Atuagagdliutit - 08.11.1956, Blaðsíða 14

Nattevagt
TAGO
TRIKOTAGE
har egernet i garantimærket.
iluatigut atissat Taco kussanarlut pit-
saonateicångitdlat, iluserigdlutik niu-
vertarfingnilo angnerne tamane pisia-
rineKarsinauvdlutik.
Det yndefulde og ele-
gante TACO under-
tøj er af uforlignelig
kvalitet, pasformen
er glimrende, og det
fås i alle førende
forretninger.
Fabrikation: TACO A/S, København F.
Nu! Blot een børstning
med Colgate Tandpasta
fjerner indtil 85 pct. af
de bakterier der
forårsager dårlig ånde! I
som stammer fra I
munden I
QKSERNE blev drevet til indheg-
ningen forst. Sløve og ligegyl-
dige passerede de een for een gen-
nem åbningen i den vældige mur af
grene og træstammer. Tagati, de sor-
te hyrders „headman", stod og talte
dem med et nik for hver okse. Der
var ingen gået tabt i dagens løb. Høv-
dingen Mgumas okser havde blanke,
fede sider, fordi græsningen var god
i urskovens lysninger og i de snævre
dale mellem bjergene. Ganske vist var
der langtfra så sikkert at være for
dyrene herinde som på de åbne slet-
ter mod syd, hvor det afsvedne græs
voksede i sparsomme totter. De store
rovdyr vover sig nok ud på sletterne
efter byttet; men der er de mere sky,
fordi de ved, at det flade, åbne land-
skab kun yder dem dårligt skjul mod
deres fjender.
Anderledes her i junglen, hvor krat
og træer stod tæt'om indhegningen.
Tagati skyndede på sine hjælpere, de
skulle liave hele hjorden ind og
tændt bål op inden solnedgang. Mgu-
ma ville blive vred som en ond ånd,
livis en af hans fede okser eller livli-
ge heste gik tabt. For en sort høv-
dings rigdom kendes på størrelsen
af lians hjord.
Nu kom hestene, allerbagerst red
hyrderne. De hujede og råbte og pi-
skede med kæppe og stokke af flod-
hestehud på de nærmeste dyr. Heste-
ne var små og spændstige med smuk-
ke, mørkblanke skind og vibrerende
næsefløje. En ædel race! Det hændte
at der kom englændere helt ovre fra
månåkut! kigutit atausi-
åinardlugit Colgate-mik
saligkåine Kanerme
baktenssat anernilung-
nermut pissutaussut
85 pet-é anguvdlugit
pérneKartarput
Nairobi for at købe ponnier til deres
polostalde hos Mguma.
Tagati måtte nikke hurtigere end
før, for hestene fo’r gennem åbnin-
gen i den runde barrikade af grene
og krat to, tre stykker ad gangen i
vildt firspring. Okserne var allerede
begyndt at lægge sig — men først
længe efter, at åbningen i det høje
hegn var lukket, fandt den sidste
sortblanke hoppe hvile i græsset, me-
dens nattevagternes bål flammede
mod den fløjlsblå tropehimmel. Hyr-
derne spiste og røg og pludrede liv-
ligt imedens. Et par af de ældste
lagde sig til at sove — Tagati kaste-
de nyt ved på bålet, så det flammede
højt op og fik mændenes skygger til
at flagre grotesk over græsset. Hus-
dyrene var vant til ilden, der varme-
de og beskyttede, kun et par af heste-
ne rejste sig og vandrede igen uro-
ligt omkring. Tagati strakte armene
op som tegn på, at han ønskede stil-
hed i hyrdernes kreds. Så begyndte
han på en af de endeløse beretninger
om medicinmænd, der havde været
berømte i hans ungdom. Tagati var
en årvågen natur, hans ansvarsfulde
stilling som overhoved for Mgumas
byrder havde med tiden gjort hans
nætter søvnløse. Taagti plejede at
sidde ved bålet og tale det meste af
natten, hvad enten han havde tilhøre-
re eller ej. Han sov bedst om efter-
middagen, når de unge hyrder var
vågne. Tagati har det som Simba, lø-
ven, sagde de. Han sover bedst i sol-
skinnet, og når han er mæt.
Månen krøb op over indhegningens
kant som et nysgerrigt kæmpe-øje. —
Rød som blod. Rundt om i urskoven
gav nattens grumme jægere deres
trusler luft. Hyrderne omkring bålet
så på hinanden, når Tagatis mono-
tone tale blev afbrudt af uhyggelige
skrig ude fra mørket. Men Tagati
fortsatte uforstyrret. De andre våge-
de skiftevis og lagde nyt ved på bå-
let. Ildblomsten flammede op og ka-
stede et flakkende skær på trætoppe-
ne uden for indhegningen. Herinde
i det varme lys var der som en ver-
den for sig — en verden, der syntes
skærmet mod nattens farer. Men sko-
vens snigende uro krøb igennem tor-
nekrattets mange sprækker og fik
ustandselig de nervøse heste til at
rejse sig og skifte plads. En hoppe
vrinskede sagte på sit føl.
