Atuagagdliutit - 07.02.1959, Qupperneq 14

Grønlands skoles store
Alt er erstatteligt, blot ikke menne-
skeliv. — Endnu engang står denne
sandhed ubarmhjertigt klart for os.
Den grønlandske skole har lidt et
smerteligt tab. Fire af dens allerbed-
ste lærere er brutalt revet bort. De
var blandt dem, der gennem et langt
arbejde i skolen og på anden måde
havde vist, at det var dem en hjerte-
sag, at gensidig forståelse og samar-
bejde mellem danske og grønlændere
stadig måtte udvikles.
Om seminarielærer og folketings-
mand Augo Lynge, der siden 1924 har
arbejdet i skolen, men i de senere år
har haft andre og større opgaver at
varetage for sit land, vil der fra anden
side komme en udtalelse. I denne for-
bindelse skal kun lige berøres, at med
Augo Lynge mistede den grønlandske
ungdomsskole sin ældste lærer og sin
største personlighed. En lærergerning,
der begyndte for 35 år siden og har
båret rig frugt, endte i et politisk
frugtbart arbejde, der i høj grad også
vil komme den ungdom til gode, han
omfattede med så stor og levende in-
teresse.
I dyb tak herfor vil den grønlandske
skole altid ære Augo Lynges minde.
De tre andre lærere, om hvilke der
i denne sørgelige forbindelse må brin-
ges en udtalelse, er lærerinde fru
Ruth Egeskjold, tidligere skoleleder
og skoleinspektør i Egedesminde, og
efterskoleforstander Halfdan Ege-
skjold, begge Julianehåb, samt lærer
Anker Fårbæk Lemvig, Godthåb, ind-
til dette skoleårs begyndelse skolele-
der og skoleinspektør i K’utdligssat.
RUTH EGESKJOLD
Som ung lærerinde, omend i moden
alder, kom Ruth Egeskjold i 1937 til
Egedesminde. Hun ville først og frem-
mest opleve Grønland for eventyrets
skyld, hvilket dog for hendes vedkom-
mende absolut ikke betød blot ferie og
oplevelser. For hun viste sig hurtigt at
være en endog særdeles energisk og
pligtopfyldende lærerinde, der også ud
over sit egentlige skolearbejde tog op-
gaver op. I det hele taget greb både
livet og arbejdet heroppe hende straks
helt og fuldt.
Hun kom hurtigt til at holde af
grønlænderne — og de af hende. Hun
var inspirerende at arbejde sammen
med og som kolonifælle charmerende
cg frisk. Knagende dygtig og grundig
var hun. Eleverne respekterede, og
børnene elskede hende. Dygtigere læ-
rer er næppe set heroppe. År for år
usvigelig de samme gode resultater, og
det blev ved, til hun nu 22 år efter sin
ankomst afsluttede denne for en dansk
lærer så udsædvanlig lange lærerger-
ning i Grønland.
Da krigen i 1940 ramte Danmark
var det for meget for hendes følsomme
sind at blive heroppe. Hun solgte alt,
hvad hun ejede for at skaffe penge til
hjemrejsen — for at være med der-
hjemme. Hjemrejsen over Amerika,
Portugal, Frankrig og Tyskland vare-
de 3 måneder.
Ved afrejsen herfra sagde ieg til
hende, at hun sikkert vendte tilbage
når krigen engang var forbi. — Det
kunne der ikke være tale om! — Fem
år efter fik vi med første skib efter
k'igen brev fra hende om, at hun kom
med næste skib — og med en mand!
Efter nogle gode arbejds- og ven-
skabsår i Egedesminde sammen med
Egeskjolds forlod vi stedet i 1948. —
Halfdan Egeskjold overtog efterskolen
efter mig, og senere blev Ruth Ege-
skjold både skoleleder ved den store
nye ab-skole og skoleinspektør for det
store distrikt og tog sine rejser året
rundt i motorbåd eller slæde, selv kø-
rende sit hundespand.
Som skoleleder udførte Ruth Ege-
skjold også et udmærket arbejde, men
efter eget ønske forflyttedes Ege-
skjolds til Julianehåb i 1957, hvor hun
siden har virket som lærerinde.
I sine velmagtsdage var Ruth Ege-
skjold den fuldendte værtinde, der
kunne hygge om sine gæster som in-
gen anden.
