Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 26.02.1959, Blaðsíða 6

Atuagagdliutit - 26.02.1959, Blaðsíða 6
Pukkelhvalen understreger betydningen af søgående fiskefartøjer i Grønland! Torsken forsvinder, og koldtvandsfiskene vender tilbage, siger Jens Kreutzmann, Godthåb, der foreslår indkøb af brugte skonnerter i Danmark og Sverrig Under folketingets førstebehandling af lovforslaget om 57 millioner kro- ner-planen for de grønlandske er- hverv ville den radikale Hermod Lan- nung bl. a. vide, om man havde spurgt fiskeri-biologerne om deres syn på fiskeriets fremtid i Grønland. Grønlands-minister Kai Lindberg sva- rede, at det ville være svært selv for fiskeri-biologer at udtale sig om dette. Vi har spurgt lederen af fiskeribio- logisk laboratorium, Jens Kreutz- mann, Godthåb om hans syn på denne sag — særlig spørgsmålet om torske- fiskeriet. Koldere vand — Jeg er bange for, siger Jens Kreutzmann, at torsken er ved at forsvinde fra sine sædvanlige gy- depladser ved Grønland! Siden 1952 har vi foretaget jævn- lige målinger af hav-temperaturen i Godthåb distrikt. Af særlig inter- esse er målingerne ved Kapisigdlit i februar, når torsken begynder at gyde. Den gyder i ca. to graders varme, d. v. s. i en dybde af 50—60 meter. Denne temperatur har holdt sig næ- sten konstant siden 1952, men i år er den i 50—60 meters dybde helt nede omkring nul. Man skal nu ned på ca. 150 meters dybte for at møde denne temperatur, der betinger, at torsken gyder. Det kan være et forbigående fæno- men — men der er mange ting, der tyder på, at det går tilbage med tor- sken heroppe. Man ved , at torsken kom og forsvandt fra vore farvande før i tiden. Omkring 1950 nåede fisken helt op til UmanaK — men i de sidste somre har der slet ikke været nogen indhandling der. Fiskerisæsonen ved Fremmede nationers fiskere har i de senere år benyttet en opfin- delse, der letter snørefiskerne meget i deres daglige arbejde. På de to billeder ses en såkaldt „mere snella"", som opfindelsen hedder på norsk. Snella er en slags vindsel med håndtag. Man benytter helst ny- lon som „snøre". Ved hjælp af snella’en kan man uden besvær hale fangsten ind selv fra flere hundrede meters dybde! — Fiskeriet ved Kungmiut sidste år havde ikke givet så store resultater, hvis vi ikke havde anvendt snella, siger fi- skerne. De to billeder forestiller op- findelsen i funktion på isen ud for Kapisigdlit i ca. 20 graders kulde. -------------------------------.---J Disko-bugten bliver kortere og kor- tere. Koldtvandsfisken vender tilbage Ved Godthåb, hvor vi året rundt har systematiske undersøgelser i gang, er vi kommet til det resultat, at fjord- torsk, angmagssætter og pukkelhval — fisk, der kunne træffes, før tor- sken kom — nu igen kan træffes i sti- gende tal. 1908—09 var Adolf Jensen her som den første fiskeri-biolog. Han konsta- terede en mængde fjordtorsk — men torsk var der ingen af. I 1918—19 for- søgte man at salte fjordtorsken ved Julianehåb. Det første år gav et ud- bytte på 69 tons — det næste 28,5. — Fjordtorsken er en udpræget koldt- vands-fisk, der næsten forsvandt, da havet heroppe blev varmere. Ved Godthåb har vi konstateret, at der fanges mindst ti gange så mange af dem nu som for fem år siden. Hvad angmagssætter angår, holdt de i 30.