Atuagagdliutit - 26.01.1956, Side 9

Moskusokserne i Grønland
AF DI R E K T ØR J. G. J E N N O V
Under titlen „Problemerne om-
kring Grønlands moskusokser** har
mag. scient. Chr. Vibe i tidsskriftet
„Grønland** bragt en artikel om de
så ofte omdisputerede moskusokser.
Hovedindholdet af artiklen har des-
uden stået i „Berlingske Tidende**
den 10. september f. å„ og artiklen
er senere optrykt af „Dansk Jagtti-
dende“.
Når man bliver stillet overfor en
videnskabelig eller lialvvidenskabe-
lig artikel af en videnskabsmand,
kunne man have ventet en fair rede-
gørelse om emnet, og at der sondre-
des mellem, hvad videnskabsmanden
ved, hvad han mener at vide med
større eller mindre sikkerhed, samt
hvad han eventuelt tror.
Disse krav fyldestgør magister Vi-
bes artikler ikke; de må betegnes
som altfor eensidige.
Hans skildring af de diskussioner,
der i årenes løb har været om mos-
kusokserne og om de forskellige fred-
nings- og andre forslag, er ikke
loyal.
Medens der ofres en indgående
omtale på alt, hvad der hidrører fra
totalfredningstilhængerne og fra
grønlandsdepartementet, så lades så
vidt muligt alt, hvad der stammer
fra anden side enten ganske uomtalt
eller nævnes kun i forbigående.
Det er en kendsgerning, at „Na-
nok“, efter at Grønlands Styrelse i
1933 havde erklæret sig ude af
stand til at gennemføre et af mig
stillet forslag om officielle danske
frednings- og jagtbestemmelser for
Nordøstgrønland, i 1934 gennemførte
og indtil 1950, da den officielle dan-
ske fredningsbestemmelse kom, har
håndhævet en række frednings- og
jagtbestemmelser, ifølge hvilken iøv-
rigt Dansk Jagtforenings bestyrelse
skulle fungere som appelinstans. De
norske fangstvirksomheder har haft
tilsvarende fredningsbestemmelser.
Det lades uomtalt, at kravet om en
videnskabelig undersøgelse af mos-
kusoksernes kår i Nordøstgrønland
har været rejst af Nanok og mig
gang på gang i de sidstfe 10—15 år.
Det lades uomtalt, at den påtænkte
overførsel af moskusokser til Vest-
grønland, som var anledningen til
magister Vibes ekspedition i 1954,
skyldtes min artikel i 1950 om „Mos-
kusoksen som tamdyr i Vestgrøn-
land“ og det af denne artikel foran-
ledigede krav i det grønlandske
landsråd af 28. august 1952 om at få
overførselen effektueret snarest.
Det af magister Vibe bredt omtalte
lorslag i det grønlandske Selskab
1913 har næppe været kendt af ret
mange andre end dem, der havde
adgang til selskabets arkivalier og
Undes end ikke nævnt i „The Pre-
S{mt Status of inusk-ox“ særdeles fyl-
dige litteraturliste.
^ud siden af disse mere formelle
mangier ved magister Vibe’s artik-
ler findes en række fejlagtige eller
anfægtelige påstande om forhold,
der kun mere perifert berører selve
hovedemnet moskusokserne.
Magister Vibe’s behandling af de
klimatiske forhold, som tildels søges
illustreret ved et skitse- og kurvema-
teriale, er omtvistelig. De slutninger,
der søges draget, har ikke den for-
nødne dækning i det tilgrundliggen-
de materiale, i hvilket der således
intet findes om islætheden. I storis-
bæltet udenfor den grønlandske øst-
kyst, de viste snetykkelser passer
kun til den enkelte lokalitet, hvor
magister Vibe har været, de viste is-
tykkelser mellem snelagene er angi-
vet meningsløst store og moskusokr
serne opholder sig aldrig om vinte-
ren i de egne, som snetykkelsesskit-
sen passer til. Omtalen af renen som
et dyr, der er forholdsvis kuldeøm-
findtligt, er forbavsende, når man
ved at renen klarer sig ganske godt i
de langt koldere egne Svalbard, El-
lesmere-land og de øvrige nordcana-
diske øer, medens den altså skulle
være uddød på grund af kulden i det
forholdsvis varmere Nordøstgrøn-
land.
