Atuagagdliutit - 01.12.1955, Blaðsíða 6

den vestgrønlandske kritik som ud-
tryk for den østgrønlandske befolk-
nings inderste ønsker.
Een ting er dog sikkert. Den gæl-
dende spiritusordning har alle mu-
ligheder for at uddybe skellet mel-
lem danskere og grønlændere på
østkysten. Da spiritussens frigivelse
— eller blot en delvis rationering
til østgrønlænderne -1— ikke kan føre
noget godt med sig, skulle konsekven-
sen foreløbig være den, at der også
bliver udstedt spiritusforbud for
danskere i Øslgrønland. Hvis dette
sker, må man dog regne med mange
røster til fordel for østgrønlændernes
krav om at få gjort spiritussen til fri
salgsvare!"
DA JEG REJSTE TIL MÅNEN
Mange af de gamle eskimoiske tra-
ditioner holdes stadig i hævd på
Angmagssaliks udsteder —- eller „de-
poter", som de officielt hedder. Det
gælder trommesange og trommedan-
se, og det er kun få år siden, man
begyndte at genoplive nidviserne.
„Men det satte vi en stopper for",
siger man i Angmagssalik, hvor kir-
kens lille tårn kan minde om en
hævet pegefinger.
Om Vorherre i den anledning ville
så meget som rynke på næsen, er dog
ellers et spørgsmål!
Den sidste angakok er ikke død
endnu. I en eller anden bog om Øst-
grønland — jeg kan ikke erindre
hvilken — står der at læse, at „den
sidste rigtige angakok i Østgrønland
døde for en del år siden".
Hvad der menes med „rigtige" er
ikke muligt at fatte, da angakok-kun-
ster altid har været betragtet som an-
denrangs tryllenumre. I det hele ta-
get er angakokkens religiøse betyd-
ning blevet undervurderet.
Gustav Holm fortæller i sin bog,
„Den danske konebådsekspedition til
Grønlands østkyst", der udkom i
1887, at flere af „åndemanerne“s fo-
restillinger — livor ånderne kom
frem til trommernes dæmpede slag
— gjorde „et overordentlig dæmo-
nisk og nervepirrende indtryk på
vore roersker, der vare stærkt op-
fyldte deraf. I begyndelsen holdt de
sig bag ved mig og Johan, men da
de mærkede, hvilken særlig opmærk-
somhed, ånderne viste mig, fortrak
de til de fjærneste kroge".
Nej, der foregår stadig angakok-
kunster på bopladserne — og under
mit ophold i Angmagssalik foretog
jeg en rejse til månen. Det skete en
aften, da jeg privat var sammen med
nogle eskimoer fra et udsted. Vi hav-
de fået kaffe, da en af dem hentede
sin tromme og begyndte at synge
nogle af de gamle sange, der stadig
synges på østkysten.
Den aften vil jeg buske evigt.
Den sælsomme musik og sang, og
de omkringsiddendes hæse skrig,
der på forunderlig måde faldt ind i
den monotone melodi, ændrede
stuen til en jordhytte, hvor tranlam-
pen kastede et flakkende skær på os.
Da man havde sunget et par timer,
begyndte en af dem at kalde på ån-
derne. „Goi, goi, goi, goi, goi..“ to-
nede det gennem rummet, kaldesig-
nalet. Og vi rejste til månen!
Bagefter talte angakokken med sin
afdøde mor. (Hvad jeg først senere
blev klar over).
De gamle skikke lever endnu.
„DETTE GÆLDER OGSÅ FOR
ØSTGRØNLAND"
I 9 måneder er Angmagssalik uden
forbindelse med omverdenen. For
danskerne i kolonien er det et langt
tidsrum, og man prøver nu — hvad
man iøvrigt har prøvet før — at få
en postordning i stand ved flyver-
drop.
„Tikerak" er Vestkystens eneste
årlige forbindelse med Østgrønland,
og alene dette afviser på forhånd
tanken om et landsrådsmedlem fra
den østgrønlandske landsdel.
Østgrønland er uden repræsenta-
tion i landsråd og folketing, og selv
befolkningens indflydelse på kom-
munerådene er minimal.
Den øverste myndighed i Angmag-
ssaiik-distriktet, inspektør Kaj Jen-
sen, nævnte overfor mig, at love for
Grønland og landsrådsvedtægter na-
turligvis ikke uden videre også gæl-
der for Østgrønland. (Som det for
eksempel ses af den i Østgrønland
gældende spiritusordning).
Et indtryk heraf fik jeg ved at
kigge i det lokale Angmagssalik-skrift
„Sukagsaut", hvori man offentlig-
gjorde en meddelelse fra landshøv-
dingen om en „midlertidig landsråds-
vedtægt om foranstaltninger til sik-
ring af passagerer og besætninger i
motorbåde". Efter meddelelsen læste
man:
-— Kolonirådet har på mødet den
21. april 1955 vedtaget, at ovennævn-
te i Vestgrønland gældende sikker-
hedsbestemmelse vedrørende motor-
bådssejlads, også bør være gældende
i Angmagssalik distrikt. Angmagssa-
lik den 10. maj 1955. Kaj Jensen".
