Atuagagdliutit - 13.12.1956, Qupperneq 8

Forbandelsens
B. H. K.
Ford Marinemotorit
ACTO motorit lkutagkat
2-nik åma 4-nik HK-gdlit
sarpSt ulugtautait, sarpit
B. H. IC.
Ford Marinemotorer
ACTO påhængsmotorer
2 og 4 HK.
Reversegear, propeller
BRDR. HANSEN
Sundkrogsgade 15 KBH. 0.
nigdlorserdlugo mamarnerussarpoK
Bør serveres afkølet.
BRISSON’s GARDENIA
Udsøgt dansk hedvinstype med
behagelig sødme. Egner sig spe-
cielt til is og desserter.
GOD
BEDRE
BESTLE
1' ra Shan-håi-kuan — helt ude ved
kysten af Pei-chib-li-bugten — der,
hvor den store kinesiske mur som en
kæmpemæssig drage begynder at
bugte sig ind over tandet, over bjer-
ge og tinder, feennera frodige dal-
strøg og dybe kløfter, fører kun dår-
lige veje ned over sletterne mod Pe-
king.
I fire døgn havde Lu fulgt muren,
men nu begyndte terrainet at blive
for ujævnt selv for den dygtige, lille
lådne mongolerpony, han red. Mul-
dyret, der var forspændt den stive,
tohjulede kærre, som fulgte ham, hav-
de længe haft svært ved at følge vej-
en, der nu var kun lidet mere end et
dybt hjulspor, skåret af andre kær-
rers høje, smalle hjul. — Inde under
vognens hvælvede halvtag sad en ung
kineserinde på hug — skærmet mod
sol og vind af et stort stykke blåt
bomuldstøj, der var udspændt mel-
lem to bambuspinde — og bagerst
på kærren var fastsurret en lys svi-
nelæderkuffert foruden bylter med
sengetøj og husgeråd.
Nu og da holdt Lu sin hest an og
bøjede sig ind under den skærmende
baldakin for at veksle et par ord
med den fine, spinkle, purunge kvin-
de, - og deres øjne mødtes da gerne
i et glad og lykkeligt smil, — thi det
anede dem begge, at deres forældre
havde handlet såre betænksomt og
klogt, da de i sin tid havde trolovet
de to, der dengang endnu kun var
børn,
Nu havde Lu været i Shan-hai-kuan
for at hente sin brud. — Bryllups-
højtiden var forbi, og lille Ko-ai på
vej mod sit nye hjem. —• Lu tænkte
kun på at fremskynde rejsen, han hi-
gede efter at føre sin unge, dejlige
brud over husets tærskel. Men veje-
ne var slette, og de små dyr måtte
skånes, for der var flere dagsrejser
igen. — Det var bleVet sent hen un-
der aften. Solen stod allerede lavt
forude, dens stråler fik slettens fuld-
modne korn både hvede, majs og
hirse — til at lue som lødigt guld, —
og de spredte dadelpalmer kastede
lange skygger.
Egentlig havde det været hans hen-
sigt at bede for natten i et lille lands-
byherberge, han buskede fra udtu-
ren, men kærren sinkede mere end
beregnet, og der var ikke mulighed
for at nå frem dertil inden aften. I
stedet for slog de ind på et spor, der
forte længere syd over i retning af et
tempel, hvis høje, grå, drageprydede
gavle kunne skimtes over en klump
grønne træer i det fjerne. Var det her
som i omegnen af Peking, ville temp-
Novelle af S. A. Klubien
par vejfarende — det kastede altid
en skilling af sig — og mærkeligt
skulle det være, om ikke også dette
tempel rådede over et tomt rum, hvor
Lu og lille Ko-ai kunne brede deres
måtte og tæpper for natten.
Da den lille karavane gjorde holdt
foran templets pompøse, trefløjede
marmorportal, luede solen endnu
over bjergene i vest. Lu sprang af
hesten, hjalp først sin kvinde af kær-
ren, så vendte han sig til muldrive-
ren.
„Du kan sikkert finde en eller an-
den, der kan give dig en håndsræk-
ning med baggagen,“ sagde han, „og
sørg så godt for dyrene, det fortje-
ner de. Dagen i morgen bliver lang
og anstrengende".
Del undrede ham iøvrigt, at der
ikke vår el menneske at se; —- ingen
krybende, pengegridsk dørvogter,
som tilbød sin hjælp, — ingen nys-
gerrig præst til at byde de rejsende
velkommen.
Fulgt af Ko-ai, der som skik og
brug krævede det af kvinden, holdt
sig nogle få skridt i ærbødig afstand
bag manden, gik Lu over templets
tærskel og ind i den yderste forgård1;
men heller ikke her var nogen le-
vende sjæl at se, hverken ude eller
inde. Lu kaldte, og hans stemme ka-
stedes tilbage som et dybt rungende
ekko, men ingen svarede.
