Atuagagdliutit - 01.12.1955, Blaðsíða 9

Glædelige fremskridt for
i K’utdligssat
Samtale med ministeriets sagkyndige, den engelske ingeniør J. R.
Dinsdale, som i sommer for tredie gang besøgte K’utdligssat
Alt skrider planmæssigt frem i
K’utdligssat, teknikken udvikles, kul-
lene bliver bedre, og brydningen me-
re effektiv — dette er kort sagt mi-
neingeniør dr. ,T. R. Dinsdales ind-
tryk fra Grønlands største kulbrud.
Mineingeniør dr. J. R. Dinsdale
har igen i sommer besøgt K’utdlig-
ssat for at følge kulbruddets udvik-
ling. Det er tredie gang, han er i
Grønland som ministeriets konsulent.
— Formålet med mit besøg i som-
mer, siger ingeniør Dinsdale, var at
udføre undersøgelser og udarbejde
en rapport om fremskridtene i mi-
nedriften, siden mit sidste besøg i
1954.
— Og De fandt at alt stod vel til?
—Der gøres stadig fremskridt,
livad angår de moderniseringsplaner
man fattede i 1951. Jeg kan sige, at
jeg har tiltro til, at minen kan ud-
vikles på moderne vis til gavn og
glæde for det grønlandske samfund.
— Og kullenes kvalitet?
— Kullenes kvalitet i K’utdligssat
er høj, og med de moderne metoder
man anvender i dag, vil det sige, at
brændværdien er 80 procent af gode
engelske kul. Tidligere, da de blev
brudt efter gammeldags metoder, var
både kvalitet og efterspørgsel ringe,
men siden moderniseringen begynd-
te, er der sket en stadig forbedring
og samtidig er efterspørgslen steget,
så den nu er større end produktio-
nen. Alt delte er jo tydelige tegn på,
at planen synes at ville lykkes.
— De talte om produktionen, hvor
stor er den?
— Produktionen for året, der slut-
tede med den 31. oktober har været
ca. 14.000 tons. Det er kun et skridt
lien mod det første mål, man har sat
sig, nemlig 20.000 tons årligt.
MÅLET ER AT DÆKKE GRØN-
LANDS FORBRUG
— Det første mål, siger De, hvad
er da det definitive mål?
— Der mangler jo endnu erfaring
i anvendelsen af de moderne meto-
der, men efter som denne nås, vil
man med udbygning af minen, her-
under forøgelse af materiellet, kunne
komme op på det store mal, man har
sat sig — 40.000 tons om året.
Allerede i september i år var man
nået så vidt, at der gennemsnitlig
på hvert skift blev brudt ca. 1,5 ton
kul pr. mand beskæftiget inde i mi-
nen, så man i den måned kom op på
ca. 1800 tons ialt, og samtidig udski-
bede man 3.700 tons fra lagrene. Det
er en præstation, der godt tåler sam-
menligning med mange miner i Eng-
land, hvor man, som bekendt, har
meget stor erfaring, erhvervet gen-
nem masser af år. Jeg venter, at træ-
ning i minedrift i Grønland vil give
endnu bedre resultater.
— De fremhævede, at man i sep-
tember samtidig havde klaret udskib-
ning af kul, er det ikke normalt?
— Man har hidtil ikke udskibet
samtidig med brydningen, men det
bar man altså gjort i år. Begge ope-
rationer er klaret samtidig og klaret
godt.
— Hvordan brænder de grønland-
ske kul?
—- Kullene er velegnede for ovne-
le i Grønland. Det har de ikke altid
været, fordi de var blandet med det
såkaldte snus. Snuset bliver nu fjer-
het og brugt til stokerkul, hvor det
er udmærket, og herved er der jo
opstået to kvaliteter, alm. kul til ov-
ne og kul til stokerfyr.
K’utdligssatkul har den fremragen-
de egenskab, at de ikke brænder
sammen til kage, som nogle af de
udenlandske kul gør. Dette har den
fordel, at man ikke behøver at tilse
ovnene så tit, og at de kan brænde
over natten igennem.
KUL NOK TIL 25 AR
— Har De været andre steder end
i K’utdligssat, f. eks. Atanikerdluk?
— Yi har haft den opfattelse, at
man måtte koncentrere sig om K’ut-
dligssat, hvor de gode fremskridt er
gjort, og derfor har jeg i år ikke væ-
.ret andre steder.
— Hvor store er kulmængderne
i K’utdligssat?
