Atuagagdliutit - 26.01.1956, Page 10

syneladende i alt væsentligt klarede
sig igennem.
I de andre distrikter synes i 1938-
39 moskusoksebestanden at have kla-
ret sig på tilsvarende vis. Hoved-
stammen blev bevaret, men en mæng-
de af de ganske unge samt af de gam-
le affældige dyr omkom. I 1939 sås
ca. 16 pct. kalve i de om sommeren
observerede flokke, så de fleste eller
mange af de drægtige køer må være
sluppet gennem hungerkatastrofen
den gang.
Vinteren 1953—54 bragte et ab-
normt stort snelag, hvortil kom nog-
le mildningsperioder i november og
februar.
Forholdene har næppe været lige
slemme alle steder på kysten, men
at moskusoksebestanden måtte 'igen-
nem en hungerperiode af lignende
art som i 1938-39 er givet, dog blev
denne gang virkningerne endnu me-
re katastrofale, fordi moskusoksebe-
standen i de 15 år mellem de to fim-
bulvintre var taget meget stærkt til,
hvilket forhold var blevet yderligere
potenseret ved den i 1950 indførte
ganske upåkrævede totalfredningstil-
stand.
Som sagt snevinteren 1953—54 bød
på ganske abnorme kår hele kysten
op, selv om der var betydelige for-
skelle.
Ved Franz Josephsfjordens syden-
de i „snebæltet“, altså der hvor ma-
gister Vibe har været, var snelaget
kolossalt, måske 4 meter, måske me-
re. Hvorledes forholdet har været
længere inde i landet, ved man ikke
i enkeltheder, men virkningerne på
den stedlige moskusoksebestand ty-
der på, at de tilgængelige vintergræs-
ningsarealer derinde er blevet ind-
skrænket til et minimum.
Ved Germanialand var ifølge oplys-
ninger fra radiosondemand P. C. G.
Larsen, der har opholdt sig ved Dan-
markshavn vejrstation i 3 år, snelæg-
get langt større end normalt. Snelæg-
gets tykkelse anslås i 1953—54 at
have været 70 a 75 cm, hvortil kom
at mildninger i forbindelse med tå-
ge, slud og støvregn fremkaldte et
islæg på ca. 1 cm’s tykkelse i højder
på i hvert fald op til ca. 200 meter.
Muligvis og sandsynligvis har issla-
gene spærret vintergræsgangene helt
op til ca. 4—500 in’s højde. Værst
var forholdene ude ved yderkyster-
ne, medens isslaget havde mindre
tykkelse og mindre omfang i terræ-
nerne inde ved Dove bugts indre de-
le. Årsagen til de høje temperaturer
i februar 1954 var et indbrud af ma-
ritim luft fra det isfri hav udenfor
storisbæltet, en vejrsituation, som
iøvrigt stærkt ligner vejrsituationen
under regnskyllene efteråret 1938 —
og som vil være yderst sjælden, for-
di den kræver en unormal trykfor-
deling gennem længere tid over et
stort område ude over havet.
Direkte fra vejrstationen Dan-
markshavn oplyses angående vinte-
ren 1953—54:
„ingen kastede kalve fundne, kun
døde køer, hvis drægtighed ikke
konstateret, da disse ved fundene
var udhulet af ræve; snelaget vanske-
ligt at bedømme, da meget varieren-
de, anslår gennemsnit 30 centimeter;
under mildningsperiode faldt 1954
ca. 2 millimeter sne og slud, 23. fe-
bruar faldt let regn ved 2 observa-
tioner, men, ikke nok til måling".
Andre steder i Nordøstgrønland
har forholdene antagelig været til-
svarende som på Germanialand og
de øvrige egne ved Dove bugt.
Ifølge oplysninger fra Daneborg
faldt der vinteren 1953—54 på
strækningen ned til Ella-ø i Franz
Josephsfjorden % til 1 meter sne
på steder, hvor normalt ingen sne
findes, der kom ikke regnskyl, men
slud i februar måned.
Virkningerne af denne fimbulvin-
ter var, skønt vinteren fra naturens
hånd ikke bød på tilnærmelsesvis så
svært isslag som vinteren 1938-39,
katastrofal for moskusokserne hele
kysten op, selv om det næppe har
været lige galt overalt.
De fleste steder synes kalve og
ungdyr at være omkomne og mange,
måske endda de fleste af de drægtige
køer led samme skæbne og mange
af de gamle dyr, specielt også de ud-
slåede tyre, omkom.
På Ymer-ø i Franz Josephsfjorden
må efter magister Vibe’s oplysninger
kalve og ungdyr være omkomne sam-
men med de drægtige køer. Restbe-
standen indeholdt tilsyneladende et
ganske abnormt overskud af tyre.
