Atuagagdliutit - 20.09.1956, Blaðsíða 4

RINK EKSPEDITIONEN 1:
H va d d er skete forud —
Et stort apparat blev sat igang til forberedelse aj AkilineKturen
(Af UvdloridnguaK Kristiansen)
AkilineK-turen er nu vel overstået.
'Nu kan vi se tilbage. Tanken om at
igangsætte besøg mellem.grønlænder-
ne og eskimoerne i Canada dukkede
for alvor op i 1952. Det var daværen-
de landsrådsmedlem i Frederikshåbs-
kredsen Abel Kristiansen, der frem-
satte den i landsrådet. Tanken fandt
straks velvillig støtte bos landsrådet,
hvilket var ventet. Allerede fire år
senere kunne fem grønlændere sen-
des som Grønlands første repræsen-
tanter til AkilineK. At turen kunne
gennemføres allerede nu, skyldtes ik-
ke mindst 'fg. landshøvding N. O.
Christensens store interesse og initia-
tiv.
Udvælgelse af rejsedeltagerne blev
foretaget af landsrådets forretnings-
udvalg. Det skete under vanskelige
forbold, idet det havde været umuligt
at afvente landsrådsmødet. Det skyld-
tes, at de canadiske myndigheder al-
lerede på et tidligere tidspunkt øn-
skede at få rejsedeltagernes navne.
Det medførte, at forretningsudvalget
begyndte at korrespondere om
spørgsmålet og foreslog derefter, at
der skulle sendes 5 repræsentanter.
Forslaget blev pr. korrespondance,
godkendt af landsrådets medlemmer,
og under landsrådsmødet i år blev
valget stadfæstet.
Landsrådsmedlem Peter Nielsen,
Godthåb, var ekspeditionens leder på
landsrådets vegne. Samtidig skulle
Peter Nielsen interessere sig for vore
Stammefrænders fangstliv. Eftersko-
leforstander Frederik Nielsen, Julia-
nehåb, skulle søge oplysninger om
skolevæsenet og menighedslivet der-
ovre, mens lærer Robert Petersen,
Godthåb, var med som interesseret i
eskimoisk sprog og kultur. Cand. jur.
Knud Herlling blev udpeget som eks-
peditionens tolk til engelsk, og jour-
nalist UvdloridnuuaK Kristiansen re-
præsenterede den grønlandske presse
Foruden denne side af sagen hav-
de der været mange andre ting at ord-
ne. Ministeriet for Grønland blev
således anmodet om at rette henven-
delse til den canadiske regering ad
diplomatisk vej. Det skete allerede i
1955 gennem det danske udenrigsmi-
nisterium og det canadiske udenrigs-
ministerium. De canadiske myndig-
heder gik positivt ind for tanken. De
gav en officiel meddelelse om, at eks-
peditionen var velkommen.
Samtidig havde landshøvding N.
O. Christensen optaget korrespondan-
ce med tjenestemænd i det canadiske
ministerium for det nordlige Canada,
og det var gennem denne private
korrespondance, at den egentlige
tilrettelæggelse af turen blev foreta-
get. Den diplomatiske vej havde man
fundet for langsommelig. Det var mr.
B. S. Sieverlz — afdelingschefen i
ministeriet 'for de nordlige anliggen-
der der stod for behandlingen af
Akilineic-turens tilrettelæggelse. —
Blandt andet havde de canadiske
myndigheder tilbudt at forsyne eks-
peditionen med olie til fartøjet og
med proviant til alle ombordværen-
de, så længe fartøjet opholdt sig i
Canada, hvilket skete. Sokort blev til-
vejebragt fra Canada, ligesom mr.
Leo Manning fra ministeriet for det
nordlige Canada blev stillet til eks-
peditionens rådighed under hele tu-
ren ved selve AkilineK. Mr. Leo Man-
ning viste sig iøvrigt at være en sand
ekspert i de eskimoiske anliggender.
