Atuagagdliutit - 21.04.1955, Blaðsíða 6

eller sekter. Herrnhuternes historie
på Grønland kan tale med derom. Og
det er f. eks. også rigtigt, at vi danske
præster tit har svært ved at gøre helt
fyldest på grund af sproglige og kul-
turelle forskelle. Men jeg tror allige-
vel, grønlænderne finder afløb for
deres religiøse følelse i den kirke, de
har. Den almindelige kirkelighed er
jo meget stor, stadigvæk op til 100
pct. mange steder.
Det er også mit indtryk, at klager-
ne på dette punkt netop ikke kom-
mer fra grønlænderne selv, men me-
get mere fra kredse, der i virkelighe-
den kender såre lidt til den grøn-
landske kirke. Mange af de danske
heroppe, der glad og gerne giver
deres besyv med, når der tales om
kirkens skavanker, har aldrig delta-
get i det kirkelige liv og mangler der-
for enhver forudsætning for at for-
stå lidt af det hele indefra. Hvad
kender gennemsnitsdanskeren her-
oppe egentlig til, hvad der foregår
i den grønlandske kirke? Uhyre lidt,
tror jeg!
Når sekterne begrunder deres vi-
sitter heroppe med det store util-
fredsstillede religiøse behov, må jeg
åbent tilstå, at jeg ikke tror på deres
ærlighed. Den egentlige grund til de-
res komme er sikkert den, at de øj-
ner en chance for let bytte i et folk,
der aldrig har været udsat for agita-
tion og derfor ikke på forhånd vil
være så mistænksomme og skeptiske
som folk i Europa. Og selvom sam-
dig dette folk har et stærkt behov
for alt, hvad der er spændende og
nyt og ud over dagligdagen, fordi
denne dagligdag ofte er træls og ens-
formig, er det forkert at forveksle
dette behov for underholdning og
nye indtryk med et religiøst behov.
Mens vi er ved sekterne: Mange
påstår, at kirken intet gør for at
modarbejde dem, men blot lader tin-
gene ske. Hertil er at sige, at lige-
gyldigt hvad kirken gor, så vil noget
nyt og spændende, sat interessant op,
altid kunne påregne en vis interesse.
Hvis vi tænker os en mand, der le-
ver i et langt og lykkeligt ægteskab.
En fremmed kvinde vil altid have
større chancer for at vække hans
øjeblikkelige interesse end hans ko-
ne. Den fremmede er jo ny og spæn-
dende og interessant. Men det for-
hindrer ikke, at han stadig holder
fast ved sin kone og hurtigt bliver
træt af den fremmede, når hun ikke
er ny og interessant længere. Men i
al almindelighedhed vil det sikkert
kun gøre ondt værre, hvis konen for
at konkurrere pludselig prøver at
være ny og interessant eller måske
med alskens midler prøver at holde
ham fra den fremmede. Det vil i de
fleste tilfælde have den modsatte
virkning, tror jeg, men det er i vir-
keligheden det, man venter, at kir-
ken skal gøre.
Der er stor forskel på at være en
mission, der kæmper for at vinde
nye tilhængere og en kirke, der er
bygget på en allerede kristen befolk-
ning. Det første er det taknemmelig-
ste, langt det letteste i virkeligheden,
og de metoder de to parter bruger,
vil være meget forskellige. Man kan
ikke vente, at en kirke pludselig
skal begynde at bruge missionsme-
toder — det ville blot blive kunstigt.
Og det gælder endnu mere, hvis dis-
se metoder er de såkaldte moderne,
hvor man anvender alskens lokke-
mad for at få bid på krogen. Jeg tror
i virkeligheden, at folk vil miste no-
get af deres respekt for kirken, hvis
den bøjer knæ for liver herskende
tidsånd og straks vil være moderne,
når alt andet er det.
