Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 10.03.1955, Síða 6

Atuagagdliutit - 10.03.1955, Síða 6
den ret til at forlange skilsmisse, og har den krænkede ægtefælle sam- tykket i handlingen, medvirket til den eller på anden måde handlet så- ledes, at man må anse ham for „at have tabt sin ret“, kan han heller ikke gennemføre skilsmissekravet. Hvornår man har samtykket til ægteskabsbrud, er klart nok, der- imod kan de øvrige bestemmelser volde vanskelighed. Navnlig må det fremhæves, at man i Danmark an- tager, at den omstændighed, at par- terne har haft samleje efter, at den krænkede fik kendskab til ægte- skabsbrudet, ikke forhindrer ham i at søge skilsmisse, men også her må udfaldet afhænge af forholdene i det enkelte tilfælde. Man kan medvirke til ægteskabsbrud på forskellige må- der, f. eks. ved at udsætte den anden for en sådan behandling, at han el- ler hun tvinges til utroskab. I Dan- mark har man således haft en sag, hvor en mand beskyldte sin hustru for at have været ham utro med de- res fælles ven og i den anledning jog hende ud af hjemmet. Konen havde faktisk ikke været manden utro, men opsøgte derefter vennen og havde et par dage senere samleje med ham. Her antog domstolen., at manden havde medvirket til ægte- skabsbrudet, og det samme vil de grønlandske domstole formodentlig gøre i en tilsvarende situation. Endvidere gælder det, at skilsmis- sesagen skal anlægges inden 6 må- neder efter, at man fik kendskab til ægteskabsbrudet og mindst to år ef- ter, at det er begået. Samfundet, der har interesse i, at så mange ægteska- ber som muligt bevares, vil ikke anerkende en krænkelse som til- strækkelig til skilsmisse, når den krænkede har gemt så længe på den. Så vidt er de grønlandske og dan- ske regler enslydende. § 59a indfø- rer imidlertid nogle grønlandske særregler, når den bestemmer, at dom til skilsmisse ikke medfører nogen endelig opløsning af ægteska- bet, hvis dommen (bevillingen) er givet i medfør af reglerne om ægte- skabsbrud, medmindre den krænke- de part begærer det mindst 3 og højst 10 måneder efter, at dommen er blevet endelig. Denne bestemmelse, der blev re- sultatet af langvarige og indviklede forhandlinger i landsrådet og folke- tinget, må atter ses som et udtryk for samfundets ønske om at bevare ægteskaberne. Ægtefæller handler ofte overilet, når de begærer skils- misse på grund af utroskab, og den særlige grønlandske regel giver dem Jlomame kiak. uvagut Klanamiartugut Roma 13—15-inik kiagpoK. una arnånguaK romamio upernår- siorsorilerdlune silålnarme avlsiutiminik atuvfasersimavoK iklngfme sisamanik niulik peKasiutdlugo. Solglimt fra Rom. Medens vi har det temmelig koldt, kan Rom glæde sig over varmegrader helt op til 13— 15 Celsius, Den lille romerinde har fået for- årsfomemmelser og sidder i solen og læser avis sammen med sin firbenede ven. mulighed for at afkøles -— en mulig- hed som man også kunne trænge til i Danmark. Endelig har reglen den fordel, at den ikke forleder folk til at opdigte el ægteskabsbrud for at opnå den nemme skilsmisse efter reglen i § 59, en fremgangsmåde som er ret almindelig i Danmark. Separation adskiller sig fra skils- misse ved ikke at være ensbetydende med nogen ophævelse af ægteskabet. Separerede ægtefæller er stadig gift, de kan ikke gifte sig påny, kan ikke retsgyldigt forlove sig, kan ikke have samleje med andre end ægtefællen uden at begå ægteskabsbrud — del- er alene sket det, man i gammel dansk ret kaldte en ophævelse af ægteskabet i „henseende til seng og bord“, d. v. s. at samlivspligten — den faktiske og den seksuelle — og formuefællesskabet er ophævet. Separationen — der kommer af det latinske ord for adskillelse —• er altså typisk en overgangstid, hvor parterne enten venter på skilsmisse eller på, at ægteskabet skal glide i lave igen. Derfor har man heller ikke sat nogen særlige betingelser for dens bortfald, den ophæves sim- pelthen ved, at parterne påny flytter sammen. Separation kan først og fremmest kræves i alle de tilfælde, hvor man har adgang til skilsmisse. Herudover nævner loven imidlertid en række selvstændige situationer, hvor for- holdet mellem parterne vel ikke er så dårligt, at man vil skride til fuld- stændig opløsning af ægteskabet gen- nem skilsmisse, men hvor man dog vil åbne adgang for ophævelse af samlivet gennem separation. For det første kan ægtefæller, der mener ikke at kunne fortsætte