Han havde i en lang årrække arbej-
det blandt eskimoerne og talte det
eskimoiske sprog perfekt. En dejlig
mand og rejsekammerat var han. En
eskimo ved navn Angnakatlak fra
Enaluit var blevet udpeget som eks-
peditionens kendtmand, og han viste
sig at være en lille morsom mand,
som ekspeditionen havde megen
glæde af, blandt andet som en uud-
tømmelig oplysningskilde om for-
skellige spørgsmål vedrørende eski-
moiske forhold. Ekspeditionen skyl-
der Leo Manning og Angnakatlak en
stor tak — rent personligt også.
Som rejsebåd havde man valgt
landshøvdingens rejsebåd „H. J.
Rink“. Lad det være sagt med det
samme, at båden var et dejligt hjem
'for ekspeditionens medlemmer i de
to af rejsens tre uger — een uge boe-
de vi som bekendt i land ved Fro-
bisher.
Fagfolk i Grønland havde anset
„Rink", der som bekendt i sin tid sej-
lede til Grønland fra Danmark, for at
være tilstrækkelig sødygtig til turen.
Båden er solidt bygget. Det var op-
rindelig meningen at sende ekspedi-
tionen afsted allerede sidste år, men
det blev ikke tilfældet, bl. a. fordi
„Rink" ikke kunne stilles til rådig-
hed.
For at have den fornødne bag-
grund havde landshøvdingeembedet
rettet henvendelse til handelsmini-
steriet gennem Ministeriet for Grøn-
land. Landshøvdingen anmodede om
godkendelse af „H. J. Rink" som rej-
sebåd til Canada, og efter handelsmi-
nisteriets betingelser i dets svar, blev
der foretaget visse forbedringer. De
store vinduer i styrehuset blev såle-
des forsynet med jernplader, ligesom
der blev sørget for det fornødne red-
ningsmateriel osv. „Rink" fik des-
uden ekstra vandtanke, proviantkas-
ser og forskelligt andet udstyr. Og
det er en 'kendt sag nu, at „Rink"
opfyldte de stillede betingelser fuldt
ud under rejsen.
Deltagerne i rejsen sørgede selv fol-
den personlige udrustning. For en
sikkerheds skyld blev der dog med-
bragt nogle soveposer og et par telte,
der var udlånt af Arktisk Institut,
som desuden udlånte fotografisk ud-
styr. Fra „Dronning Ingrids Sanato-
rium" i Godthåb fik man lov at låne
noget sengetøj bestående af tæppel-
og linned. Den private forretning
„Ole’s Varehus" i Godthåb sørgede
for „Rink “-besætningens „unifor-
mer" — nemlig en trøje, på hvis
bryst stod skrevet „H. J. Rink" med
broderigarn.
„Rink“s besætning fra skipper til
kok var en pragtfuld besætning. Spe-
cielt til AkilineK-turen havde man fra
Den kongelige grønlandske Handel
„lånt" fg. overstyrmand Niels llsøe
som skipper,' mens „Rink“s daglige
skipper, færingen .laspur Tausen, der
i sin egenskab af fiskeskipper ikke
kunne føre skibet til Canada efter
handelsministeriets bestemmelse, fik
dispensation som styrmand. Skibs-
værftet i Holsteinsborg havde udlånt
en af Grønlands bedste motorpassere
Svend Olsen og Nathan Heinreich,
Godthåb, der har en mangeårig erfa-
ring som matros, og som har aftjen t
værnepligt i Grønnedal, var blevet
forhyret som matros — og så havde
„Rink" endnu et besætningsmedlem,
der med god samvittighed må siges
at have været den mest uundværlige
— det var kokken, den fabelagtig
dygitge Johan Jensen fra Jakobshavn
Ja, i det hele taget var det gode kam-
meratskab mellem „Rink“s besætning
og delegationen medvirkende til, at
turen blev så vellykket, som den
blev.
Marinekutteren „Skarven" var eks-
peditionens følgeskib. Det var oprin-
delig meningen, at „Skarven" skulle
vende tilbage til Grønland, når eks-
peditionen var nået frem til „landet
på den anden side strædet"; kutteren
skulle så vende tilbage til Canada for
at ledsage os på tilbagevejen, men en-
den blev, at „Skarven" fulgte med
under hele turen, hvilket var mest
betryggende for ekspeditionen, idet
„Rink" ikke var forsynet med radar
eller ekkolod. Det var Grønlands ma-
rinekommando, der velvilligst havde
a'kcep teret landshøvdingeembedets
anmodning om ledsagelse og havde
fået søværnskommandoens tilladelse.
