Atuagagdliutit - 26.02.1959, Qupperneq 4

Kjærbøl
Den 15. februar udsendte Johs.
Kjærbøl en erklæring hvori det bl. a.
hed: —
Først nu er jeg blevet bekendt med,
at direktøren for Den kongelige Grøn-
landske Handel, Hans C. Christiansen
fredag den 13. februar til „Aarhuus
Stiftstidende'” har udtalt, at jeg husker
fejl, når jeg mener ikke at have set
kaptajnernes første erklæring. Forly-
dender om, at der forelå en tidligere
erklæring fra kaptajnerne i KGH, blev
jeg gjort bekendt med onsdag den
fjerde februar i år. Jeg udtalte i den
anledning til „Politiken" at jeg ikke
havde set denne første erklæring. Jeg
kendte kun den, jeg i sin tid forelagde
folketinget. Det blev i det følgende af
KGHs direktion over for mig hævdet,
at jeg måtte være bekendt med denne
første erklæring. Man henviste til, at
der på et eksemplar af denne erklæ-
ring med blyant var anført „til mini-
steren i møde klokken 11,30“.
Herover for kunne jeg fastslå, og
det blev ikke bestridt af direktionen
— at det omtalte møde blev aflyst.
Kjærbøls erklæring fortsætter: —
Man må erindre, at der i begyndelsen
af marts 1957 opstod en pressedebat
om forsvarligheden af vintersejlads
på Grønland. Det foranledigede mig
som grønlandsminister til at anmode
KGHs direktion om at fremskaffe en
erklæring fra samtlige kaptajner om
deres syn på forsvarligheden heraf.
Under denne pressedebat anmeldte
Augo Lynge et spørgsmål til mig der-
om. Det blev sat på folketingets dags-
orden den 13. marts 1957. I de dage,
der gik forud orienterede direktionen
mig om, at der var forskellige vanske-
ligheder. Der var først den, at ved
forhandlingernes påbegyndelse var
samtlige kaptajner ikke hjemme, men
der var navnlig to problemer, som
kaptajnerne lagde megen vægt på, og
som direktionen også ønskede at få
formuleret klarest muligt nemlig at de
skibe, der anvendtes til atlantsejlads
om vinteren var de bedst tænkelige,
og at KGH ikke slækkede på disse
krav. Dernæst lagde kaptajnerne stør-
ste vægt på, at KGH førte en sådan
personalepolitik at tilgangen af unge
navigatører sikredes. Det var disse to
problemer, man fra direktionens side
telefonisk orienterede mig om, siger
Kjærbøl og fortsætter: — Det er først
nu, at jeg bliver bekendt med, at kap-
tajnerne oprindelig havde affattet en
erklæring, hvori man foruden at frem-
hæve risikoen ved sejlads i vintermå-
nederne også tilråder at indskrænke
den til det mindst mulige særligt med
henblik på passagerbefordring.
Videre siger Johs. Kjærbøl i sin
erklæring: — Jeg kan forsikre, at var
jeg blevet bekendt med at kaptajner-
nes betænkelighed drejede sig om del-
te spørgsmål så havde jeg ikke over-
ladt forhandlingerne alene til direktio-
nen men havde selv ført dem med de
syv kaptajner. Med en viden om, at
dette var deres oprindelige indstilling,
havde jeg naturligvis ikke i folke-
tinget kunnet udtale mig med den sik-
kerhed, hvormed jeg gjorde det, og
som jeg naturligvis følte mig beretti-
get til, efter at direktionen torsdag ef-
termiddag den 12. marts 1957 kom og
overrakte mig en erklæring med en
bemærkning om, at det ikke havde
Kaptajnernes o
erklæring
En udtalelse af fhv. grenlandsminister Johs. Kjærbøl
været let at forene alle synspunkter.
Uenigheden måtte — efter den orien-
tering, man tidligere havde givet mig
— alene dreje sig om kravene til ski-
bene og personalepolitikken.
