Atuagagdliutit - 10.03.1955, Síða 6

den ret til at forlange skilsmisse, og
har den krænkede ægtefælle sam-
tykket i handlingen, medvirket til
den eller på anden måde handlet så-
ledes, at man må anse ham for „at
have tabt sin ret“, kan han heller
ikke gennemføre skilsmissekravet.
Hvornår man har samtykket til
ægteskabsbrud, er klart nok, der-
imod kan de øvrige bestemmelser
volde vanskelighed. Navnlig må det
fremhæves, at man i Danmark an-
tager, at den omstændighed, at par-
terne har haft samleje efter, at den
krænkede fik kendskab til ægte-
skabsbrudet, ikke forhindrer ham i
at søge skilsmisse, men også her må
udfaldet afhænge af forholdene i det
enkelte tilfælde. Man kan medvirke
til ægteskabsbrud på forskellige må-
der, f. eks. ved at udsætte den anden
for en sådan behandling, at han el-
ler hun tvinges til utroskab. I Dan-
mark har man således haft en sag,
hvor en mand beskyldte sin hustru
for at have været ham utro med de-
res fælles ven og i den anledning
jog hende ud af hjemmet. Konen
havde faktisk ikke været manden
utro, men opsøgte derefter vennen
og havde et par dage senere samleje
med ham. Her antog domstolen., at
manden havde medvirket til ægte-
skabsbrudet, og det samme vil de
grønlandske domstole formodentlig
gøre i en tilsvarende situation.
Endvidere gælder det, at skilsmis-
sesagen skal anlægges inden 6 må-
neder efter, at man fik kendskab til
ægteskabsbrudet og mindst to år ef-
ter, at det er begået. Samfundet, der
har interesse i, at så mange ægteska-
ber som muligt bevares, vil ikke
anerkende en krænkelse som til-
strækkelig til skilsmisse, når den
krænkede har gemt så længe på den.
Så vidt er de grønlandske og dan-
ske regler enslydende. § 59a indfø-
rer imidlertid nogle grønlandske
særregler, når den bestemmer, at
dom til skilsmisse ikke medfører
nogen endelig opløsning af ægteska-
bet, hvis dommen (bevillingen) er
givet i medfør af reglerne om ægte-
skabsbrud, medmindre den krænke-
de part begærer det mindst 3 og
højst 10 måneder efter, at dommen
er blevet endelig.
Denne bestemmelse, der blev re-
sultatet af langvarige og indviklede
forhandlinger i landsrådet og folke-
tinget, må atter ses som et udtryk
for samfundets ønske om at bevare
ægteskaberne. Ægtefæller handler
ofte overilet, når de begærer skils-
misse på grund af utroskab, og den
særlige grønlandske regel giver dem
Jlomame kiak.
uvagut Klanamiartugut Roma 13—15-inik
kiagpoK. una arnånguaK romamio upernår-
siorsorilerdlune silålnarme avlsiutiminik
atuvfasersimavoK iklngfme sisamanik niulik
peKasiutdlugo.
Solglimt fra Rom.
Medens vi har det temmelig koldt, kan Rom
glæde sig over varmegrader helt op til 13—
15 Celsius, Den lille romerinde har fået for-
årsfomemmelser og sidder i solen og læser
avis sammen med sin firbenede ven.
mulighed for at afkøles -— en mulig-
hed som man også kunne trænge til
i Danmark. Endelig har reglen den
fordel, at den ikke forleder folk til
at opdigte el ægteskabsbrud for at
opnå den nemme skilsmisse efter
reglen i § 59, en fremgangsmåde som
er ret almindelig i Danmark.
Separation adskiller sig fra skils-
misse ved ikke at være ensbetydende
med nogen ophævelse af ægteskabet.
Separerede ægtefæller er stadig gift,
de kan ikke gifte sig påny, kan ikke
retsgyldigt forlove sig, kan ikke have
samleje med andre end ægtefællen
uden at begå ægteskabsbrud — del-
er alene sket det, man i gammel
dansk ret kaldte en ophævelse af
ægteskabet i „henseende til seng og
bord“, d. v. s. at samlivspligten —
den faktiske og den seksuelle — og
formuefællesskabet er ophævet.
Separationen — der kommer af
det latinske ord for adskillelse —• er
altså typisk en overgangstid, hvor
parterne enten venter på skilsmisse
eller på, at ægteskabet skal glide i
lave igen. Derfor har man heller
ikke sat nogen særlige betingelser
for dens bortfald, den ophæves sim-
pelthen ved, at parterne påny flytter
sammen.
Separation kan først og fremmest
kræves i alle de tilfælde, hvor man
har adgang til skilsmisse. Herudover
nævner loven imidlertid en række
selvstændige situationer, hvor for-
holdet mellem parterne vel ikke er
så dårligt, at man vil skride til fuld-
stændig opløsning af ægteskabet gen-
nem skilsmisse, men hvor man dog
vil åbne adgang for ophævelse af
samlivet gennem separation.