Mon ikke også man overvurderer
faren for sekterne heroppe, fordi
man undervurderer både grønlæn-
dernes dømmekraft og deres kærlig-
hed til kirken. Selvfølgelig vil en
energisk mission altid resultere i
nogle tilhængere, det kan ikke en-
gang inkvisition forhindre, men jeg
tror ikke, at man behøver at frygte
et større frafald fra kirken over til
sekterne.
Selvfølgelig har grønlænderne
krav på en saglig oplysning om, hvad
alt det nye er for noget, hvad det er
for folk, der dukker op, men iøvrigt
må man vænne sig til disse folk og
forstå, hvad de egentlig vil. Ellers vil-
le man jo gøre folk åndeligt umyndi-
ge, Det er en overgang, der som al
anden overgang kan blive svær, —
at vænne sig til verden på godt og
ondt, alt hvad ord som agitation og
propaganda og sværmeri indebærer,
men det må til, og det kan aldrig
være rigtigt at bruge uåndelige våben
i åndelige spørgsmål. Tanker, menin-
ger må brydes frit, og så vil folk
selv ud fra deres sunde sans kunne
tage stilling.
Her vil man nu sige, at kirken alli-
gevel er skyldig, fordi den ikke har
tilfredsstillet folkets åndelige behov.
Dermed tænker man på, at hele den
nye kultur, der er væltet ind over
Grønland, slet ikke passer til den
åndelige verden, der er grønlænde-
rens, og at han dermed må opleve
en åndelig omvæltning svarende til
den ydre samfundsomvæltning, før
han kan blive et harmonisk menne-
ske. Det er sikkert rigtigt.
Men man begår en fejl, hvis man
tror, at denne åndelige omstilling
udelukkende ■—- ja måske endog væ-
sentlig •— er kirkens opgave. For det
første må man ikke glemme, at kir-
ken i og for sig på forhånd skulle
synes at være dårligt skikket til at
fremvise netop den form for åndeligt
liv, der passer til det moderne tekni-
ske samfund, så vist som dette sam-
fund overalt, hvor det er brudt frem,
netop har fremkaldt et betydeligt
frafald fra kirken. For det andet er
det åndelige liv, der svarer til vor
moderne kultur, så omfattende en
størrelse, at det ingenlunde kan rum-
mes i eller gives af kirken alene, end-
sige af kirkens snævre medarbejdere
alene. Det er en hel livsindstilling,
som hver eneste dansker i Grønland
og hver eneste grønlænder med Dan-
måYksophold er delagtige i, og som
de derfor har pligt til at give videre
på den plads, hvor de nu står — og
mere til.
Jeg tror, at man med lige så stor
føje kan bebrejde den jævne dansker
i Grønland hans mangel på kulturelt
ansvar, som man kan bebrejde kir-
ken det. Og hvad de officielle orga-
ner angår, er det selvbedrag, hvis de
tror at have opfyldt deres kulturelle
forpligtelser gennem den indsats der
ydes af afdelingen med samme navn.
Når man kræver den helt store ån-
delige indsats af kirken på delte om-
råde, tror jeg stundom det skyldes
samfundets egen dårlige samvittig-
hed over at have glemt folkets sjæl.
Og i denne forbindelse: Når man
taler om, at kirken i disse år taber
terræn i Grønland, er det rigtigt. —
Men vi kæmper her næsten mod en
naturlov, nemlig at den tekniske kul-
tur indebærer svigtende interesse
for kirken. Det er ikke her stedet
nærmere at undersøge grundene her-
til, men forholdet har i hvert fald
hidtil været en kendsgerning. Det er
sket allevegne og vil naturligvis og-
så ske her. Jo hurtigere omvæltnin-
gen går, des hurtigere vil det gå. Men
een ting får den til at gå endnu hur-
tigere: Eksemplet fra de danske el.
de fra Danmark hjemvendte grøn-
lændere. Det er givet, at i et land,
hvor det danske opfattes som repræ-
senterende en rigere og finere kul-
tur og derfor på alle måder efterlig-
nes, vil den almindelige danske ind-
stilling til kirken smitte stærkt over.