Videre i Kjærbøls erklæring hed-
der det: — Foranlediget af, at man nu
i pressen har beskæftiget sig med den-
ne første erklæring, og min tidligere
udtalelse om, at jeg ikke havde kend-
skab til den, fandt der sent fredag
eftermiddag den 13. februar i år i mit
hjem en drøftelse sted med styrelses-
rådets formand, Ebbe Groes, Hans C.
Christiansen og Magnus Jensen. Det
blev her fastslået, at det møde, hvor
den første erklæring efter blyantnota-
tet skulle være overrakt mig, slet ikke
har fundet sted.
Under forhandlingerne i mit hjem
ønskede man fra direktionens side en
aftale med mig, hvorefter jeg kunne
fremsætte en udtalelse, der vel fast-
slog, at jeg ikke kendte den første er-
klæring, men at jeg hele tiden var ble-
vet orienteret om sagens forløb. Til
gengæld erklærede Hans C. Christian-
sen så, at han ville undlade offentligt
at meddele sin påstand om, at han
mente, at han havde vist mig erklæ-
ringen. Da imidlertid vendingen om,
at jeg var blevet orienteret om sagens
forløb måtte indebære, at jeg også var
blevet orienteret om kaptajnernes be-
tænkelighed ved vintersejladsen af-
slog jeg at indgå på et sådant såkaldt
„forlig".
Men i en sag, hvor påstand nu står
mod påstand må offentligheden døm-
me om, hvem man skal tro: den da-
værende minister eller den direktør,
der fredag aften kommer til mig og i
vidners nærværelse giver et sådant
tilbud til mig, et tilbud om at afstå
fra offentligt at bestride mine oplys-
ninger, skønt han samme formiddag
offentligt havde bestridt dem gennem
en udtalelse til „Aarhuus Stiftsti-
dende".
Når det i pressen er hævdet, at mit
motiv til at forsvare vintersejladsen i
marts 1957 var at hindre folketinget i
Efter hvad A/G erfarer, vil der i
meget nær fremtid blive taget stilling
til spørgsmålet om Grønlands uran. I
øjeblikket lægges sidste hånd på en
rapport fra atomenergikommissionen,
kryolitselskabet „Øresund" og Grøn-
lands geologiske Undersøgelser, og
den ventes at ville give svar på, om
atomstationen Risøs to DR-reaktorer
for fremtiden skal „fodres" med grøn-
landsk uran.
Sandsynligvis vil rapporten rumme
en sagkyndig vurdering af, hvornår
der eventuelt vil blive basis for en
rentabel udvinding af den uranfore-
komst, der er konstateret i Kvanefjel-
det i NarssaK. Som bekendt er fore-
komsten, der skønnes at være fem
millioner tons uranholdigt malm, ikke
stor nok til at det kan betale sig at
anlægge en fabrik til halvtreds til
hundrede millioner kroner, men det
menes, at det internationale uranfor-
brug i løbet af få år vil stige så meget,
at der vil blive brug for alt, hvad der
at nægte en bevilling til det skib, der
senere fik navnet „Hans Hedtoft", må
jeg oplyse, at bevillingen til skibet
blev givet den 14. november 1956, be-
stillingen blev afgivet den 15. novem-
ber, og den 31. januar 1957 bekræftede
folketingsflertallet bevillingstilsagnet.
Kjærbøls erklæring slutter. — Det
må berøre mig yderst pinligt, at en
embedsmand nu i denne tragiske si-
tuation offentligt hævder, at han har
gjort mig bekendt med en viden, jeg
bestemt ved, at han har holdt for sig
selv. Når jeg nu stilles over for op-
lysninger af en karakter, som denne,
må jeg dybt beklage, at man ikke den-
gang orienterede mig fuldt ud.