For det første kan ægtefæller, der
mener ikke at kunne fortsætte sam-
livet på grund af dyb og varig uover-
ensstemmelse, få separation, når de
er enige om at kræve det, og de til-
lige er enige om vilkårent. Det er til-
strækkeligt, at parterne selv anser
uoverensstemmelsen for så stor, at
samlivet ikke kan fortsættes, de be-
høver ikke at overbevise myndighe-
derne derom, og myndighederne
skal heller ikke indlade sig på at un-
dersøge, om opfattelsen er rigtig.
Noget andet er, at man under mæg-
lingen kan komme ind på spørgs-
målet, men hvis mæglingen, jfr. ne-
denfor, er forgæves, skal myndighe-
derne meddele separation.
I det ovennævnte tilfælde målte
parterne være enige om at ønske
separation. Hvis kun den ene af dem
gør det, kan den kun gennemføres,
hvis forholdet mellem dem må anses
for direkte ødelagt på grund af dyb
uoverensstemmelse. Der er altså dels
tale om en gradsforskel —- her skal
forholdet mellem ægtefællerne være
ødelagt, medens det i den forrige
situation var tilstrækkeligt, at for-
holdet var så dårligt, at parterne selv
ikke mente at kunne fortsætte sam-
livet, dels kræves der her, at forhol-
det mellem dem faktisk er ødelagt,
d. v. s., at den ægtefælle, som ønsker
separationen, må overbevise myn-
dighederne om, at ægteskabet ikke
længere har nogen værdi. Det er en
bestemmelse, som må administreres
med varsomhed, og som man i Dan-
mark, hvor den samme regel gælder,
kun anvender efter en tilbundsgåen-
de undersøgelse af ægteskabet.
En lignende bestemmelse giver ad-
gang til separation, når ægtefællen
gør sig skyldig i grov krænkelse af
sine pligter mod den anden eller
børnene. Det drejer sig navnlig om
forsømmelse af underholdspligten,
men bestemmelsen kan også bruges,
hvis ægtefællen er forfalden til spi-
ritusmisbrug eller fører et særlig
dårligt liv.
De regler om separation, som jeg
her har nævnt, har altså dels en selv-
stændig betydning, dels værdi fordi
de kan danne grundlag for en efter-
følgende skilsmisse, når der er for-
løbet et år og seks måneder (even-
tuelt to år og seks måneder) efter
separationens meddelelse, jfr. oven-
for.
Ægteskabsloven forudsætter, at se-
paration og skilsmisse opnås ved
domstolene, men holder dog mulig-
heden for administrativ behandling
åben. Den, som ønsker separation el-
ler skilsmisse, har derfor to veje at
gå. Han kan for det første henvende
sig til kredsdommeren og bede ham
behandle sagen. Sagen foregår da
som en almindelig retssag, hvor par-
terne møder og fremsætter deres på-
stande, og hvor kredsdommeren må
afgøre, hvem af dem der skal have
medhold. Dernæst kan man opnå be-
villing til separation eller skilsmisse.
Bevillingen udfærdiges af landshøv-
dingen, og man må altså indsende
en ansøgning til ham, såfremt man
ønsker at benytte denne udvej, men
medens tilsvarende administrativ
behandling er det almindeligste i
Danmark, har man forestillet sig, at
domstolsbehandling skal være det
hyppigste i Grønland, allerede fordi
afstanden til Godthåb vil kunne be-
sværliggøre og forhale en ægteskabs-
sags behandling der.
Hvadenten man ønsker, at kreds-
retten eller landshøvdingen skal af-
gøre sagen, skal der forinden fore-
tages mægling og vilkårsforhandling
med ægtefællerne. Mægling foretages
i reglen af præsten, og den skal for-
me sig som en samtale med parter-
ne, hvorunder præsten søger at
trænge ind i det forhold, som har
skabt uoverensstemmelsen mellem
dem, og hvor han eventuelt bevæger
dem til at opgive deres planer. Præ-
sten skal ikke forsøge at trænge alt
for kraftigt ind på parterne, men
alene underkaste forholdet en for-
nuftig overvejelse. Lykkes mæglin-
gen ikke, skal han give parterne en
attest, der viser, at mæglingen har
været afholdt.
Vilkårsforhandlingen foretages i
reglen af kredsdommeren. Under
denne forhandling skal han sørge
for, at der sker en fornuftig deling
af parternes formue og deres gæld,
og at spørgsmålet om fordelingen af
forældremyndigheden over børnene
bliver løst.
Når separationen eller skilsmissen
er bevilget, bortfalder det alminde-
lige formuefællesskab, som har eksi-
steret mellem ægtefællerne. De ting,
som de har ejet i fællesskab og de
forpligtelser, som de har pådraget
sig, skal nu deles mellem dem. Som
hovedregel skal både formue og gæld
deles lige over, men drejer det sig
om et ægteskab, hvor parterne ikke
har været særlig velstillede — og det
vil sikkert være tilfældet i de fleste
sager — kan man bortse fra det al-
mindelige princip og tillade, at en
af ægtefællerne forud for delingen
af boet udtager huset, bohave, far-
tøjer, arbejdsredskaber og andre ting
i det omfang, som er nødvendigt, for
at han kan opretholde hjemmet eller
sit erhverv.