sam- livet på grund af dyb og varig uover- ensstemmelse, få separation, når de er enige om at kræve det, og de til- lige er enige om vilkårent. Det er til- strækkeligt, at parterne selv anser uoverensstemmelsen for så stor, at samlivet ikke kan fortsættes, de be- høver ikke at overbevise myndighe- derne derom, og myndighederne skal heller ikke indlade sig på at un- dersøge, om opfattelsen er rigtig. Noget andet er, at man under mæg- lingen kan komme ind på spørgs- målet, men hvis mæglingen, jfr. ne- denfor, er forgæves, skal myndighe- derne meddele separation. I det ovennævnte tilfælde målte parterne være enige om at ønske separation. Hvis kun den ene af dem gør det, kan den kun gennemføres, hvis forholdet mellem dem må anses for direkte ødelagt på grund af dyb uoverensstemmelse. Der er altså dels tale om en gradsforskel —- her skal forholdet mellem ægtefællerne være ødelagt, medens det i den forrige situation var tilstrækkeligt, at for- holdet var så dårligt, at parterne selv ikke mente at kunne fortsætte sam- livet, dels kræves der her, at forhol- det mellem dem faktisk er ødelagt, d. v. s., at den ægtefælle, som ønsker separationen, må overbevise myn- dighederne om, at ægteskabet ikke længere har nogen værdi. Det er en bestemmelse, som må administreres med varsomhed, og som man i Dan- mark, hvor den samme regel gælder, kun anvender efter en tilbundsgåen- de undersøgelse af ægteskabet. En lignende bestemmelse giver ad- gang til separation, når ægtefællen gør sig skyldig i grov krænkelse af sine pligter mod den anden eller børnene. Det drejer sig navnlig om forsømmelse af underholdspligten, men bestemmelsen kan også bruges, hvis ægtefællen er forfalden til spi- ritusmisbrug eller fører et særlig dårligt liv. De regler om separation, som jeg her har nævnt, har altså dels en selv- stændig betydning, dels værdi fordi de kan danne grundlag for en efter- følgende skilsmisse, når der er for- løbet et år og seks måneder (even- tuelt to år og seks måneder) efter separationens meddelelse, jfr. oven- for. Ægteskabsloven forudsætter, at se- paration og skilsmisse opnås ved domstolene, men holder dog mulig- heden for administrativ behandling åben. Den, som ønsker separation el- ler skilsmisse, har derfor to veje at gå. Han kan for det første henvende sig til kredsdommeren og bede ham behandle sagen. Sagen foregår da som en almindelig retssag, hvor par- terne møder og fremsætter deres på- stande, og hvor kredsdommeren må afgøre, hvem af dem der skal have medhold. Dernæst kan man opnå be- villing til separation eller skilsmisse. Bevillingen udfærdiges af landshøv- dingen, og man må altså indsende en ansøgning til ham, såfremt man ønsker at benytte denne udvej, men medens tilsvarende administrativ behandling er det almindeligste i Danmark, har man forestillet sig, at domstolsbehandling skal være det hyppigste i Grønland, allerede fordi afstanden til Godthåb vil kunne be- sværliggøre og forhale en ægteskabs- sags behandling der. Hvadenten man ønsker, at kreds- retten eller landshøvdingen skal af- gøre sagen, skal der forinden fore- tages mægling og vilkårsforhandling med ægtefællerne. Mægling foretages i reglen af præsten, og den skal for- me sig som en samtale med parter- ne, hvorunder præsten søger at trænge ind i det forhold, som har skabt uoverensstemmelsen mellem dem, og hvor han eventuelt bevæger dem til at opgive deres planer. Præ- sten skal ikke forsøge at trænge alt for kraftigt ind på parterne, men alene underkaste forholdet en for- nuftig overvejelse. Lykkes mæglin- gen ikke, skal han give parterne en attest, der viser, at mæglingen har været afholdt. Vilkårsforhandlingen foretages i reglen af kredsdommeren. Under denne forhandling skal han sørge for, at der sker en fornuftig deling af parternes formue og deres gæld, og at spørgsmålet om fordelingen af forældremyndigheden over børnene bliver løst. Når separationen eller skilsmissen er bevilget, bortfalder det alminde- lige formuefællesskab, som har eksi- steret mellem ægtefællerne. De ting, som de har ejet i fællesskab og de forpligtelser, som de har pådraget sig, skal nu deles mellem dem. Som hovedregel skal både formue og gæld deles lige over, men drejer det sig om et ægteskab, hvor parterne ikke har været særlig velstillede — og det vil sikkert være tilfældet i de fleste sager — kan man bortse fra det al- mindelige princip og tillade, at