Direktøren afviser
angrebet
Handelsdirektør Hans C. Christian-
sen udtalte efter Kjærbøls erklæring:
„Jeg kan ikke anerkende rigtigheden
af Kjærbøls angreb. Jeg har derfor
anmodet grønlandsministeren om at
lade foretage en undersøgelse. Med
styrer Villy Nielsen, Julianehåb
Fra telegrafbestyrer Villy Nielsen,
Julianehåb, har vi modtaget:
— Kan man sige, en sejlads er for-
svarlig, når den baseres på held?
Det er en kendsgerning — selvom
KGH nødigt vil indrømme det, at
sejladsen rundt Kap Farvel specielt
kan skaffes. Og da vil der måske blive
muligheder for minedrift i Sydgrøn-
land ..
Finder man flere lejer i Narssan-
distriktet eller måske større forekom-
ster andre steder i Grønland, vil dette
imidlertid hurtigere kunne forrykke
det økonomiske grundlag for en pro-
duktion.
Mulighederne for at finde nye lejer
kan der naturligvis ikke siges noget
om, men at der sættes alt ind på at
spore nye forekomster, fortæller en
beretning fra Arktisk Institut, der net-
op er udsendt. Ifølge den er alle geo-
logiske ekspeditioner i Grønland ud-
styret med geigertællere.
Bliver der ikke tale om en storstilet
uran-produktion i Grønland foreløbig,
er det dog muligt, at man — når Risø
i 1960 får sin tredie og største reaktor
af den såkaldte Pluto-type — vil søge
at skabe en mindre „hjemmeproduk-
tion" af det kostbare brændstof i
Grønland.
—ps.
Hans C. Christiansen
den beslutning, regeringen har truffet,
betragter jeg mit ønske som dækket".
Handelsdirektøren henviser til det
udvalg, som regeringen efter Kjærbøls
erklæring anmodede højesterets præ-
sident om at nedsætte til undersøgelse
på uvildigt grundlag af hele spørgs-
målet.
i januar og februar ikke alene beror
på dygtigt sømandsskab og gode skibe,
men for størstedelen på held.
I årenes løb, hvor jeg har haft med
radiosikkerhedstjenesten at gøre, har
jeg hørt mange beretninger fra office-
rerne på skibene om, hvor heldige de
har været på den og den rejse, hvor
de var kommet betænkelig nær til et
isfjeld, som pludselig dukkede op trods
radar, og om svær overisning af ski-
bene samt om risiko i svær sø, og
mange af søfolkene har advaret folk
imod at sejle med i de omtalte måne-
der, fordi det er chancesejlads.
Hvor tit har vi ikke her i Juliane-
håb været urolige for et skib, der har
været i vanskeligheder i Kap Farvel-
området, f. eks. i julen 1956, da „Bri-
tannia" meddelte, at den lå i orkan,
hvorefter vi mistede radioforbindelsen
i mange dage, indtil skibet reddede sig
til Reykjavik med svær ovenbords
skade. Måneden efter kom forskræk-
kelsen med „Umanak". Der kunne
nævnes flere tilfælde.
Alverdens gode hjælpemidler kom-
mer til kort overfor de vejr- og is-
forhold, som specielt i de omtalte må-
neder hersker i farvandene syd for
Grønland. Radar kan man ikke stole
på i snevejr og sø, og hvis der tillige
er en del småis, kan man heller ikke
se, hvor de store stykker er.
Ved „Hans Hedtoft"s forlis har man
fra de ansvarlige myndigheders side
offentlig udtalt, at man ikke har me-
gen glæde af radaren under sådanne
forold. Da „Umanak“ var i vanskelig-
heder for et par år siden, gav man
folk den illusion om sikkerheden i
ugunstigt vejr, at man i radaren kan
se isfjeldene. Det kan man i regn og
tåge, men ikke i snestorm eller ved
overisning af radarantennen.
Derfor er de første måneder i året,
(Fortsættes side 17)
Grønlandsk uran i Risøs reaktorer?
Alle geologiske ekspeditioner i Grønland udstyret med geigertællere
Er en sejlads forsvarlig,
når den baseres på held?
— Hvorfor lytter man ikke til søfolkenes advarsler* spørger felegrafbe-