (børn,
forældre, bedsteforældre o. s. v.) har
giftet sig, eller hvis den ene af par-
terne var gift i forvejen, skal ægte-
skabet omstødes, d. v. s. at myndig-
hederne skal anlægge omstødelses-
sag, hvis ikke en af parterne gør det.
Den anden gruppe er tilfælde, hvor
Ægteskabet kan omstødes efter den
krænkedes begæring. Det drejer sig
°m situationer, hvor sjæleligt eller
egemligt syge personer, som skulde
have samtykke til ægteskabet, har
Siftet sig uden tilladelse, og om til-
fælde hvor der er mangler ved æg-
tefællens eget samtykke, f. eks. når
hap ved ægteskabets indgåelse var
Ude af stand til at handle fornufts-
mæssigt, eller den anden ægtefælle
har vildledet ham om sin fortid, så-
ledes at han med fuldt føje vilde ha-
ve undladt at gifte sig, hvis han hav-
de haft kendskab dertil.
Omstødelse m& ikke forveksles
med de tilfælde, hvor man har tilsi-
desat formreglerne for vielsen så
groft, at der slet ikke er kommet
Ooget ægteskab i stand. Disse tilfælde
omtalte jeg i min forrige artikel.
Ægteskabsloven forklarer ikke di-
rekte, hvad separation og skilsmisse
er> og da der vistnok er en del usik-
kerhed herom vil det sikkert være
rfStigst at fastslå, at ægteskabet fort-
Sat består under separationen og
først ophæves ved skilsmissen. Skils-
missen opløser derimod ægteskabet,
Ægtefællerne er ikke længere gift
med hinanden, de kan frit indgå nyt
Ægteskab, formuefællesskabet er op-
hævet og samlivspligten bortfaldet.
Loven er indrettet således, at den
j en række bestemmelser nævner,
hvornår man kan kræve skilsmisse
eller separation.
Len bestemmelse, som hyppigst vil
komme i anvendelse, er sikkert §
j'f- Den siger, at ægtefæller, som har
evet separeret med en offentlig
myndigheds godkendelse i eet år og
måneder, kan få skilsmisse, så-
remt de begge ønsker det og er eni-
°tti de vilkår, som skal gælde for
^kilsmissen. Hvis ægtefællerne ikke
an blive enige, må de vente to år og
•Æks måneder. Når denne frist er ud-
1®®et> kan enhver af dem forlange
s vl*smisse) 0g så er det heller ikke
nødvendigt at de er enige om vilkå-
rene.
Hvis ægtefællerne ikke har levet
sammen i ftre år, og grunden hertil
er uoverensstemmelser mellem dem,
kan enhver af dem også kræve skils-
misse. Her forlanger man altså ikke,
at en offentlig myndighed skal god-
kende samlivsophøret, men til gen-
gæld vil loven have, at der skal væ-
re gået temmelig lang tid.
Hvis denne regel gjaldt uden no-
gen begrænsning, ville den være for
fordelagtig for den, som ønsker at
komme ud af et ægteskab mod den
andens ønske. Han kunne blot bolde
sig fra hjemmet i de foreskrevne fire
år. Dette har loven også taget hen-
syn til, og heller ikke efter den nye
ægteskabslov kan man altså få sit
ægteskab opløst, alene fordi man har
lyst dertil. Sammfundet har natur-
ligvis en stærk interesse i, at ægte-
skaberne bevares, og det er derfor
også bestemt, at den der hovedsage-
lig bærer skylden for samlivets op-
hævelse i almindelighed ikke kan
kræve skilsmisse i medfør af bestem-
melsen om fire års faktisk samlivs-
ophævelse.
I Danmark har man en tilsvarende
regel, men den har fået en vigtig
udvidelse ved domstolenes praksis.
Det hændte ofte, at samlivet havde
været hævet gennem længere tid
end fire år, men at den ægtefælle,
som havde forladt hjemmet ikke
kunne få skilsmisse, fordi han ho-
vedsagelig havde ansvaret for uover-
ensstemmelsen. Det var ofte uheldigt
fordi han måske havde fundet en
anden at leve sammen med eller må-
ske havde fået børn med sin samle-
verske uden at have nogen mulighed
for at legalisere forholdet ved et nyt
ægteskab. Dette fandt højesteret uri-
meligt og fastslog, at når samlivs-
ophævelsen havde varet i 7—8 år,
og der ikke fandtes nogen rimelig
interesse hos den anden ægtefælle
i at opretholde ægteskabet, kunne
det opløses ved skilsmisse, selvom
skylden overvejende lå hos den, som
søgte skilsmissen.