Skolen har mistet en lærer af de
allerbedste og vi, der har kendt hende
gennem de mange år, en sjælden tro-
fast ven, som tillige var et fint og føl-
somt menneske.
HALFDAN EGESKJOLD
Som ung lyskrøllet lærer kom Half-
dan Egeskjold til Grønland i 1945 —
og sådan så han ud endnu, da han for
få dage siden var her på gennemrejse
til Danmark.
I forvejen sat ind i skolens forhold
gennem sin kones begejstring kom
han med det friskeste mod for at tage
fat blandt den grønlandske ungdom.
Og havde Ruth Egeskjold før krigen
været mig til umådelig støtte, så blev
han det ikke mindre efter. Så hjælp-
som, selvopofrende og gennemreel en
arbejdskammerat skulle man lede
længe efter! Og uden forskolearbejdet
tog han sig af spejderarbejde (sammen
med fru Egeskjold) og af elevernes
fritidsbeskæftigelse i alle måder. Han
var den ideelle ungdomskolelærer.
Allerede 1946—47 vikarierede Ege-
skjold for mig som forstander, igen
1949—50 og fortsatte så som eftersko-
leforstander i Egedesminde fra 1950
indtil 1957, da han forflyttedes til Ju-
lianehåb.
I løbet af de sidste år i Egedesmin-
de måtte Egeskjold gennemgå nogle
svære lidelser og måtte een gang hen-
tes med fly i februar og en anden gang
Stuepige Anne Sofie Møller Chri-
stensen, født i Ølgod 10.-12.-35., kom
til Dr. Ingrids Sanatorium i februar
1957.
Med sit gode humør og sit lyse smil
spredte hun glæde omkring sig, både
blandt patienter og medarbejdere,
hvadenten det var grønlændere eller
danske.
Anne ville gerne nå noget. Før hun
rejste til Grønland påbegyndte hun
uddannelse til sygeplejerske, men på
grund af sygdom måtte hun afbryde
det. Man mærkede dog hendes inter-
esse for sygeplejen, og ved sin afrejse
herfra var det klart for hende, at hun
gerne ville uddanne sig til noget mere.
Anne var villig og hjælpsom og gjor-
sejles sydpå i marts for at rejse til
Danmark for at blive opereret. Han
vendte i begge tilfælde energisk til-
bage og tog fat igen.
Halfdan Egeskjold var endnu en ung
mand. Vi havde håbet, de kunne være
blevet heroppe i mange år endnu. Vi
havde ham i allerførste række med
hensyn til udnævnelsen i en af de nye
topstillinger, skolen har fået. Han ville
gerne have fortsat, men hensynet til
begges helbred var bestemmende fol-
den afgørelse, de tog: det var farvel
til Grønland. — Det blev et større og
alvorligere farvel, end man kunne ane!
Vi takker dem for deres ildhu i det
grønlandske skolearbejde.
ANKER FÅRBÆK LEMVIG
Det var den pæne, stilfærdige lærer,
der rejste til Grønland i 1950. Han gik
stille med dørene. Det var nærmest
overraskende pludselig at opdage, at
han havde siddet otte år i K’utdlig-
ssat. Han passede sin skole og sit di-
strikt som skoleleder og skoleinspek-
tør. Der var altid orden i hans skole,
et godt forhold mellem leder og læ-
rere og mellem skole og forældre.
Som den pligtopfyldende, aldrig
krævende og aldrig kværulerende læ-
rer, han var, begyndte man snart at
lægge mærke til hans arbejde. Altid
tilfreds og altid søgende at klare en
vanskelig situation, selv gav han jo
ikke straks sine overordnede mange
lejligheder til at henlede opmærksom-
heden på sig. Men i det lange løb kun-
ne man ikke andet end lægge mærke
til Anker Lemvig; solid og positiv i
enhver henseende — det var han som
lærer og skoleleder. Det var en mand,
man kunne stole på.
Det var derfor glædeligt, da Lemvig
og fru Lemvig, før hun rejste til Dan-
mark i efteråret, begyndte at tale om,
at de kunne tænke sig at komme til
Angmagssalik i løbet af dette år. Det
ville have passet fortræffeligt.