Står det således galt til med de
mere perifere spørgsmål, så er be-
handlingen af selve hovedemnet ik-
ke bedre.
Magister Vbe har kun gæstet en
ganske lille del af Nordøstgrønland,
nemlig en del af Franx-Josephs-
fjords-området, i 2 godt 30 dage lan-
ge perioder i 1953 og 1954.
Allerede efter hans første besøg
i Nordøstgrønland meddelte jeg ham
at der rådede ganske specielle for-
hold i området ved Kong Oscarsfjord
Franx-Josephs-Fjord-kompleksets
sydligste del.
En gammel erfaren nordøstgrøn-
lænder Hans Egede Jacobsen, der
har opholdt sig i landet i 5 år i
træk og kender store dele af kyst-
strækningerne, meddelte i septem-
ber f. å. magister Vibe, at dennes
teori om den meget store moskus-
nedskydning ikke havde noget reelt
på sig, men fik kun det svar, at ma-
gister Vibe selv havde været på ste-
det, og at han havde set, og at dette
var nok for ham.
Magister Vibe’s gentagne påstand
om moskusnedskydninger affødte en
gennem Ritzaus Bureau udsendt er-
klæring fra 14 grønlandsfarere,
fangstfolk, stationsledere, vejrtjene-
stefolk og ekspeditionsmedlemmer,
tilsammen repræsenterende godt 34
års ophold i Nordøstgrønland og re-
præsenterende kendskab til terræner-
ne mellem Franx-Josephs-fjordene
og Germanialand.
Erklæringen gik ud på, at mos-
kus-ko-nedskydninger ikke har eksi-
steret på anden måde end, at der var
nedskudt et fåtal af køer (hvad iøv-
rigt selv de nuværende totalfred-
ningsbestemmelser giver adgang og
ret til —), at den faktisk stedfundne
nedskydning i alt overvejende grad
havde belastet tyrene, og at den nu
stedfundne højst beklagelige reduk-
tion af kobestanden udelukkende
skyldtes de i vinteren 1953-54 råden-
de klimatiske forhold og den derved
forårsagede indskrænkning af de til-
gængelige vintergræsningsarealer.
Den egn, hvor magister Vibe har
foretaget de fleste af sine undersø-
gelser, områderne ved Kong Oscars-
fjordens sydkyst hører til det såkald-
te „snebælte**, som strækker sig fra
midten af Franz-Josephs-fjords kom-
plekset og ned til et stykke ind i Ja-
meson Land og Scoresby Land.
Enhver, der er kendt med forhol-
dene i Nordøstgrønland, ved at i det-
te område er den årlige snemængde
mange gange større end i de andre
områder i Nordøstgrønland, og det
er en kendt sag, at moskusokserne
allerede tidligt på efteråret forlader
sneområderne og trækker sig ind i
landet ind på de mere snehare og
mere vindblæste områder i Jameson-
og Scoresbyland, hvor de i de nor-
male år har adgang til ret betydelige
vintergræsningsarealer.
Den kendte norske arkliker Helge
Ingstad, der i okkupationsårene op-
holdt sig som norsk sysselmand ved
Kong Oscars Fjord vinteren 1932-
33, omtaler disse forhold i sin bog
„Øst for den store bræ“, hvor han
side 82, 83, 89, 150, 151, 152 og 153
fortæller, at om efteråret vrimlede
kystområderne af moskusokser, i
november måned var de „rakende
tomme for spor** og i marts måned
fandtes masser af moskusokser inde
i indlandsområderne.
Af disse forhold følger, at, når
en abnorm vinter medfører abnorme
lab for moskusoksebestanden, må i
disse egne de mest ømfindtlige dyr i
bestanden, altså de dyr, der dør
først, nemlig kalve, ungdyr og de
drægtige køer, antages at være om-
komne herinde i indlandet, hvor de
på grund af vinteren 1953—54s ab-
norme kår ikke har fundet vinter-
græsningsarealerne tilgængelige i
fornødent omfang. Dette forklarer,
hvorfor magister Vibe stort set,
hverken har fundet kalve, ungdyr
eller køer, døde eller levende, i kyst-
områderne.