Slagord som „ligestilling" er ved
at dukke op som forposter for nye
krav, og det er så spørgsmålet, om
den vestgrønlandske påvirkning på
Østgrønlands befolkning vil medføre,
at den gamle kultur smuldrer bort
i den falske tro, at den vestlige kul-
tur er verdens mest fuldkomne og
den eneste tænkelige på jordkloden.
At man i alt fald skal gå langsomt
og nænsomt til værks, hersker der
enighed om.
ØSTGRØNLAND FANGER —
Gennem egne indtryk og samtaler
med grønlændere og danskere har
jeg fået et lille indblik i Østgrøn-
lands porblemer. Men det vil — alle-
rede i denne første artikel — være
rigtigt at slå fast, at det er menne-
skeligt umuligt at fange sandhedens
ømfindtlige kerne på otte dage i
Østgrønland.
Vil en vestgrønlænder besøge øst-
kysten, er „Tikerak" imidlertid ene-
ste mulighed, og selv om kaptajnen
er nok så elskværdig, kan end ikke
en angakok rokke ham til at forlænge
opholdet i Angmagssalik med så me-
get som en time.
Dette kan naturligvis få velme-
nende folk til at udråbe: „Jamen så
blive da for himlens skyld hjemme!"
Jeg har forsøgt at kigge ind bag
kulisserne i Grønlands sjældent om-
talte landsdel og har benyttet mig
af de foreliggende muligheder for
at fremskaffe oplysninger.
De fremmedartede indtryk blev
skrevet i hukommelsens dagbog med
meterhøje bogstaver, og jeg var en
oplevelse for livet rigere. Jo, Øst-
grønland fanger.
I en artikelserie skal jeg nærmere
omtale de problemer og særprægede
østgrønlandske forhold, som jeg har
berørt i dette nummer af „Grøn-
landsposten".
Henning Rovsing Olsen.
KUL
Bladet „Ingeniøren“ kritiserer, at
grundige undersøgelser ikke er
iværksat
Danske ingeniører mener, at der
er mulighed for en storproduktion
af kul i Grønland. Bladet „Ingeniø-
ren" kritiserer myndighederne, for-
di der ikke iværksættes grundige
undersøgelser. Der er i mange år
brudt kul i Grønland, og i sommer
afskibedes 15.000 tons fra K’utdlig-
ssat til forholdsvis lave priser. Ved
Atanikerdluk er der fundet betyde-
lige kulmængder, men de er ikke
blevet udnyttet. Man står sikkert
overfor 250.000 tons kul, men, skri-
ver „Ingeniøren", der er ikke ydet
bevillinger til forskningen. Videre
skriver bladet, at der også er kul i
SarnaKdalen. Sandsynligheden taler
for, at Danmark i denne egn råder
over et kulforråd på måske mange
millioner tons. På baggrund af de
høje brændselspriser og de vanskeli-
ge importforhold mener ingeniører-
ne, at spørgsmålet må tages op hur-
tigst muligt. Når nordmændene kan
hryde kul i Spitzbergen, må vi og-
så kunne gøre det på det sydligere
beliggende sted Disko.
Minister Kjærbøl har til dagbladet
„Socialdemokraten" udtalt, at en
bedre udnyttelse af de grønlandske
kulforekomster er til stede, men at
han ikke for tiden har mulighed for
at skaffe de millionbeløb, der skal
investeres i en udvidelse af kulbryd-
ningen.
FØRSTE AB-SKOLE INDVIET I
HOLSTEINSBORG
Ved en storstilet højtidelighed i
Holsteinsborg indviede man forleden
den nye store skole med deltagelse
af næsten 300 forældre og andre
indbudte. Skoleleder Manstrup bød
velkommen. Den første taler var re-
præsentanten for ministeriet, arki-
tekt C. P. Gliim, der beklagede, at
man ikke var helt færdig, men det
ville ske meget snart. Skoledirektør
Garn udtalte, at det var den største
skole i Grønland og den første fær-
dige ab-skole, man indviede. Skolen
opfylder de krav, man stiller, og vi
er taknemmelige. Der trænges til
fornyelser mange andre steder, hvor
de ikke råder over så meget som her.
Skoledirektøren takkede alle, der
havde medvirket. Jeg erklærer her-
ved skolen for indviet og udtaler hå-
bet om, at det må blive en ønskesko-
le, der må leve længe. Skoleleder
Manstrup takkede på skolens vegne.
Formanden for kommunalbestyrel-
sen, Knud Olsen, takkede på foræl-
drenes vegne og bad skoledirektø-
ren bringe en tak til de bevilgende
myndigheder. Overkateket Manasse
Lennert fremdrog minder fra den
gamle skole, og kredsdommer Peter
Olsen og husmoderforeningens for-
mand, Dorthe Olsen, takkede for hus-
ly både før og nu. Den 73-årige fhv.
formand, Frederik Olsen, mindedes
den første skole, der var bygget af
tørv. Han takkede for den store og
smukke nye skole, idet han sendte
tankerne til kong Frederik og dron-
ning Ingrid. Efter et festligt kaffe-
bord udbragtes et leve for Danmark
og Grønland. Forsamlingen sang den
grønlandske nationalsang, hvorefter
man beså de nye, smukke lokaler.
$
K’eKertarssuatsiait — Fiskenæsset. Foto: P. Brandt.
6