Men vi fik — ikke mindst under
Lemvigs korte tid her i Godthåb —
øjnene op for, at vi i ham havde en
mand, vi burde anvende i en endnu
større stilling, og ligesom vi havde
håbet, at Halfdan Egeskjold var ble-
vet lederen af skolerne i Julianehåb,
de gerne små og daglige tjenester. Hun
følte sig knyttet til Sana og vi, der
lever her. Hun var en glad og god
pige, som vi holdt meget af.
Bente Heuch,
O versygeple j erske.
V
inilerissartoK — stuepige — Anne
Sojie Møller Christensen, inussoK 01-
godime 10.12.35 Dronning Ingridip sa-
natoriånut februarime 1957 pivoK.
nuånårtuamermigut Kungujulajuar-
nermigutdlo nåparsimassut suleicatau-
ssutdlo kalåtdlit Kavdlunåtdlo nuånå-
lersituartarpai.
Anne angussaKarusugtuvoK. Kalat-
således var vi nu helt klare over, at
Lemvig ville være egnet til en lignen-
de lederstilling.
Også derfor er tabet af Lemvig så
stort for den grønlandske skole. Og
kolleger og venner har mistet en sær-
deles god og trofast kammerat og ven.
Men fru Lemvig, som vi tænker så
meget på i denne tid, og deres lille dat-
ter har dog mistet allermest.
En lykkelig og tilfreds lille familie
er pludselig og så uendelig brutalt re-
vet fra hinanden for stedse!
Grønland er et dejligt land
— men Grønland kan også være et
hårdt land!
Æret være deres minde!
M. Gam.
ikmgutauvdluartOK
inuit atåssuteKarfigissat inuvdluar-
Kunigssait artornartuåinarpoK. ino-
Kartarpordle inuvdluarKUvdlugit ar-
torssarfigissaraluitdlunit Kimaguterér-
nerisigut Kanigtutut misigisimavfigiu-
artariaKagkanik.
Nungme inuit taima ikigtigissut inuit
pitsåussusiat ikiuiumatussusiatdlo sar-
Kumiuåinångitsusorissavne misigisi-
mavara Preben Saggau ikigtunut Ka-
Kutigortunut tatigissagssaussunut ilau-
ssok ikiuinigssaminut Kimagsainig-
ssaminutdlo OKautsimigut suliamigut-
dlo piarérsimajuartoK. ikiuiumatuvoK
erKarsåumik avdlamik ikiuiniarnine
tunuleKutaicartmago. ilumortuvoK o-
Kausilo åssigigdlutik tikitdlugo OKalu-
kåine Kimagsimagåinilo. KanilårtuvoK
— sordlo pissuseK kussanartOK tåuna
bibilime atorneKarneratut atordlugo.
pissusia issertortungilaK, taimåitumik
ilagalugo erKigsisimanartuvdlune. ag-
ssagssue sulissartup agssai tigujumi-
nartuput kutårneragut inuvdluarKune-
ragutdlo, issigiuminardlutik titartåu-
mik aKerdlussamigdlo sulisitdlugit, i-
ssigiuminardlutik noKartilingmik på-
tagtitdlugo.
måna Preben Saggau inuvdluarKU-
varput — Kanilåssutsimile ajungeKU-
tånik Kanigtuåsavåtigut. ikingutauv-
dluartoK avigsårneKarsinåungilaK.
Jørgen Felho.
dlit-nunånut autdlartinane nåparsi-
massunik pårssissugssamut iliniardlu-
ne autdlartisimagaluarpoK nåparsima-
leramile iliniarnine taimaitinarsimav-
dlugo. nåparsimassunigdle pårssissut
suliagssåinik soKutigissaKarnera ma-
lungnartuarpoK manganitdlo autdlar-
tinagule påsinarsisimavoK angneru-
ssumik iliniagaKarniartoK.
Anne mersernartungilaK ikiuiuma-
tujuvdlunilo uvdlut tamaisa sutdli-
ssiuartuvdlune. sanamut uvavtinutdlo
månimiunut atavdluinartutut misigi-
simavoK. arnauvoK nuånårtOK aju-
ngitsordlo nuénareKissarput.
Bente Heuch,
nåparsimassunik pårssissut Kutdlersåt.
Hun spredte glæde . nuånålersitsissarpoK
14