-erne op med at gyde i Sukker- toppen og Godthåb distrikter. På vo- res togter har vi i de senere år ved hjælp af ekkolod konstateret, at de atter bliver flere og flere. Man kender således faste gydepladser her på eg- nen. F. eks. har angmagssætten gydt lige i nærheden af Godthåb by to somre i træk, efter at den ellers ikke har vist sig i mange år. I perioden 1953 til 56 konstaterede man ingen angmagssætter i Kobberfjorden. Sid- ste år viste de sig derinde igen. En pukkelhval er ligeledes et koldtvands- dyr. Før i tiden har der været mange af dem i Godthåb distrikt. Omkring 1920 forsvandt de imidlertid. Nu er de pludselig vendt tilbage. I sommeren og efteråret 1957 var der mindst fem heromkring og i fjor mindst ti. Jeg har ikke blot selv, men også andre har gjort samme iagttagelser. Tilbagegang i fiskebestanden Hvis torskebestanden havde holdt sig konstant, fortsætter Jens Kreutz- mann, ville indhandlingen i de senere år have været meget større end til- fældet har været. De opnåede resul- tater harmonerer ikke med det, man kunne vente med de større og bedre både og redskaber. Den forholdsmæs- sigt mindre fremgang må skyldes en tilbagegang af fiskebestanden. Omkring 1940 begyndte torsken ut vise sig ved havoverfladen ved Ka- pisigdlit i maj og juni. Der var så mange af dem, at havoverfladen så ud, som om den var levende' Dette fænomen er nu en saga blott. Deres forsvinden fra havoverfladen kan ikke skyldes rovfiskeri alene! Den tørre luft Dr. phil. Poul M. Hansen har — lige- som andre fiskeribiologer — påvist, at 1947-årgangen af torsk, der nu gerne skulle dominere heroppe, faktisk ikke har haft indvirkning på indhandlin- gen, da de fleste af dem er gået ind i islandske farvande. Kun i den syd- ligste del af Grønland har man haft glæde af den store årgang. Dette har man kunnet konstatere gennem mærk- ning af fisken. Hvorfor vandet med eet er blevet så koldt er ikke godt at vide. Jeg har imidlertid den teori, at det kan være, tør. — Antagelig på grund af denne fordi luften heroppe er usædvanlig tørke, fordamper havet mere end nor- malt — og enhver vædske, der for- damper, har jo tilbøjelighed til at blive koldere. Hvis torsken er på vej væk fra de grønlandske farvande — hurtigere end man har regnet med — må regering og folketing allerede nu begynde at tænke på anskaffelsen af større sø- gående fartøjer til de grønlandske fi- skere. For tiden ejes fire større far- tøjer af folk, der bor i Grønland, men selv disse fartøjer er for små til fjern- fiskeri. Grønland kan ikke eksistere uden fiskerierhvervet. I Holsteinsborg lokale avis, „Paor- toK“ har „palase,, svaret et indlæg af Knud Abeisen om sekterne følgende: Endelig er der en, der spørger i „Grønlandsposten", om ikke der er mange andre ting her, som er far- ligere end sekternes virksomhed. Her er der vel især tænkt på spiritusmis- brug og moralproblemerne. Jeg vil her gerne spørge indsende- ren af det indlæg, om vi ikke er enige om, at den grønlandske kirke ikke trods alt har været et værn mod me- get usundt og farligt, som i årenes løb har fundet vej til den grønlandske be- folkning. Hvis vi er enige om det, kan vi vist også godt blive enige om, at sekterne, der jo vil ødelægge kirken indefra, er farligere end de fjender, der angriber udefra. Som bekendt kan et rige, der er kommet i splid med sig selv ikke bestå. Hvordan vil det se ud, hvis den grønlandske menig- hed på grund af forvirring og falske lærdomme kommer i splid med sig selv? Derfor må vi være opmærksom- me på farerne i sekternes virksomhed og ikke undervurdere den forvirring, de kan bringe med sig. Til slut vil jeg gerne tilføje et par kommentarer til Knud Abeisens ind- læg i „Grønlandsposten". Knud Abei- sen skriver blandt andet: „Hvordan går det så med vore egne kateketer og præster? I må passe på, at jeres me- nigheder ikke bliver taget fra jer — sammenlignet med tidligere tiders forkyndere er de blevet alt for vage". Knud Abeisen gør sig her skyldig i en