Atuagagdliutit - 21.04.1955, Blaðsíða 17

De grønlandske tuberkulose-
eks-patienters fremtid
Af sognepræst K, Svejstrup Nielsen, Avernakø pr. Faaborg.
Der har nu igennem en årrække
været ikke så få grønlandske tuber-
kulosepatienter sendt her ned til
Danmark til behandling rundt om-
kring på vore forskellige sanatorier.
Mange er vendt tilbage, hjem til
Grønland igen, helbredte og glade
over at gense hjemstavnen påny, som
flere måske endda i adskillige år har
savnet. De er rejst derop, misundt
af deres tilbageblevne landsmænd,
der altid vil føle et stik af savn og
længsel i hjertet, når een af deres
stuekammerater slipper afsted. Og vi
forstår det jo alle så godt, og hernede
fra følger der dem de bedste og var-
meste ønsker for fremtiden. Men
hvordan går det dem så, når de om-
sider når de grønlandske kyster? For
langt de fleste af os danske hernede
fortoner deres videre skæbne sig i
tågen, og manglende kendskeb til ile
grønlandske forhold vil få mange til
at regne med, at deres tilbagevenden
til samfundet er gået glat og smerte-
frit.
Er den nu det? Atuagagdliutit/
Grønlandsposten bringer i sit jule-
nummer et løeserindlæg fra en grøn-
landsk eks-patient, der rører ved en
side af dette problem og får den, der
kender lidt til grønlandske forhold,
til at spørge, om der ligger vanske-
ligheder her, som vi må se at f^ kla-
ret.
Vi taler hernede om et rehabilite-
ringsproblem for den tuberkulose-
ramte og tænker dermed på, hvad
der kan gøres for at føre den hel-
bredte tilbage igen som erhverver og
forsørger, enten i sit tidligere er-
hverv eller håndværk, eller hvis det
af helbredsbeskyttende grunde er
kimigtok mamar-
DLUARtORDLO igånut
sujatanutdlo akugssaK.
umuligt, til et nyt erhverv eller
håndværk, så vedkommende kan kla-
re sig og sin familie så godt som mu-
ligt. Midlerne hertil ligger egentlig
lige i forlængelse af den beskæftigel-
sesterapi, som patienten har været
underkastet i sit sanatorieophold.
Medens det her angik vedkommende
selv og mulighederne for at beskæf-
tige sig selv i den megen lediggang,
som vil virke ind på sind og humør,
så er rehabiliteringsterapien faktisk
en uddannelse med videre sigte. Bog-
lig uddannelse i sprog og lignende
samt maskinskrivning har været
kendt hidtil, men i højere grad vil
man nu også oplære patienter i for-
skellige håndværk. Dette gælder og-
så grønlandske patienter, og som et
af de første steder, hvor man er gået
i gang med dette uddannelsesarbejde,
kan nævnes Nakkebølle Sanatorium,
hvis grønlandske patienter, som må-
ske bekendt, er under min kirkelige
betjening. Nu er det jo et spørgsmål
overfor vore grønlandske patienter,
hvilke muligheder, der kan komme
til at foreligge. Der vil jo være ret
store vanskeligheder forbundet med
at lære maskinskrivning og dertil
svarende ringe muligheder for an-
vendelse af færdighederne, al den
stund pladserne som maskinskriver
er ret begrænsede, og desuden kræ-
ver deltagelse i andet arbejde end
dette, hvad der vil være muligvis
udelukket for den helbredte. Eller
sagt på en anden måde: Man kan
ikke komme hjem og søge sig en
plads som kontordame ved Umanat-
siaq.
Man må altså finde et erhverv el-
ler håndværk, som har mulighederne
i sig for en levevej, selv hvor ringe
økonomisk udbytterig den end er;
som vil give den helbredte både for-
nemmelsen af at være led i samfun-
det og samtidig give ham eller hende
en del af det nødvendige til livets
opretholdelse. For de gifte kvinder,
hvis forsørgere må påregnes at kun-
ne sørge for dem også ud i fremtiden,
stiller sagen sig vel noget simplere,
men både de og de ugifte kvinder
kan med fordel lære et fag som sy-
ning af forskellige beklædningsgen-
stande og lignende. Ikke bare nød-
tørftigt, men fuldt ud videnskabeligt,
om jeg må sige, med tilskæring, til-
rettelægning og syning efter mønster
og model samt opøvelse i stofvalg og
kendskab til kvaliteterne af de for-
skellige stoffer. Dette er man begyndt
på nu ved dette omtalte sanatorium
under kvalificeret uddannelseskraft.