For en ordens skyld bemærkes, at
det vel for enhver jæger må være
indlysende, at den drægtige ko, hvis
foster ifølge naturens orden hensyns-
løst tager og må tage, hvad det skal
have til normal fosterudvikling, er
slet stillet i en liungerperiodc. Kan
koen ikke skaffe næring nok til både
fosteret og koen selv, omkommer
de begge. Tyren kan så nogenlunde
klare en hungerperiode, så længe
den kan skaffe næring nok til at
holde skindet på skelettet.
Er man først klar over disse for-
hold, så forstår man, at magister
Vibe’s forklaring baseret på en ko-
nedskydning, der aldrig har fundet
sted, er forkert.
Det strider da også afgjort mod
den kendsgerning, at der i alle ter-
rænerne i Nordøstgrønland til og
med sommeren 1953, er iagttaget
moskuskalve i normalt omfang.
Disse kalve kunne, ifølge sagens
natur, ikke være født af de køer,
som magister Vibe påstår er skudt
og stegt på fangstfolkenes stegepan-
der.
løvrigt bemærkes, at danske fangst-
folk, bortset fra hvad 2 mand på en
gennemrejse i 1931 kan have skudt,
overhovedet aldrig har skudt mos-
kusokser i Franz-Josephs-fjordområ-
det.
Der har i nogen grad været drevet
moskusoksejagt i disse områder af
norske fangstfolk, dr. Lauge Kochs
ekspeditioner, norske, fangstskibe og
norske og danske ekspeditionsskibe.
For en ordens skyld bemærkes, at
ingen af disse vides nogensinde at
have gjort sig skyldige i de af magi-
ster Vibe postulerede moskusko-
nedskydninger.
Magister Vibe går i sine artikler
ud fra som givet, at vinteren 1953—
54 var noget hidtil uset i Nordøst-
grønland, og i artiklen i Berlingske
Tidende siges udtrykkelig „En lig-
nende vinter kendes ikke fra Nord-
østgrønland**. Da magister Vibe skrev
dette, vidste han positivt, at det var
urigtigt.
I årene omkring 1898—99 indtraf
en eller flere snevintre med udpræ-
gede skarresnedannelser over meget
store dele af de polare områder. - -
Virkningerne heraf sporedes også i
Nordøstgrønland og omtales af den
svenske polarforsker Nathorst. I 1938
indtraf i oktober—november 2 gange
regnskyl med op til 34 mm og 13
mm regn, der faldt på de på disse
tidspunkter bundfrosne terræner i
Nordøstgrønland. Nedbøren faldt
dog kun som regn i de områder, der
lå under cote 4—500 meter, over den-
ne højde faldt nedbøren som sne.
Heraf fulgte, at de højtliggende vin-
tergræsgange, der måske andrager
op til 10 pct. af de normale, endnu
stod til disposition for moskusokser-
ne.
Denne fimbulvinters indvirkning
på moskusoksebestanden var meget
betydelig. Okserne sultede, og en
mængde døde rundt omkring i fjel-
dene. Bestanden på Germanialand
antagelig godt et tusind dyr, trak
sydover over Dove bugt. Størstepar-
ten omkom antagelig ved at gå gen-
nem tidevandsrender og de strøm-
skårne steder, som Dove bugt er så
fuld af.
Bestanden på den lave Shannon-o
forsvandt sporløst, antagelig omkom-
met under forsøg på at komme over
Shannon-sund. Også her drejede det
sig om ep bestand på godt et tusind
dyr.
Sommeren 1939 fandtes moskusok-
ser liggende døde ude i storisen og
ved Angmagssalik enkelte, der må
være drevet den ca. 1000 kilometer
lange vej ude i storisbæltet.
I Mønstedhusterrænet omkom ef-
ter erfarne fangstfolks udsagn mel-
lem 25 og 50 pct. af bestanden. Kal-
ve, ungdyr og en del af de gamle
affældige dyr omkom, medens be-
standens hovedstamme — de for-
plantningsdygtige voksne dyr — til-
9