Atuagagdliutit - 21.04.1955, Blaðsíða 18

Den grønlandske kirke
(Fortsat fra side 6.)
'ære en præst, men det kan ligeså
80(lt være enhver anden, der sådan
Sl8er det forløsende ord. Jeg tror, at
c et er som med stærke følelser, glæ-
e> kærlighed f. eks.; pludselig er de
. r» nten hvis man jager efter dem,
J *ver de borte. Og så kan man vist
Sende lige så mange missionærer og
Præster herop, man ellers vil.
Det vil være forkert her at forbigå
®nken om en folkehøjskole på
rønland. En sådan skole er jo netop
ænkt at skulle hjælpe ungdommen
Pted den vanskelige omstilling til det
moderne samfund. Og den kendsger-
Plng, at det først og fremmest er kir-
en, der har taget initiativet til at få
leJst en sådan skole, viser, at kirken
ei sig også dette sit ansvar bevidst.
Inden vi forlader hele dette iflg.
Sln natur noget dunkle spørgsmål
°m den åndelige omstilling, må vi
’ge nævne, at der nødvendigvis må
v°mrne et misforhold mellem en op-
bygning i det nuværende tempo og
olkets indstilling. Måske har de
mennesker ret, der siger, at opbyg-
oingen går for stærkt — det afhæn-
®er af, hvordan man vurderer de
menneskelige værdier. For menne-
skesindet kan ikke stille sig om så
uirtigt. Det tog f. eks. GOO år eller
j"ere at indføre kristendommen i
anmark. Og langt den største del
a* den grønlandske kirkes arbejdere
m- jo grønlændere (der findes kun
danske præster — alle de andre
°S alle kateketerne er grønlændere),
°S de er jo i samme båd som deres
mndsmænd og har naturligvis gen-
Oerngående lige så svært ved at tæn-
ke i moderne vesteuropæiske tanke-
baner som alle andre heroppe. Hvor-
dan vil man så forlange, at de skal
stå frem som profeter for den nye
‘d? Og hvad de danske præster an-
går. må de jo først af alt bruge fle-
•re år til at sætte sig ind i grønlandsk
sprog og tankegang, før de virkelig
bon give deres kulturarv videre.
Endelig kommer vi til det almin-
delige kulturelle arbejde, ungdoms-
arbejde, kulturudvalg, studiekredse,
sPiritusbekæmpelse, møder, foredrag
samtaler og underholdning. Rent
Praktisk har kirken allerede taget
meget af alt dette op, men det er
SolvføigcHg en kæmpeopgave, hvof
d<m stadig er masser af ting at tage
at på, og kirken er selvskreven til at
'ære med. Ikke mindst på udsteder-
ne er problemet presserende. Men
der er mange vanskeligheder at slås
'"ed. Det kan tit være vanskeligt at
fl båd rundt, fordi præsten er af-
hængig af andres både, hvis disse
andre tilmed ikke vurderer kirkens
arbejde som særligt vigtigt.
Kirken arbejder i dag både tal-
mæssigt og i høj grad også person-
mæssigt med samme stah som før
krigen, mens alle andre institutioner
har fået masser af nye folk herop.
Og mange af disse kirkens mænd
sidder år efter år ude på deres en-
somme og isolerede poster, undergi-
vet en meget stor fare for at stagne-
re og med meget få muligheder for
at forny sig. (Dette er forøvrigt et
punkt, hvor kirken selv sikkert kun-
ne gøre en hel del for sine folk —
samle dem, give dem friske impul-
ser og ideer).
I bevillingssager står kirken svagt
og er derfor henvist til at arbejde
med beskedne midler. Og lovgivnin-
gen synes på forskellige måder at
svække kirkens muligheder. (Som ek-
sempel kan nævnes de projekterede
kostskoler, der uvægerligt vil trække
børnene og dermed de læreruddan-
nede kateketer bort fra udstederne,
hvorved kirken derude bliver henvist
til uuddannede eller dårligere uddan-
nede folk.
Og endelig må man være forberedt
på, at alle de her nævnte forhold
psykologisk meget let kan virke lam-
meiide, ikke mindst på de mænd,
der i en menneskealder eller mere
har tjent kirken.
Vil man dertil sige, at de stærke
krav om øget kirkelig aktivitet netop
viser, at man regner med kirken, må
man huske, at det man i almindelig-
hed kræver er, at kirken skal hjælpe
med at løse de samfundsopgaver,
der strengt taget ligger udenfor dens
eglt. arbejdsfelt, mens det næppe så
meget er dens sukces som evangelie-
forkynder, man er bekymret for —
altså med et pænt ord en kynisk be-
tragtningsmåde.