Hvis man derfor bebrejder kirken
det begyndende frafald, må det være
kirken taget i vid betydning, nemlig
hvert eneste medlem af den, der må
bære ansvaret. Og medlemmer er jo
næsten alle. Den forbavsende kraft,
som f. eks. mange sekter udviser i
forhold til deres medlemstal, skyldes
netop menigmands stærke medvir-
ken.
Den nye tid giver sig jo også ud-
slag i en mærkbar forringelse af den
offentlige moral med drikfældighed,
kønssygdomme, skilsmisser og fader-
løse børn i sit kølvand. Det er alvor-
ligt, og alle gode kræfter i samfundet
må stå sammen om at bekæmpe den-
ne tendens. At den findes, kan man
dog næppe undre sig over, idet det
altid vil gå sådan, at når alle moral-
regler, der er knyttet til et samfunds
ydre rammer, falder sammen med
disse rammer, så river de tit flere
med sig i faldet, som ikke behøvede
at falde. I sin opløsningstilstand mi-
ster samfundet sin moralskabende
kraft, og man kan ikke med billighed
forvente, at kirken skal kunne erstat-
te en så stærk magt, når den pludse-
lig er borte. Dertil er de løsslupne
kræfter alt for ukontrollable. Det kir-
kelige frafald er ikke årsag til den
løsere moral, men begge har sam-
fundsomvæltninger til årsag.
*
Nu hænder det som nævnt, at en
sådan åndelig omstilling, som vi har
talt om, giver sig voldsomt og plud-
seligt udtryk i en vækkelse. Historien
viser, at de store vækkelser er kom-
met der, hvor samfundet har været
i støbeskeen. Det gælder både de
store vækkelser i Danmark for 100
år siden, som stadig bestemmer kir-
kelivet i Danmark, og vækkelsen i
Grønland for 50 år siden, peKa-
tingingniat, og man kunne altså tro,
at der også nu skulle være en mulig-
hed for, at sagen tog denne udvik-
ling. Det tror jeg også i høj grad, der
er, såvidt som den omvæltning, der
her er i gang, er så voldsom, at den
let kan sætte stærke åndelige kræfter
i bevægelse. Og jeg tror forøvrigt og-
så, at en sådan vækkelse måske vil
kunne løse den gordiske knude, som
det danske tempo og den grønland-
ske passivitet i øjeblikket knytter
fastere og fastere. En vækkelse kan
nemlig indeholde mere samfunds-
skabende kraft end millioner af dol-
lars.
Men den kan ikke paces frem. —
Åndeligt liv er nu engang ikke, selv
om amerikanerne tror det, undergi-
vet samme love som materien. Man
kan ikke sige: Nu laver vi en væk-
kelse, en folkevækkelse på samme
måde som man kan bygge et hus. Så-
dan noget må komme i den af natu-
ren bestemte orden. Det vil ligge i
luften, i tankerne, i dunkle følelser
måske, og en dag, når tiden er mo-
den, vil det finde udtryk hos et eller
andet menneske, udtryk i ord, sotn
vil vinde genklang hos alle, fordi de
har det samme i sig. Det kan godt
(Fortsættes side t9).
ffå
kvi

c •« A R MS R I K « S N
uaMn.t
Kenderen kan li7 den
FDB=ip tupaliai „Prince of Benmark“
ilisimaneicardluartut pisiarineKardluartartutdlo
iupanik nunanit avdlanit
pissunit sanåjuput— pujortardlugit inuvdluatårnaK!
Udsøgte oversøiske tobakker anvendes i
produktionen af den kendte og populære
„Prince of Deis ni ark “ fra FDB —den er det
en nydelse at ryge*
TOBAKSKVAUTET FRA
tupat pitsagssuit
6