Ved Daneborg sås sommeren 1954
blandt 300 dyr ca. 50 udslåede tyre,
20 kalve fra 1953 og 15 kalve fra
1954. Så her, hvor der har været
drevet jagt på moskusokser i over 30
år, og hvor forholdene efter magister
Vibe’s fremstilling måtte formodes
at være særlig slemme, synes forhol-
dene altså at være nogenlunde. Dette
kunne nærmest tyde på, at den gen-
nem årene foretagne beskatning af
de overflødige tyre har gjort det mu-
ligt for en del af de drægtige køer
at komme til på de af snevinteren
blokerede og indskrænkede vinter-
græsgange og derved reddet livet.
Med andre ord den foretagne be-
skydning synes nærmest at have væ-
ret til gavn for moskusokserne, såle-
des som. jeg gang på gang gennem
en længere årrække har hævdet.
I Mønstedhusterrænet ved Rose-
neathbugten, altså den nordligste
del af Hochsletter Forland, hvor jeg
i sommer gik 25 km fra Agnethe sø
til Langeelven og et stykke og langs
denne elv, sås ca. 70 moskusokser
og 4 døde dyr i terrænerne. Der sås
ingen kalve hverken fra 1953 eller
1954, men der kan eventuelt have
været kalve ved de flokke, der blev
set på længere afstande, selv om der
sandsynligvis ingen har været.
Det vil være kendt for mange læ-
sere fra mine tidligere artikler, at
jeg i årevis har hævdet, at Nordøst-
grønland på grund af disse fimbul-
vintre, som man ved kommer med
mange års mellemrum, og som blo-
kerer vintergræsgangene, er farligt
land for moskusokserne som hoved-
domicil. Hvis bestanden bliver for
stor i de gode år, vil katastroferne i
uårene blive tilsvarende større.
Den af nogle videnskabsmænd
forfægtede teori, at man blot skal
have så stor en bestand som muligt,
så vil bestandens overlevelseschan-
cer være de størst mulige, er, hvad
enhver erfaren jæger sikkert vil give
mig ret i, uden rod i virkeligheden.
Når en videnskabsmand som dr.
phil. M. Degerbøl fornylig på et mø-
de i Dansk Jagtforening hævdede, at
det, moskusoksen nu trængte mest til
af alt, var totalfredning i yderligere
5 år, så tror jeg, at en sådan teori
ikke deles af praktisk erfarne folk.
En lokalbestand af polygame dyr be-
stående af op til 26 handyr pr. hun-
dyr, trænger til alt andet end netop
den totalfredning, som moskusokser-
ne desværre har haft i de sidste 5
år.
Når magister Vibe næsten med be-
gejstring taler om moskusoksens ev-
ne til at leve på et juvenilt stade, så
forekommer det mig, at der ikke er
nogen grund til hverken undren eller
glæde. At både mennesker og dyr
kan leve på et eksistensminimum og
under påvirkning af den kroniske
sult og halvsult kun opnår en ringe
udvikling, er ikke noget man behø-
ver at ty til Grønland og moskusok-
ser for at blive belært om.
Når magister Vibe udtaler, at mos-
kusokserne på Germanialand er
mindre end ved Daneborg på grund
af Germanialands mindre vegeta-
tionsmængde, så er dette næppe helt
rigtigt. Den bestand, der fandtes ind-
til 1938, indeholdt mange store vel-
udviklede dyr, se omstående billede,
men bestanden forsvandt som før
nævnt vinteren 1938—39. Den nuvæ-
rende bestand på Germanialand be-
står sikkert overvejende af nordfra
indvandrede dyr, der er mindre,
fordi de kommer fra de relativt ve-
getationsfattige egne oppe ved In-
golfsfjord, Danmarksfjord og Peary-
Land.
Når magister Vibe i sine artikler
skriver: „Man har tidligere ikke
haft opmærksomheden henledt på
den betydning, det har for moskus-
oksen at færdes i flok. Flokken er
faktisk en eksistensbetingelse for
moskusoksen, ligesom førertyren er
livsnødvendig for flokken", så un-
dres man.
Den usagkyndige læser må få det
indtryk, at magister Vibe her vil for-
tælle, at han har gjort denne nyop-
dagelse med hensyn til moskusoksen,
som indianere og eskimoer har
kendt i årtusinder og som hvide trap-
pere og jægere har kendt i århundre-
der. Ingen mand kan have iagttaget
moskusoksen i terrænerne uden at
være klar over disse forhold, der da
også er omtalt i litteraturen mange
gange. Eksempelvis „The present
Status om musk-ox“ 1934 side 71—73
„tlie herd", Alwin Pedersen „Polar-
dyr" 1934 s. 31 og J. G. Jennov
„Moskusokserne i Nordøstgrønland",
„Naturens vidundere" 1934 s. 33.