Og der vil altid i Grønland fremover
være behov for syersker, der beher-
sker dette fag. Der vil kunne nævnes
flere fag af lignende karakter, der
vil kunne egne sig for kvindelige cks-
patienter at oparbejde dygtighed i,
f. eks. vævning, brodering, evt. stryg-
ning og lignende. Det vil altid kunne
give den gifte et tilskud til familiens
udkomme, og den ugifte vil kunne
fortsætte dermed i et eventuelt ægte-
skab. Vanskeligere stiller sagen sig
for den mandlige eks-patient, fordi
de fleste håndværk kræver årelang
uddannelse og læretid, som vedkom-
mende måske vil mangle forudsæt-
ningerne for at gennemføre, ja, På-
begynde, for ikke at sige, umuligt vjI
kunne etableres indenfor rammerne
af et sanatoriophold. Jeg kan egent-
lig kun her forestille mig en del sned-
kerarbejde og eventuelt skomageri,
som den, der har lyst, håndelag og
kræfter til, med fordel kan begynde
at uddanne sig i. Men det betyder
ikke, at man ikke skal undersøge fra
myndighedernes side, om der kunne
være andre muligheder. Understøttel-
se er en god ting, og pengehjælp til
eks-patienter, som ovennævnte læser-
indlæg drejer sig om, synes en abso-
lut nødvendighed, men for den ar-
bejdsføre må arbejdet give den stør-
ste tilfredsstillelse. Som sagt er man
begyndt og i gang med dette problem.
Det er en given sag, at der vil spør-
ges nyt fremover om hele dette
spørgsmål og dets løsning.
Et andet problem er den helbredte
eller eks-patientens resocialisering
eller tilbagevenden lil samfundet som
borger og familiemedlem. Jeg kan
egentlig ikke lide ordet „resocialise-
ring", men kan ikke finde bedre at
bruge. Det smager nemlig af retsvæ-
sen og bruges inden for denne sfære
i en særlig betydning, og efter be-
sættelsen yderligere specielt hernede,
som jeg ikke skal komme ind på lier.
Men hvad man end kalder det, så
findes der, såvel i Danmark for dan-
ske eks-patienter som i Grønland for
grønlandske eks-patienter, et pro-
blem her. Men problemet er ikke
ganske det samme her som i Grøn-
land. I Grønland glider den hjem-
vendte eks-patient ind i familien,
vennekredsen, naboskabet og ar-
bejdsfællernes kreds uden videre og
akeepteres ganske som før sygdom-
mens indtræden. Iler i Danmark må
vi med beskæmmelse sige, at vi ikke
altid viser den helbredte eks-patient
en sådan modtagelse. Derom vidner
adskillige tilfælde, hvor den hjem-
vendte eks-patient har haft svært
ved at blive godtaget på sin arbejds-
plads, i venne- og nabokredsen, ja,
selv indenfor familiens snævre ram-
mer har man set vanskeligheder. Vi
har set dette fremstillet fremragende
på film og i hørespil, men det er
mere end skuespil, det er desværre
en realitet. Jeg møder denne indstil-
ling eller modvilje i at anerkende
den helbredte som sådan, når jeg
taler med menigmand om hele dette
spørgsmål i lyset af mit arbejde på
sanatoriet. Men som omtalt møder vi
vel fkke denne indstilling i nogen
nævneværdig grad i Grønland. Og
det er godt det samme.