— Sidste år sagde jeg i min rap-
port, at der mindst kunne brydes
kul i 10 år med en årlig produktion
på 40.000 tons, men undersøgelserne
i år har vist, at kulforekomsterne er
rigeligere, og jeg vil mene, at der
skulle være nok til de kommende 25
år med en brydning på 40.000 tons
årligt.
■—- Hvornår vil produktionen være
så stor, at Grønlands kulminedrift
kan dække hele Grønlands behov
uden import af andre kul?
— Jeg tror, at Grønland vil kunne
være selvforsynende i løbet af nogle
få år — ca. 3 år — og det vil sige,
at der skal produceres ca. 35—40.000
tons årligt, baseret på de nuværende
beregninger og forbrug.
Det bliver netop det næste skridt
der kan komme på tale og hertil vil
en yderligere modernisering være
nødvendig, d. v. s. en forøgelse af det
nuværende materiel og maskinel. —
Det vil komme til at omfatte moder-
ne elektriske boremaskiner, trans-
portbånd, diesellokomotiver og me-
kaniseret udskibningsmateriel. En
større effekt vil blive mulig og her-
ved vil prisen også kunne blive den
rigtige og minen komme til at løbe
rundt økonomisk set. Yi får se, hvad
fremtiden vil bringe — samarbejde
og god vilje er forudsætningen for
det hele — ellers går det ikke.
BEGYNDTE SELV I MINERNE
— Det var K’utdligssat og kullene
der, hvad med Dem selv, vi kender
Dem jo kun af navn og funktion? —
Hvordan kom De ind i kullenes sor-
te verden?
— Min funktion er dog også det
vigtigste, men når De spørger så di-
rekte, tja, så kan jeg godt fortælle,
at jeg begyndte i 1917 som dreng i
Lancashire. Jeg arbejdede som kul-
bryder i en række år og studerede
så minedrift ved universitetet i Lon-
don. Jeg blev lektor i minedrift ved
samme universitet, og det var jeg i
adskillige år. Jeg rejste til mineom-
råder i Tyskland; Frankrig, Polen
og Amerika for at studere moderne
minedrift i disse lande. Måske skal
jeg tilføje, at jeg efter mit arbejde
ved universitetet blev Statens over-
tilsynsførende vedrørende sikker-
hedsforanstaltningerne i minerne i
Wales, og jeg har været chefingeniør
ved en sammenslutning af flere mi-
ner i Indien. Herefter blev jeg knyt-
tet til et rådgivende firma, som før
nationaliseringen drev 50 miner med
en årlig produktion på 13 millioner
minedriften
tons kul. Mere er der ikke at sige om
mig.
— Meget vel, men hvad synes De
dm Grønland?
—• Det er et smukt land, og jeg
holder af den lykkelige atmosfære,
der præger det. Befolkningen fore-
kommer mig også lykkelig, de er ven-
lige, og det er mit indtryk, at de ger-
ne vil samarbejde for at nå gode re-
sultater. Det er det, der glæder mig
mest.
kujatånit.
Fåreavlerne fra K’agssiarssuk og
omegn vendte hjem sent på eftermid-
dagen efter en tur for at samle får
til slagtning. Jeg gik dem i møde.
Fårene blev ført ind i en indhegning,
hvor fåreavlerne straks begyndte
med sorteringen. Såre almindeligt
altsammen — og dog........ Der var
noget, som ikke var, som det skulle
være — det var en af de hjemvend-
te. Påklædningen var en mands ■—
men håret var en kvindes. Det kunne
da ikke være ... men nej, vedkom-
mende var lige så hurtig og lige så
sikker som kammeraterne, der uden
mindste tvivl var af det såkaldte
stærke køn. Jeg lagde mærke til end-
nu flere ting! Ja, det var altså ikke
øjeiibedrag — det var en kvinde.
Vedkommende sagde noget, og det
var en kvindestemme. Jeg var stolt
som en pave. Ingen ku’ narre mig!
★
Udenfor hendes hørevidde fore-
spurgte jeg. Hun hed Ingeborg Josef-
sen, selvstændig fåreavler. Hun hav-
de sit eget hus øst for K’agssiarssuk,
tre kvarters gang derfra. Gift? —-
Næh, hun var alene. Jamen, hvordan
i alv... nå, det ville være nemmere
at spørge hende selv.
Hun var 35, født i Sletten. Havde
været interesseret i fåreavl lige fra
barnsben af. Hun arbejdede hos de
forskellige fåreholdere på fødeegnen.