Magister Vibe’s behandling af den
på Ymers-ø lassoede inoskusko, som
forsøgtes slæbt 15 kilometer gennem
uvejsomt terræn ned til kysten, giver
også anledning til kritik. Denne be-
handling af et dyr er ganske ufor-
svarlig, hvis man ikke vil foretrække
simpelthen at karakterisere den som
dyrplageri.
Når magister Vibe i sin omtale af
forholdene på Vestgrønland udtaler,
at min anbringende af, at der dér
må kunne leve ca. 90.000 moskusok-
ser er udtryk for, at jeg skyder højt
over målet, så mener jeg at kunne
fastholde, hvad jeg har sagt.
Mit skøn er baseret på 1) Udtalel-
ser fra lokalkendte folk, der anslog
vegetationsdækningen i Vestgrønland
til 15 a 20 pct. 2) Udtalelser fra de
danske videnskabsmænd professor
Bøcher og cand. mag. Jacobsen, den
sidste medlem af professor Rosen-
krantz’ ekspedition til Nugssuak og
Svartenhuk, hvorefter vegetations-
dækningen skulle være ca. 30 pct. ved
Strømfjordene og 13 a 14 pct. ved
Nugssuak og Svartenhuk, hvorved
er at bemærke, at vegetationsdæknin-
gen i Nordøstgrønland er ca. 5 pct.
og at vegetationshastigheden og der-
med vegetationens produktionsevne
i Vestgrønland er ca. 3 gange så stor
som i det nordligere liggende og kol-
dere Nordøstgrønland.
3) Oplysninger fra grønlandsde-
partementets arkiver, hvorefter der
i årene fra 1838—1855 i Vestgrøn-
land blev skudt 30—40.000 rener
om året, hvoraf kan sluttes, at der
må have været en stambestand på
mindst 200 a 300.000 dyr.
4) Udtalelser fra det grønlandske
landsrådsmedlem Hendrik Olsen på
det grønlandske landsråds møde 28.
august 1952: „I Grønland findes store
områder, hvor der tidligere uden
vanskeligheder har levet rensdyr i
store mængder, men hvor der nu kun
findes ganske enkelte dyr — navn-
lig i de nordlige egne. Dette skyldes
sikkert ikke mangel på føde, men
simpelthen den hensynsløse rovdrift
der har fundet sted ved skydevåb-
nets indførelse".
Efter disse oplysninger synes en
bestand på 90.000 moskusokser i
Vestgrønland ikke at være urimelig
stor — tværtimod.
Således som forholdene er ‘eller
må antages at være nu, finder jeg, at
der bør foretages følgende:
1) Fredningsbestemmelserne æn-
dres foreløbig, så det totalt forbydes
at beskyde familieflokkene samt kø-
er, ungdyr og kalve udenfor familie-
flokkene, medens den overtallige
tyrebestand beskattes i nødvendig
og rimelig udstrækning.
2) der foretages snarest en optæl-
ling af moskusoksebestanden,
3) denne gøres til genstand for en
nærmere videnskabelig undersøgel-
se.
4) der overføres efterhånden og så
hurtigt som muligt el tilstrækkeligt
antal moskusokser til Vestgrønland.
5) der indføres en Game-Warden
ordning til at regulere de forskellige
jagtforhold både vedrørende moskus-
okser, laksefangst, ægsamling o. a. 1.
6) der udlægges nogle totalfredede
reservater, hvor dyrene kan formere
sig i fred, således at den nødvendige
beskatning finder sted uden for re-
servaterne.
Af områder, hvor sådanne reser-
vater passende kan udlægges, nævnes
Pearyland (ca. 43.000 kvadratkilome-
ter), egnene vest for Ingolfsfjorden
(ca. 35.000 kvadratkilometer), bund-
områderne i Scoresbysund (ca.
35.000 kvadratkilometer). Det vides,
at der i disse områder findes betyde-
lige moskusoksebestande, selv om
disses nærmere størrelse ikke er be-
kendt. Sammenligningsvis anføres,
at reservatet i Yellowstone Park er
ca. 9.000 kvadratkilometer.
Angående punkt 2, optællingen af
moskusoksebestanden, så bør denne
efter min mening finde sted snarest
muligt, helst allerede nu til sommer,
da man så endnu vil have mulighed
for at overskue virkningerne af vin-
teren 1953—54.
Optællingen bør finde sted under
jagtrådets auspicier og foretages af
personel, som jagtrådet udvælger,
og hvis uvildighed jagtrådet inde-
står for.
Angående punkt 3 -— den viden-
skabelige undersøgelse — bemærkes,
at denne, der burde have været fore-
taget, inden man indlod sig på eks-
perimentet med totalfredningen af
moskusokserne, bør lægges i lisen-
franskit sorssCitåt „rAventure" ukiut tamaisa Kalåtdlit-nunåliartartoK.
En årligt tilbagevendende gæst i Grønland, den franske fregat „l’Aventure“.
Foto: P. Urandt.
10