Tagati havde talt sig selv i søvn,
men han sov aldrig dybere, end at
enhver usædvanlig uro blandt dyre-
ne fik ham til at spærre øjnene op
og se sig vagtsomt omkring. Bålet var
næsten brændt ned, han skyndte sig
at lægge nyt ved på. Hestene virkede
meget rastløse, een efter een rejste de
sig og søgte sammen i en klump i et
bjørne af indhegningen. Den gamle
hyrde kaldte på sine fæller. Med
ængstelige blikke fulgte de dyrenes
adfærd og knyttede hænderne, om
deres assagaier.
Rovdyr af katteslægten siges gan-
ske vist at være bange for ild. Men
der er typer, hvis grådighed overvin-
der frygten. For en voksen leopard
ville det være en let sag at klatre op
over hegnet af grene og træstammer
hvis nød eller raseri drev den.
Pludselig satte førerhesten af i en
kort gallop og fortsatte indhegningen
rundt med de andre i hovene, som om
den søgte en udvej. En enkelt gang
slog flokken en volte midt ind på
pladsen imellem okserne, der be-
gyndte at rejse sig. Førerhesten
standsede og vejrede. Okserne tryk-
kede sig sammen i en rudel med bag-
delene indad og de spidse horn ud
mod eventulle angribere. Ligesom de-
res vilde brødre bøflerne.
De sorte mænd sad stille omkring
bålet og kiggede på det, der foregik.
De var bevæbnede med spyd og kor-
te stokke, men ingen af dem havde
skydevåben. Undertiden flakkede de-
res øjne mod indhegningens kant.
Fra hvilken kant ville faren kaste sig
over dem?
Thsi, hunleoparden, havde fået en
vidunderlig fært i næsen. Hun løb
rask og sikkert gennem urskoven,
snoede sig ud og ind mellem torne-
krattet og standsede kun sjældent
for at lytte til en ukendt lyd. De
grønne øjne gik som søgelys i alle
retninger. Hun var forsigtig, men
uden frygt, for hun havde lært at sto-
le på sin unge styrke.
Inde mellem grenene skinnede et
lys, der generede hendes nat-følsom-
me øjne. Hun satte sig og betragtede
det nysgerrigt. Undertiden måtte
hun se væk i lange perioder, fordi
det flimrende lys gjorde hende for-
virret. Men færten var stærkere end
nogensinde. Hun lod sin lange lyse-
røde tunge slikke op over overlæben.
Så listede hun nærmere med bugen
slæbende ben over skovbunden. Der
lød en torden af galoperende heste-
hove inde bag indhegningen, og en
sagte knurren undslap hende. I blø-
de lette hop entrede hun et træ nær
indhegningen. Hun dækkede sig langs
en tyk gren og betragtede med næ-
sten lukkede øjne billedet nedenfor.
Lysskæret generede hende bitter-
ligt, og røgen sved i de ømfindtlige
næsebor, så hun kom til at nyse.
Tagati så op.
—- Leopard!
Han knytted hånden om sin assa-
gai. Han havde haft med leoparder
at gøre før i sit liv, og hver gang hav-
de han troet, det ville blive den sid-
ste.
Thsi var rasende, fordi røgen sved
hende. Hun målte afstanden af det
spring, hun måtte gøre for at nå over
indhegningen. ^
Hestene løb panikslagne rundt
mellem hinanden, og mange af dem
fik skindet flænset af oksernes horn.
Thsi strakte kloerne og trak dem
ind igen. Hun mærkede springet
komme over sig som en uafrystelig
magt. Musklerne strammedes, alle
muskler blev dobbelt vågne. Blodet
dunkede brusende gennem hendes
årer....
Men hun sprang ikke. I den sidste
brøkdel af et sekund mærkede hun
træet give efter under sig, og midt
gennem røgen og færten af okser
sporede hun en ny stank. Rystet i
bunden af sin vilde sjæl klamrede
hun sig til grenene, hvor hun lå. Men
træet gav efter, og sidelæns rutehede
hun ned i mørket.
Hun greb for sig og følte kloerne
bore sig ind i et holdepunkt. Hvæ-
sende og spruttende holdt hun fast
med alle fire poter. Holdepunktet be-
vægede sig! Der lød et dommedags-
skrald i hendes ører, og af sted gik
det i gyngende galop gennem indheg-
ningen, medens tornekrattet brasede
sammen om dem.
Grenene piskede over Thsis krop,
men hun holdt sig indædt fast. Nu
var lyset ganske nær, det overvældc-
Colgate giver rene, hvide tænder og
frisk ånde dagen lang.
Colgate kigutinik Kaicortilitsissarpok
avdlordlo nuvdlugo Kanen tipangna-
vérsimatilardlugo.
DANMARKS OG VERDENS MEST SOLGTE TANDPASTA
Danmarkime silarssuarmilo tamarme kigutinut KaKorsaut tunineicar-
nerpåK.
Dyrehistorie af Martin South
u