Forøvrigt synes der at være en
grænse for, hvad folk kan fordøje
af kulturpåvirkning på een gang.
Erfaringerne fra flere af de store
byer viser, at der let bliver tale om
en overfodring, der giver sig udtryk
i svigtende tilgang til forskellige
kulturelle arrangementer.
Kirken er ikke længere ene om at
danne folkesindet. Mange andre
kræfter spiller nu ind: Skole, radio,
film, presse og meget andet påvirker
i dag grønlænderens sind, men så
må de også tage deres del af ansva-
ret for, hvordan det sind udvikler
sig. Uden iøvrigt at drage sammen-
ligninger har de det tilfælles med
sekterne, at de er nye og spændende,
og det vil formodentlig i den første
tid give dein en stærkere magt, end
de måske ellers vil få i det lange
lob.
Husk på, at der kun er gået ganske
få år, siden nyordningen begyndte.
Giv tid, giv tid, det er en grundlov,
når man har med menneskesind at
gøre — en grundlov, der burde ind-
føres på Grønland sammen med den
rigtige! Og hvor forståeligt det end
kan være, at man er bekymret over
sindets medfødte sendrægtighed og
bagstræb, når nu veje, huse og havne
har sådan en fart på, så hjælper det
dog ikke at ville trække ånden med
i snor. Den vil iflg. hele sit væsen ud-
vikle sig i frihed, hvis den ikke skal
blive forkrøblet.
Nej, man skulle meget hellere
glæde sig over, at kirken trods alt er
så gammeldags, som den er. For den
største fare i dag er dog vist den, at
grønlænderen mister sin sjæl, sin
egenart, sit jeg, midt i nyordningens
malstrøm, og så er det sidste værre
end det første. Men så længe kirken
forbliver den samme og bevarer sin
sjæl, vil der altid være et tilflugts-
sted, hvor det værdifuldeste i det
gamle kan overleve, hvor grønlænde-
ren stadig føler sig tryg og hjemme;
der vil være noget, der står fast, når
alt andet vakler. I denne rolle ligger
måske kirkens allerstørste samfunds-
opgave i øjeblikket, at være bindeled
mellem gammelt og nyt, og alene af
den grund tror jeg — omend det
kan lyde forstokket og initiativløst,
at kirken skal være forsigtig med at
ville springe ind i den nye tid. Uden
at det just skal være et program, tror
jeg næsten, den gør sig selv og Grøn-
land en tjeneste ved at gå i skridt-
gang.
Hvis jeg skal sammenfatte til sidst
vil jeg sige det sådan, at kirken står
overfor meget store opgaver og pro-
blemer i dag — og dermed overfor
store muligheder, som meget let kan
give den stor indflydelse på udvik-
lingen fremover. Og jeg er sikker på,
at kirkens folk er klare over det, og
er villige til at gå ind til opgaven. —
Men lad kirken have fred til at hitte
ud af det selv. Lad være at presse
noget forceret og kunstigt frem! Det
skal nok komme, og jeg tror også,
det kommer stærkt, når det kommer;
men de idelige stik og angreb fra
folk, der enten ikke kender forholde-
ne eller i bedre fald ikke har tænkt
dem helt igennem kan kun virke ska-
deligt og svække grønlændernes til-
lid til den kirke, som de dog ellers
føler sig så stærkt bundet til. Det
kan være svært at vente, men det
kan være rigtigt alligevel. — -—- Det
har slet ingen hast for den, som tror.
Mads Lidegård.
A/s Dansk ilt-& brint-
fabrik
København
ilt- ama brinliliorllgssuaK
danskit peKaligit piat
København
ZEISS IKON AG
STUTTGART
MOVIKON 8
DET IDEELLE 8 mm SMALFILMSKAMERA I TVÆRFORMAT
STOR BILLEDVINKEL — STOR DYBDESKARPHED
MOVITAR 1 : 1,9 - 10 mm
TELE- OG VIDVINKELFORSATS SAMT STORT UDVALG I
ANDET TILBEHØR
KØBENHAVNS NY TØMMER - HANDEL A/s
Lygten 10 — København NV Telegramadresse: Tømmer
Trælast
Kissuit
Isoleringsplader
OKorsautigssat
Krydsfiner
pingasorniat
19