Endvidere havde man anmodet Grøn-
lands kommando om at søge tilveje-
bragt ismeldinger. Det skete ved en
overflyvning af farvandet umiddel-
bart 'før afrejsen.
Ligesom besætningen på „Rink"
har vi kun gode ord at sige om
„Skarven“s besætning. Mens vi taler
om marinekutterens besætning må vi
vel mindes en lille episode. En af
eskimoerne røbede deres benævnelse
for soldater i det hele taget. Vedkom-
mende eskimo fortalte til vor store
morskab, at eskimoerne kaldte solda-
terne for „rødpiskere"! Derved hav-
de vi fået det dejligste grundlag for
at drille vore følgesvende — som dog
viste sig som sande repræsentanter
for folk med „kongens klæ’r" — de
smilte med os og syntes, at det var
evigt sjov —!
På baggrund af det, vi hidtil har
fortalt i denne første artikel om Aki-
lineKturen, kan De sikkert se, at der
var blevet foretaget betydelige forbe-
redelser. AkilineKturen beregnedes
til at komme til at vare cirka en må-
ned. Derfor kunne man på forhånd
regne med, at der ikke blev tid til at
besøge ret mange eskimoiske boste-
der, idet det ville blive nødvendigt
at opholde sig på hvert sted i mere
end et par dage. Arrangørerne havde
bestemt, at delegationen skulle besø-
ge lo steder, nemlig PangnerloK og
Frobisher. Det var afgjort klogt. Det
førstnævnte sted var et ifangersted,
mens det andet var et sted, hvor den
canadiske regering netop havde ind-
ledt nytid 'for eskimoerne.
Og endelig oprandt afrejsedagen.
Det var onsdag den 15. august 195(1.
Klokken 9 om morgenen lagde
„Rink" og „Skarven" fra kajen i
Godthåbs skibshavn, hvor der var
samlet en vinkende menneskemæng-
de med de bedste ønsker om god tur.
Forresten var det det dejligste vejr,
man kunne tænke sig — med strålen-
de solskin, faktisk vindstille — netop
et vejr, der ligesom gav store forvent-
ninger. - Nå, men, lad os stoppe den
første artikel her — der er mere,
hvor den kommer fra, som man si-
ger....
Et heldigt valg
„Tidsskrift for den grønlandske
tjenestemandsforening skriver i an-
ledning af, efterskoleforstander Fre-
derik Nielsens kommende virksom-
hed som chef for den nye grønland-
ske radio: — Det kommer ikke som
nogen overraskelse, at Frederik Niel-
sen har fået tilbudt posten som radio-
chef i Grønland. Lige siden han kom
tilbage til Grønland efter vel over-
stået lærereksamen fra Tønder Semi-
narium har han været besjælet af en
brændende trang til at give videre af
sine store pædagogiske og kunstneri-
ske evner. I årenes løb er der lagt
mange opgaver på hans skuldre, og
ifå har som han forstået at løse disse
opgaver, således at det har vundet
anerkendelse fra alle sider. Det ligger
i sagens natur, at hans største indsats
er sket inden for skolevæsnet, hvor
et meget stort antal elever med glæde
og beundring ser tilbage på lians in-
citerende og livfulde undervisning,
men han har ikke nøjedes med denne
side aif det pædagogiske arbejde. Som
sprogmand har man kaldt på ham
som medarbejder ved den nye ord-
ning, og som politiker har befolknin-
gen gentagne gange valgt ham som
talsmand. På det kunstneriske om-
råde indtager han en førerstilling
som fornyer af den grønlandske pro-
sa og poesi, og hans musikglæde og
farvesans har skabt værker, som har
vundet almindelig beundring. Der er
truffet et heldigt valg ved at udpege
Frederik Nielsen som chef for Grøn-
lands radio, og det er med glæde, at
man har erfaret, at Frederik Nielsen
har sagt ja til at modtage hvervet.
Han vil få brug for alle sider af sin
personlighed i det kommende arbej-
de.