Som den første kvinde gennemgik
hun så en uddannelse på fåreavls-
stationen i Julianehåb fra 1947 til
50 — „som en slags forsøgskanin",
sagde hun.
Og Ingeborg bestod. Hun lånte de
75 får, hvorefter hun bosatte sig ved
K’agssiarssuk. I øjeblikket havde hun
ca. 50 får, idet hun allerede var i
gang med at tilbagebetale de får,
hun havde lånt. Sidste år om efter-
året tjente hun 1200 kroner på sine
dyr, men for at det hele skulle kun-
ne løbe rundt, måtte hun tage ekstra
arbejde i form af at hjælpe til i hu-
sene.
Hun havde ikke fortrudt den leve-
vej. Det var ganske hårdt, anstren-
gende — ligefrem. Men det var alt-
så hendes interesse, hun ville ikke
opgive. Når hun inden længe havde
tilbagegivet alle de får, hun havde
lånt, ville hun begynde at formere
sine dyr. I år ville hun bygge en få-
restald. Hun høstede græs til hø i
nærheden af sit hus, men antagelig
til næste år ville hun få en græs-
mark. Hun ville leje K’agssiarssuks
traktor. Den kostede 15 kroner pr.
time. Kvægavl ville hun ikke i gang
med, det var for dyrt. Hun havde
haft fjerkræ, men fuglene døde en
dag — de tålte ikke det rugmel, som
Ingeborg gav dem til foder.
Om hun var nervøs at bo alene jå
SAGFØRERE I STEDET FOR
BISIDDERE
Landsdommer Kisbye Møller har
på et møde i København udtalt, at
det bedste ville være at få sagførere
til Grønland. Man overvejer for ti-
den en ordning. En sagfører i Grøn-
land ville i dag dø af sult, men, si-
ger Kisbye Møller, det må tilstræ-
bes at få sagførere til Grønland og
træffe en ordning, så sagførerne ga-
ranteres en mindsteløn af staten. —
Man opnår ikke virkelig god rets-
hjælp ved bisiddere alene.
Påmiune nåpaja Poul Boassen —
„Pålioa" dec. 1-åne soraerningorpoK
ukiut 35-t nålagarssuarne sulerérsi-
mavdlune.
afsides? — Tja, to gange måtte hun
flygte sent på aftenen til sine nær-
meste naboer, en halv times gang
borte fra hendes hus. Hvad var det
hun blev bange for — ja, det er
svært at besvare spørgsmålet, hun
blev bare bange, så nederdrægtigt
bange..... men nu gik det bedre. —
Iøvrigt ville hun adoptere en dreng,
som kunne fortsætte hendes avl, når
hun engang måtte holde op.
Ville hun opfordre andre kvinder
til...? Næh, det ville hun ikke. —
Det måtte man selv bestemme, det
var et spørgsmål om interesse og
tilstrækkelig vilje. Det var hårdt ar-
bejde. Man måtte slide -— især når
man ikke havde en mand til at hjælpe
sig.
■k
Ingeborg Josefsen er ikke den ene-
ste kvindelige fåreavler. Længere
sydpå, i nærheden af den kendte
UnartoK — den varme kilde —, bor
endnu en kvinde, der er selvstændig
fåreholder. Det er Kathrine Jcrimias-
sen i Igpik på nogle og tyve år. Hun
blev færdiguddannet på fåreavlssta-
tionen i Julianehåb sidste år, hvor
hun fik 100 får til lån. I dag har
frk. Jerimiassen allerede en stald
med plads til 150 får, men hun har
da også sine forældre og sin broder
til hjælp. Hun bor på en forholdsvis
lille ø, hvor bare een tur til at samle
får sammen er nok.
Ja, de kvinder, de kvinder —!
Vi mænd må være taknemmelige,
hvis vi ikke får lov til at leve til den
tid, hvor kvinderne tager mændene
til hustru. Men det er nu alligevel
godt gjort af sådanne kvinder.
UvdloridngiiaK.
Ifølge en bekendtgørelse fra Mini-
steriet for Grønland er realeksamen
i Grønland blevet ligestillet med
realeksamen i Danmark.
a/s Dansk ilt- & brint-
fabrik
København
ilt- ama brintiliortigssuaK
danskit pekatigit piat
København
Der findes også kvindelige jåreavlere
Den ene bor ved K’agssiarssuk, den anden i Igpik
9