Der skal træffes bestemmelse om
fordelingen af parternes underholds-
pligt indbyrdes og overfor børnene.
Det bestemmes i loven, at der ved
afgørelsen skal tages hensyn til, om
den, der ønsker underholdsbidrag,
er i stand til selv at skaffe sig Pas-
sende indtægter og tillige til, om den
anden ægtefælle efter sine forhold,
herunder sin erhvervsevne, overho-
vedet formår at udrede underholds-
bidrag.
I reglen vil det naturligvis være
manden alene, der kommer til at be-
tale bidrag, men den omvendte situa-
tion er ikke udelukket, f. eks. hvis
han er uarbejdsdygtig på grund af
sygdom. Er der alene tale om fast-
sættelse af et løbende bidrag, og skal
der ikke samtidig tages hensyn til,
at en af parterne har fået mere end”
den anden ved fordelingen of boets
formue — en skævdeling kalder man
det — vil man ved fastsættelsen af
bidraget tage hensyn til ægteskabets
varighed — jo længere hustruen har
været gift, jo større bidrag vil hun
få — til hustruens mulighed for selv
at skaffe sig indtægter, o. s. v. Man-
dens forhold vil naturligvis også væ-
re afgørende, og selvom underholds-
bidragets størrelse altid er et skøns-
spørgsmål, holder man sig i normale
tilfælde ofte til omkring en fjerdedel
af hans indtægt.
Mange forhold kan imidlertid for-
rykke dette resultat. Navnlig må man
være forberedt på, at skævdelingen
medfører større underholdspligt for
manden. Hvis f. eks. ægtefællernes
eneste aktiv er en motorbåd, og man-
den i medfør af den ovenomtalte
regel har fået båden tillagt forlods,
må der tages hensyn dertil ved fast-
sættelsen af bidraget. Tilsvarende vil
siutationetn være, hvis det drejer sig
om ægtefællernes fælles hus, men
her spiller yderligere hensynet til
børnene og ønsket om at skaffe dem
et passende opholdssted en rolle.
Endelig må der før separationen
eller skilsmissen tages stilling til
spørgsmålet om fordelingen af de
mindreårige børn, det spørgsmål
som i reglen er det mest fortvivlede
og tragiske i ægteskabssager, og som
navnlig bør tvinge til eftertanke for
den, som tænker på separation eller
skilsmisse.
Ægteskabsloven fastslår herom,
overensstemmende med den danske
myndighedslov, at man alene bør
tage hensyn til, hvad der er bedst
for børnene. I Danmark — og såle-
des bør det sikkert også være herop-
pe — går man ud fra, at små børn
helst bør være hos moderen, og at
børn under to år kun under ganske
særlige omstændigheder bør fjernes
fra hende. Når det drejer sig om
større børn, er der under iøvrigt lige
forhold i Danmark en tendens til
at lade drenge komme til faderen og
piger til moderen.
Per Bryld.
Sagkyndigt udsalg skal
hjælpe administrationen
Statsministeriet har nedsat et ud-
valg, der på videnskabelig basis skal
følge udviklingen og være rådgiven-
de for administrationen under Grøn-
lands overgang fra gammelt til nyt.
Det skal indsamle og bearbejde så
megen viden som muligt om, hvor-
dan de nye foranstaltninger og lov;
regler virker i praksis. Det hedder i
en officiel erklæring herom, at kri-
minalloven og ægteskabslovene an-
går så dybtliggende og for alle sam-
fundsmedlemmer væsentlige sam-
fundsnormer, at en undersøgelse over
deres virksomhed må anlægges på
meget bred basis. Derfor skal dette
udvalg sikre lovgivningsmagten og
administrationen et solidt grundlag
for videre arbejde til fremme af en
rolig og harmonisk kulturel udvik-
ling. Udvalget skal undersøge de om-
råder af kulturlivet, som statsmini-
steren overdrager det, og drage om-
sorg for, at resultaterne forelægges
statsministeriet på rette måde. For-
mand er professor Carsten Høeg,
medlemmer er dr. Helge Larsen, kon-
torchef K. H. Bjerkc, professor Franz
From, højesteretsdommer Jørgen
Trolle, adjunkt Finn Gad, fuldmæg-
tig Blom-Hansen og fuldmægtig Ver-
ner Goldschmidt. Sekretærer er Pie
Barfod og Claus Bornemann.
„Berlingske Tidende" skriver i en
kommentar, at udvalget vil have alle
chancer for at få et meget interessant
og psykologisk materiale, men også
til i det rent praktiske at give stødet
til, at fejl bliver udryddet, og misfor-
ståelser og alskens gnidninger fjer-
net fra den fortsatte opbygning af
Grønland.
6