stor fejltagelse. Menighederne er ikke præsternes menigheder, og kir- kerne er ikke præsternes kirker. Me- nigheden er et fællesskab, hvor ikke blot præsterne og kateketerne har an- svaret, men også Knud Abeisen, så sandt han ønsker at være medlem af den lutherske menighed. Her har vi alle et ansvar, og derfor kan Knud Abeisen ikke kaste sten efter kate- keter og præster, uden det falder til- bage på ham selv. Hvis man er med- lem af menigheden, kan man ikke samtidig stille sig udenfor og pege fingre ad den. Luther siger jo, at vi alle skal være præster, men for at vi kan have orden i menigheden, må vi have folk, der er uddannet til at for- Færingernes eksempel. Kan man ikke følge færingernes eksempel? spørger Jens Kreutzmann. Da færingerne begyndte på deres fjernfiskeri, købte de ældre skonner- ter fra England for næsten ingen pen- ge. De har benyttet dem godt, og nogle af dem eksisterer endnu. I disse dage udbydes der mange skonnerter til salg i Sverrig og Dan- mark. Kunne man ikke købe nogle af dem til de grønlandske fiskere? Når nordmændene og færingerne kan drive fiskeri i de grønlandske far- vande med overskud til trods for, at de har store udgifter til transport — hvorfor skulle grønlænderne så ikke kunne klare sig, når de har fisken lige uden for døren? Janus. kynde ordet og forvalte sakramenter- ne. De er som forkyndere bundet af den tekst, de skal forkynde og tek- stens tale til dem selv. Hvis man har noget at indvende imod præstens for- kyndelse, var det vist i dette tilfælde bedre at tale med præsten selv. Det kunne sikkert give stof til en god sam- tale. Præsterne er menighedens tjener, og derfor vil jeg gerne her gøre op- mærksom på, at hvis nogen har noget spørgsmål, som de gerne vil drøfte med præsten, skal de til enhver tid være velkomne. Uden udsmykning Det er alligevel ikke helt ved siden af. Det omdiskuterede skue- og høre- spil „Måske", indeholder på en række områder sandhed. Stykket bygger på en virkelig til- dragelse lige før nyordningen trådte i kraft. — Dengang boede i den lille nordgrønlandske koloni, hvor stykket udspilles, et meget afholdt bestyrer- par, og det var her en ung dansk sygeplejerske og en ung grønlænder tog sovepiller og døde på sygehuset, fordi de ikke måtte få hinanden for myndighederne. Men bortset fra det, er stykket en god karakteristik af forholdene i en hvilken som helst koloni på det tids- punkt, og det er ikke af ondskab, at personerne er blevet fremstillet på den måde. Der var jo en tid, da Grøn- land blev betragtet som et land for skuffede danskere, og de danske her- oppe anså forholdene for mere eller mindre håbløse og sluttede gerne med et „måske", når talen var om landets fremtid. Jeg tror heller ikke, at nogen, der kender forholdene ud og ind fra den- gang, kan forarges over stykkets frem- stilling af grønlænderne. Den dag i dag har danske og grønlændere vidt forskelligt syn på mange ting. Det frie liv, som grønlændere gennem århun- dreder har ført, afspejler sig endnu på mange områder i nytiden. Finn Methling har nedfældet et tidsbillede og bearbejdet det for pub- likum uden udsmykning. Julut. Havels temperatur ved Kapisigdlit i februar 1952—59 imap Kapisilingne februarime 1952—59 kisséssuserissartagai dybde i 1952 1954 1956 1957 1958 1959 meter 6.-2. 2.-2. 16.-2. 19.-2. 11.-2. 11.-2. 0 -4- 1,0 -4- 1,3 -4- 1,2 + 1,5 ■ 1,3 + 0,1 20 -4- 0,15 -4- 1,02 -r- 1,10 + 1,75 + 1,5 + 0,18 50 1,00 2,05 1,83 1,80 2,2 0,18 100 2,15 2,46 1,98 1,78 2,3 ' 0,16 150 1,95 2,50 1,95 2,15 1,64 200 1,85 2,60 2,00 2,54 1,65 Et svar til Knud Abeisen 6

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.