Atuagagdliutit - 08.11.1956, Blaðsíða 18

t
Ved fru Ellen Locher Thalbitzers
båre
I anledning af fru Ellen Locher
Thalbitzers begravelse har professor
William Thalhitzer sendt A/G følgen-
de. I et ledsagende brev skriver pro-
fessoren bl. a.:
Gennem årene følte vi min hustru
og jeg, der holdt vort guldbryllup i
1955, 50 år efter afrejsen til Østgrøn-
lund vi følte os altid nær knyttet
til Inuitfolkct; dets ve og vel lå os
på sinde, og vi hyggede efter vor
(ringe) evne med på dets eftermæle
i historien.
Ved fru lillcn Locher Thalbitzers
båre.
Den 1. september 1956
i Bispebjerg krematorium.
I.
Når vi nu er samlet her ved fru
Ellen Locher Thalbitzers båre for at
sige hende det sidste farvel, falder
det os naturligt at sende tankerne til-
•ncmwtda Åoaæ oictf,.
cognac menu!
— ateK COGNAC-imik tusåmasså-
ngortitsissoKl
bage, og se på hvad hun har betydet
for os ved sit livs virke.
Minder dukker frem for professor
Thalhitzer, om da de for 51 år siden,
som nygifte rejste til Østgrønland for
at overvintre der og lære østgrønlæn-
derne „inuit" at kende.
Fru Thalhitzer tabte ligesom sin
mand hjertet til de primitive menne-
sker, hun mødte der. Hun besøgte
dem. i deres hytter og lærte sig lidi
af sproget, så hun kunne forstå dem.
Senere besøgte fru Thalhitzer Syd-
grønland sammen med sin mand, og
disse to besøg på Grønland har bety-
det, at professor Thalhitzer igennem
sin hustru fik en uvurderlig støtte og
opmuntring i sit videnskabelige ar-
bejde med den eskimoiske kultur og
sprog.
Fru Ellen Thalhitzer er som datter
af maleren Carl Locher vokset op i et
kunstnerhjem; hun var prægét deraf
og var selv udøvende kunstner.
Som billedhugger har hun udfort
en række af arbejder, bl. a. den øst-
grønlandske „Trommedanser", der
så levende giver udtryk for hendes
forståelse af og kærlighed til vor
gamle grønlandske kultur.
Flere af hendes grønlandske arbej-
der står i dag på „Christiansborg",
og minder os om at den gamle grøn-
landske kultur må blive bevaret i
fremtidens Grønland.
Vi grønlændere føler derfor i dag
trang til at sige fru Ellen Thalhitzer
tak for hendes aldrig svigtende inter-
esse, og for det arbejde hun har ud-
ført.
Æret være hendes minde!
Carl Brobcrg.
II.
I en af den norske forfatter, Wal-
demar Briiggers høger har jeg for
nylig fundet disse ord: „Hvis et
menneskeliv skal være noget værd,
må det rumme et eller andet bud-
skab".
Det kan siges, at disse ord bærer
selvfølgelighedens præg, men de er
en overvejelse værd, og deri adskil-
ler en selvfølgelighed sig fra en ba-
nalitet.
Vi skal selvsagt ikke i dag gå ind
på, hvor mangeartet et budskab kan
forme sig og give et menneskeliv
værd. Vi vil også forbigå det hypo-
tetiske „hvis" og frimodigt tage os
tilladelse til at sige: Ellen Locher
Thalbitzers liv rummede et budskab
•— et endog meget positivt budskab,
og derfor blev hendes menneskeliv
værdifuldt. Og dette budskab, som
hendes liv rummede — det, som hun
først og fremmest ville sige til os,
sine medmennesker - - det var dette:
Det materielle —- det, der kan måles
og vejes og tælles — har sin betyd-
ning, men mest af alt gælder det dog
sindets valør! Det behøver derfor
ikke påvises, at hun tænkte ringe om
alt det billige - - åndeligt forstået.
Men siges skal det - til støtte for
vor erindring om hende, at virksom
var hendes tanke, opfindsomt hendes
hjerte, når det gjaldt om at bore dybt
og finde længst muligt ind i livets
problemer, løse dem, hun kunne løse,
og kæmpe videre med det genstridige
og så gøre sine medmennesker
delagtige i sin forståelse af ånd og
sandhed.
Det hidtil sagte er sagt i alminde-
ligheder og lyder nok noget teoretisk.
Men hendes venner har genkendt
hende i disse ord og har set hende
for sig i levende, åndfuld stræben.
Ingen skal dog være i tvivl om, at
der også kan tales konkret herom:
De skal vide, at ét af hendes ynd-
lingsvers var det sidste vers af
Grundtvigs salme: Som dug på slagne
enge — det vers, der lyder således:
Som let vort legem gyser
i sommer-morgengry,
men morgenstjernen lyser
og lover dag på ny,
mens sommerdagen gryer
i hvide morgenskyer:
så er med livets lys
vort sidste kuldegys.
I dette skønne vers, der er som en
hymne til vort lands natur, når den
åbenbarer sig yndefuldest og skærest,
fandt hun ikke alene udtryk for det,
der levede i hendes sind, men hun
har ydermere set, hvad det var, der
kom mennesket i møde i sommermor-
genens lette gysen: døden, som den
må forstås, når livets lys, mesteren
fra Nazareth, er med.
Med dette vers har hun, elskeligt
og åbent, givet os nøglen til sit hjer-
tes kammer — og til det budskab,
hun bar, det budskab, der adlede
hendes liv, gav det sjæl, gav det var-
me hendes mand og hendes ven-
ner til glæde og berigelse.
Og går det sådan, at det sidste
glemmes først —- de sidste pinefulde,
j
Send Deres hilsen
på festblanket
trange år, da vil hendes mand min-
des hende som sin ungdoms unge
brud, der voksede for sit budskab,
sil værd, sit sind - - øst af rigdoms
og godheds kilde. Og da er hver og
en, som elskede hende, rig midt i
savnet, taknemmelig midt i sorgen,
stærk midt i svagheden, for hun si-
ger det til os i dag og gør det levende
i vore hjerter: Med livets lys er livet
værd at leve og døden værd at dø.
Svend Hertling.
dssilinermut atortnt sutdlunit
filmil niorKutaiinerussut, tai-
malutdlo dssilissulil atorlug-
s'saitdlo sordlo mdko: Agfa,
Kodak, Zeiss avdlatdlo.
åssilissanut Kulipautilingnut Kali-
pautcKangitsunuldlo erssersaive-
Karpugut nutåliaussumik. ersser-
sartiniagkat ernlnaK suliarineKar-
tarput. - piumassoicarångat ag-
(11 ag ti tagssa t n al unaerssu tån i k
nagsi tsissarpugut.
ALT I
FOTO
Korende apparater i filmMHMlI
Førende mærker i film,
apparater og tilbehør:
Agfa, Kodak, Zeiss m. fl.
Moderne atelier for fotoarbejde —
farve såvel som sort]hvid. - - Omg..
ekspedition. — Brochurer sendes
efter ønske.
Halbergip tupai piumiharneruput
Mac Baren’s
GOLDEN BLEND
tupatsialavit
18