I det svindende dagslys kunne de
se en dør i bygningen lige for por-
ten — den svingede med en skurren-
de lyd på sit ene søndrede hængsel,
når aftenens brise strøg ind gennem
porten. — Et øjeblik stod de begge
stille og lyttede, — kaldte så igen —•
men det eneste svar var dørens rust-
ne knirken.
„Vi må ind i den indre gård", sag-
de Lu, „kan hænde præsterne sidder
over aftensmåltidet, og det er grun-
den til, at her ingen er for at tage
imod os".
Men lille Ko-ai følte en ganske u-
forklarlig, knugende angst — der var
så dødt og stille mellem disse høje,
gamle bygninger, og hun for let skæl-
vende sammen, hver gang døren
smækkede for vinden. — Forsigtigt,
—• helt undseelig ved sin egen dri-
stighed —- listede hun hen over går-
dens brede, mosgroede fliser, til hun
nåede op på siden af sin mand,-og
hendes lille, spinkle hånd søgte fam-
lende efter fligen af lians kofte -—
ganske som et skræmt barn, der sø-
ger tilflugt ved sin moders skørt. -—
Men lille Ko-ai var med sine seksten
lets præster være glade for at huse et
Cigarer. si kål — Tobakker. tupat
Der er altid et af C. W. Obels gode mærker, der vil
passe Dem.
C. W. Obelip tamaisa pigai

tempel
somre ikke selv stort mere end et
barn.
„Gå ikke derind", hviskede hun og
mærkede, hvorledes rødmen farvede
hendes kinder. Hvor vovede hun vel
at råde sin herre og husbond?
„Vi kan ikke stå her hele natten",
svarede Lu lidt utålmodigt og gik hen
imod døren, medens Ko-ai tøvende
fulgte ham i hælene.
Solens sidste gyldne stråler faldt
skråt ind gennem templets portal og
ramte døren på dens brudte hængsel,
—• en lysstribe trængte ind gennem
åbningen, og forsigtigt kiggede de
derind - men uvilkårligt veg ban et
skridt tilbage, — og kvinden søgte
forskrækket at skjule sit ansigt mel-
lem sine små, spinkle hænder.
Inde fra mørket stirrede overna-
turlig store, men stærkt defekte gu-
debilleder dem i møde med hæslige,
fortrukne, stereotype smil om fede,
støvede læber. Gennem store huller
i taget sendte aftensolen spøgelsesag-
tige strejf ned gennem rummet, hvis
gulvflade næsten helt var dækket
med murbrokker, brudte teglsten og
halvrådne, trøskede træstumper, der
gav næring til ukrudt, græs og sprag-
lede giftsvampe i skøn forening. En
underlig kold og klam uhygge slog
imod dem fra den gamle ruin — et
tommetykt lag støv dækkede alt der-
inde, udviskede konturerne og
hvirvlede i trækken fra døren gen-
nem solstriberne som skyer af funk-
lende brillanter. — Og nu forstod de,
hvorfor ingen havde svaret på deres
kalden. Templet var øde og forladt
— en helligdom, der gennem men-
neskealdre måtte have ligget ubenyt-
tet hen.
Ko-ai stod skræmt og rystende ved
mandens side. Stedets uhygge havde
taget så stærkt på hendes nerver, der
i forvejen var sal på en hård prøve
ved de lange trættende dagsrejser ad
hårde, stenede veje, at hun gav sig til
at græde — først ganske stille, som
et barn i angst for det store ukendte,
— og Lu lagde beroligende sin arm
om hendes skulder.
„Du er træt", sagde han blidt, „men
nu skal du også snart komme til ro.
Her må dog findes et sted, hvor ta-
get kan skærme os for natten".
Men Ko-ai hulkede, -— hendes sar-
te ungpigeskikkelse skælvede i ræd-
sel for den uhygge, templet havde
åbenbaret — og hun klyngede sig til
sin mand.
Mørket var allerede ved at sænke
sig over sletten. Det gjaldt om i tide
at finde et rum, hvor de kunne til-
bringe natten, skærmet mod dalstrø-
gets kolde, klamme luft, der selv om
sommeren kunne være farlig for lun-
ger og bryst, — men Ko-ai lod sig
ikke trøste.
Hun løftede sit tårevædede ansigt
og så på Lu med et bønligt indtræn-
gende blik.
„Lad os komme bort herfra", hvi-
skede hun, „jeg føler, at det vil brin-
ge ulykke over os, hvis vi sover un-
der dette tempels tag."
Lu stirrede forundret på hende.
Det var første gang, at denne blide,
lille kvinde ikke blindt havde bøjet
sig for hans mindste ønske. — Det
var jo kun tåbeligt og barnagtigt af
hende, — og det anede ham, at hvis
lian nu gav efter for hendes lune, vil-
le hun kun tro, at også han var angst.
Det gik så sandelig ikke an. I mor-
gen i det klare dagslys ville hun se
ganske anderledes på det — måske
endog foragte ham for hans eftergi-
venhed. — Nej, han skulle sandelig
vise hende, at han ikke lod sig
skræmme af nogle gamle, forfaldne
og støvede gudebilleder.
8