Der er al mulig grund til at tro,
at den grønlandske ægteskabslov må
forstås på samme måde og med de
samme begrænsninger, og der findes
altså ber en praktisk betydningsfuld
skilsmissegrund, som ikke kan læses
i loven.
Efter ægteskabsloven kan man
kræve skilsmisse, når den anden
ægtefælle i to år uden tilstrækkelig
grund har unddraget sig samlivet.
Denne bestemmelse vil kunne bruges,
hvis den anden nægter at have køns-
ligt samkvem, men den kan også an-
vendes, hvis ægtefællen mod den
andens vilje i to år er blevet borte
fra hjemmet på rejser. I reglen vil
der dog her foreligge en sådan uover-
ensstemmelse, at parterne allerede
forinden er blevet separeret.
I Grønland bar det hidtil været
således, at den hvis ægtefælle er for-
svundet under farlige omstændighe-
der, f. eks. under fangst eller fiske-
ri, således at der er en til vished
grænsende sandsynlighed for, at han
er død, kan begære ægtefællen opført
som død i kirkebogen, fra det tids-
punkt hvor eftersøgningen er opgi-
vet. Herefter skulde den efterladte
kunde betragte sig som enke.
Ægteskabsloven giver nye regler
om dette forhold, men det er ikke
meningen, at de gamle regler skal
ophæves derved, de skal fortsat gæl-
de ved siden af de nye. De nye reg-
ler får derfor størst betydning, når
ægtefællen er forsvundet, uden at
det er sket under fangst eller fiske-
ri eller muligvis i fjeldet. Man vil da,
når der er forløbet tre år efter den
sidste underretning om, at han var
i live, kunde få ægteskabet opløst —
men dette har ikke meget med skils-
misse at gøre, og egentlig er det sy-
stematisk forkert at placere bestem-
melsen i det kapitel i loven, som
Ægteskabsloven indeholder en
række bestemmelser om adgang til
skilsmisse i tilfælde, hvor ægtefæl-
len har gjort sig skyldig i bigami,
hvor den ene har smittet den anden
med en kønssygdom eller har udsat
ham for en sådan smitte, hvor æg-
tefællen har gjort sig skyldig i for-
brydelser, der er så grove, at man
under hensyn til dem og de foran-
staltninger, der bliver idømt, ikke
finder det rimeligt, at den anden
skal fortsætte ægteskabet, og hvor
ægtefællen lider af en så alvorlig
sindssygdom, at man ikke med ri-
melighed kan forlange, at den anden
skal fortsætte ægteskabet. Disse be-
stemmelser vil næppe komme til at
spille nogen større rolle, og jeg ind-
skrænker mig derfor til at henlede
opmærksomheden på deres eksi-
stens.
Derimod vil reglen i § 59 og 59a
sikkert få stor praktisk betydning,
således som det er tilfældet med de
tilsvarende bestemmelser i det øvri-
ge Danmark.
I § 59 bestemmes, at man kan for-
lange skilsmisse, når den anden part
har gjort sig skyldig i ægteskabsbrud
eller et andet forhold, som ganske
kan ligestilles hermed. Hvad der for-
stås ved et forhold, som ganske kan
ligestilles med et ægteskabsbrud, er
vanskeligt at afgøre på forhånd. Et
gennemført samleje kræves ikke i
alle tilfælde, hvorimod blot uterlig
opførsel næppe kan være nok, selvom
der naturligvis kan foreligge så gra-
verende omstændigheder, f. eks. når
uterligheden er udvist i et nært
slægtskabsforhold, at man må side-
stille handlingen med ægteskabs-
brud. Alt må imidlertid her over-
lades til retsudviklingen, og det må
anses for et stort gode, at fortolk-
ningen af bestemmelsen kommer til
at afhænge af de grønlandske kreds-
retter, som har de nødvendige for-
udsætninger for at bedømme grov-
heden af den krænkelse, der forelig-
ger.
Det må naturligvis forlanges, at
der foreligger et frivilligt ægteskabs-
brud. Har ægtefællen været udsat
for voldtægt, giver det ikke den an-
amerikamio an*. Luther Lee nulialo 32-nik ukiulik mardluliuarsinalersimåput, pivdluarKUSsaunermit tåssa. ukiut sisamat
nangitsut pingasoriardlutik mardluliautitårsimåput* tamamiiuvdlutiguio mana tåssaulerput ananaK, atåtaK Kitornatdlo
11-t, angajugdlea 14-inik ukiulik.
Amerikaneren mr. Luther Lee og lians 32-årige kone er i sjælden grad blevet velsignet med tvillinger, idet de har fået
ikke mindre end tre sæt inden for fire ur. Hele familien består nu af mor, far og 11 børn, hvoraf det ældste barn er 14 år.
5