Nej, problemet ligger på en helt
anden bov. Indlægget i Atuagagdliu-
tit/Grønlandsposten i julenummeret
berører også dette emne. Gennem
den, alt taget i betragtning, lange tid
patienterne er her nede, og vi har jo
nogle, der nu er her på 4. år, vænnes
de til en tilværelse, der er tilrette-
lagt for dem i alle henseender, sådan
som den nu engang må være på et
sygehus eller sanatorium. Det er ikke
nok med, at det er danske, og derfor
fremmmedartede forhold, de lever
under med hensyn til spisevaner,
klædedragt og lignende, men det er
en særegen leveform, sanatoriets,
som de lever under så længe, at de-
res tilbagevenden til deres eget
millieu vil være overordentlig van-
skelig, især for de økonomisk ringest
stillede og dem, der kommer fra små
og afsides pladser. Alt, hvad (le er
oplært til af hygiejne og forebyggel-
se, vil være svært at praktisere. Det
vil volde dem, der tænker dybest
over tingene, sorg, når de mærker
afmagten heri, medens den overfla-
diske vil lade stå til; resultatet vil
måske blive sygdommens tilbageven-
den, nyt sanatorieophold og — et
indtryk af håbløshed; som at fylde
vand i Danaidernes berømte bund-
løse kar! Dette problem kan vel og-
så findes i Danmark. Det sker, at
man på sanatorierne får folk ind fra
landevejen, om jeg må sige, og hvor
man ved, at der ved udskrivelsen
ikke er meget håb for dem. Lande-
vejen, vagabonderiet blev deres
skæbne — sygdommen deres lod, og
de ønsker måske ikke længer en for-
andring heraf. Men i de allerfleste
tilfælde kan eks-patienter vende
hjem til forhold, der ikke er så me-
get forskellige fra sanatoriets, såle-
des at de fremover kan føre en syg-
domsforebyggende tilværelse. Det
skyldes dels den højere levestandard
her i landet i al almindelighed, dels
at det drejer sig om danske patienter
på et dansk sanatorium. Dette sidste
må det nye „Dronning Ingrids Sana-
torium" i nogen grad være i stand
til at afhjælpe. Tilbage bliver imid-
lertid et overvældende stort spørgs-
mål alligevel: den sociale forsorg for
tidligere grønlandske tuberkulosepa-
tienter, som nu har genvundet hel-
bredet. Vi kender ikke problemet i
den størrelse i forhold til befolk-
ningstallet herhjemme, hvorfor vi
ikke kan inddrage dets løsning un-
der vore kendte retningslinjer, men
det må løses og skal løses. Det kan
ikke nytte, at vi med verdensaner-
kenclt lægekundskab og omhyggelig
pleje gør de syge raske, men vi må
også sørge for, at de så vidt muligt
ikke vender tilbage som patienter
igen.
Hvorledes man griber dette van-
skelige spørgsmåls løsning effektivt
an, vil det være svært at opstille no-
gen vejledning for. På den ene side
eks-patientens tilbagevenden så snart
som muligt som normale led i sam-
fundet og produktionen, uden at de
dog vil føle forskellen mellem tilvæ-
relsen her i Danmark og den gamle,
længselsfuldt begrædte hverdag 1
Grønland for uoverkommelig, på den
anden side den umulige udsigt til P®
den ene eller anden måde fremover
at isolere også eks-patienter i hjem
eller lignende, ikke af helbredsmæs-
sige grunde længer, men, simpelthen
fordi de er blevet „millieuskadede“:
det millieu, som gav dem helbredel-
sen, har for langt ud i fremtiden
vanskeliggjort dem deres tilbageven-
den til det gamle millieu. For mi#
at se til kan problemet ikke løses
uafhængigt af en almindelig opgang
i den grønlandske levestandard. J°
mere den danske og den grønlandske
levestandard nærmer sig hinanden,
jo mindre bliver kløften, der skal
bygges bro over. Så mere man iØ'r'
rigt, hvad man vil, om følgerne af
en sådan udjævning; jeg tænker her
på de specifikke grønlandske natio-
nale forhold. Det bliver en del af
prisen. Er den for høj? Jeg mener
det ikke. Der er nu noget i, hvad
gamle Henrik Ibsen sagde om, at
evigt ejes kun det tabte. Netop ved
at give slip på sine særegenheder og
tage en nytid ind med dens omvælt-
ning på livets mangfoldige områder,
kommer det folk til at blive sig disse
særegenheder bevidst og holde dem
fast i mindet, i traditionerne, i folke-
sagn og kunst, skønt de nu for stedse
er tabte og borte.
Så må vejen fremover da gå videre
i de allerede planlagte baner og med
det samme helhedssyn, som de ble'1
til under. Det er et langt stykke vej,
der endnu er tilbage, og det er et ar-
bejde, som grønlandske såvel sol11
danske kræfter må være fælles on>,
sådan som de bedste traditioner 1
landet hidtil har vidnet om. Del f>'
Grønlands fremtid, som det gælder!
og i denne må cks-patienten have si'1
plads og finde lykken også.
Jeg vil slutte denne artikel med t*c
venligste hilsener lil alle vore ven-
ner fra gamle dage i Grønland, 1
nord som i syd; jeg sender også hil-
sen til eks-patienter fra Nakkebo**1
Sanatorium og ønsker jer alt go1*
hjemme.
Knud Svejstrup NiclseU-
18