en af ægtefællerne forud for delingen af boet udtager huset, bohave, far- tøjer, arbejdsredskaber og andre ting i det omfang, som er nødvendigt, for at han kan opretholde hjemmet eller sit erhverv. Der skal træffes bestemmelse om fordelingen af parternes underholds- pligt indbyrdes og overfor børnene. Det bestemmes i loven, at der ved afgørelsen skal tages hensyn til, om den, der ønsker underholdsbidrag, er i stand til selv at skaffe sig Pas- sende indtægter og tillige til, om den anden ægtefælle efter sine forhold, herunder sin erhvervsevne, overho- vedet formår at udrede underholds- bidrag. I reglen vil det naturligvis være manden alene, der kommer til at be- tale bidrag, men den omvendte situa- tion er ikke udelukket, f. eks. hvis han er uarbejdsdygtig på grund af sygdom. Er der alene tale om fast- sættelse af et løbende bidrag, og skal der ikke samtidig tages hensyn til, at en af parterne har fået mere end” den anden ved fordelingen of boets formue — en skævdeling kalder man det — vil man ved fastsættelsen af bidraget tage hensyn til ægteskabets varighed — jo længere hustruen har været gift, jo større bidrag vil hun få — til hustruens mulighed for selv at skaffe sig indtægter, o. s. v. Man- dens forhold vil naturligvis også væ- re afgørende, og selvom underholds- bidragets størrelse altid er et skøns- spørgsmål, holder man sig i normale tilfælde ofte til omkring en fjerdedel af hans indtægt. Mange forhold kan imidlertid for- rykke dette resultat. Navnlig må man være forberedt på, at skævdelingen medfører større underholdspligt for manden. Hvis f. eks. ægtefællernes eneste aktiv er en motorbåd, og man- den i medfør af den ovenomtalte regel har fået båden tillagt forlods, må der tages hensyn dertil ved fast- sættelsen af bidraget. Tilsvarende vil siutationetn være, hvis det drejer sig om ægtefællernes fælles hus, men her spiller yderligere hensynet til børnene og ønsket om at skaffe dem et passende opholdssted en rolle. Endelig må der før separationen eller skilsmissen tages stilling til spørgsmålet om fordelingen af de mindreårige børn, det spørgsmål som i reglen er det mest fortvivlede og tragiske i ægteskabssager, og som navnlig bør tvinge til eftertanke for den, som tænker på separation eller skilsmisse. Ægteskabsloven fastslår herom, overensstemmende med den danske myndighedslov, at man alene bør tage hensyn til, hvad der er bedst for børnene. I Danmark — og såle- des bør det sikkert også være herop- pe — går man ud fra, at små børn helst bør være hos moderen, og at børn under to år kun under ganske særlige omstændigheder bør fjernes fra hende. Når det drejer sig om større børn, er der under iøvrigt lige forhold i Danmark en tendens til at lade drenge komme til faderen og piger til moderen. Per Bryld. Sagkyndigt udsalg skal hjælpe administrationen Statsministeriet har nedsat et ud- valg, der på videnskabelig basis skal følge udviklingen og være rådgiven- de for administrationen under Grøn- lands overgang fra gammelt til nyt. Det skal indsamle og bearbejde så megen viden som muligt om, hvor- dan de nye foranstaltninger og lov; regler virker i praksis. Det hedder i en officiel erklæring herom, at kri- minalloven og ægteskabslovene an- går så dybtliggende og for alle sam- fundsmedlemmer væsentlige sam- fundsnormer, at en undersøgelse over deres virksomhed må anlægges på meget bred basis. Derfor skal dette udvalg sikre lovgivningsmagten og administrationen et solidt grundlag for videre arbejde til fremme af en rolig og harmonisk kulturel udvik- ling. Udvalget skal undersøge de om- råder af kulturlivet, som statsmini- steren overdrager det, og drage om- sorg for, at resultaterne forelægges statsministeriet på rette måde. For- mand er professor Carsten Høeg, medlemmer er dr. Helge Larsen, kon- torchef K. H. Bjerkc, professor Franz From, højesteretsdommer Jørgen Trolle, adjunkt Finn Gad, fuldmæg- tig Blom-Hansen og fuldmægtig Ver- ner Goldschmidt. Sekretærer er Pie Barfod og Claus Bornemann. „Berlingske Tidende" skriver i en kommentar, at udvalget vil have alle chancer for at få et meget interessant og psykologisk materiale, men også til i det rent praktiske at give stødet til, at fejl bliver udryddet, og misfor- ståelser og alskens gnidninger fjer- net fra den fortsatte opbygning af Grønland. 6

x

Atuagagdliutit

Beinleiðis leinki

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.