Atuagagdliutit - 06.05.1959, Side 14

Beskyttelse af ren-semler og kalve
— udvidet jagt på kukke
— mener magister Chr. Vibe — Ren-jagten i Grønland
skal drøftes af landsrådet
Anstrengelserne ved en renjagt er hurtigt glemt,
når resultatet ser sådan ud...
auvfarme ndgdliuperdrtarneK sugssardliuna —
imåitunik takulerdlune ...
Landsrådet skal
drøfte vildrener
For at renen kan trives godt i Grøn-
land, må der først og fremmest være
rigeligt med vegetation. Somrene må
være milde med tilpas fugtighed og
grokraft i fjeldene.
Når de grønlandske somre og vintre
er så ustabile med hensyn til nedbør,
varme og kulde, overisning og vindak-
tivitet, der altsammen spiller en rolle
for vegetationens vækst og dennes
tilgængelighed om vinteren, skyldes
det variationerne i storis-forekomster-
ne omkring Grønland, især i vinter-
og forårsmånederne. Megen vinter-
storis kan give stabile forhold i fjel-
det, mens ringe storismængder viser
tendens til at give ustabile forhold
med tilbøjelighed til megen sne og
overisning på den for renen vanske-
ligste årstid.
Kan en opgangsperiode ventes!
Under gunstige klimaforhold kan
sommervegetationen hurtigt vokse op
i tilstrækkelig mængde til at ernære
en stor renbestand. Renens vinterre-
serve, for en stor del lavvegetationen
på de stenede indlandsterræner, vok-
ser derimod meget langsomt og kræ-
ver mange års hviletid, før den kan
nå på højde med sommervegetationen.
Dette er måske årsagen til, at der re-
gelmæssigt er forløbet en lang årræk-
ke mellem alle de kendte renperioder
i Grønland. Disse renperioder har kul-
mineret ca. 1766, ca. 1840 og ca. 1914.
Dersom samme tendens fortsætter,
kan vi vente en ny opgangsperiode
for renerne i løbet af en halv snes år
med kulmination i årene op til 1988 —
hvis vi giver bestanden tilstrækkelig
ro til at sætte opsvinget igang!
Der har således tidligere været ca.
74 år fra midten af en god renperiode
til midten af den næste, mens der kun
har været ca. 37 år mellem de kendte
klimaperioder fra 1766 indtil nu.
Hvileperiode nødvendig
Rævene følger nøje klimaperioder-
ne, mens renerne hidtil har sprunget
hveranden periode over. Dette kan
bedst forklares ved, at renernes vin-
terføde ikke kan nå at komme op på
største ydeevne i løbet af en enkelt
periode, men må bruge den dobbelte
tid dertil. I et begrænset område som
det vestgrønlandske kystland har re-
nerne ikke store muligheder for at
skifte mellem sommer- og vinterfou-
rageringspladser, som de har på kon-
tinenterne, hvorfor vi får de bratte
fald i vildrenbestandene, når vinter-
føden slipper op, eller når overisning
eller sne skjuler den. En lang hvile-
periode med ringe tilvækst i renbe-
standen kan i første tilfælde være
nødvendig for at bringe vinterføden
på fode igen.
Den berømte renperiode 1320—50
Den bedst kendte og mest berømte
renperiode var i første halvdel af for-
rige århundrede, nærmere betegnet
1820—60, hvor renen tiltog med eks-
plosiv kraft langs hele Vestkysten,
først sydpå i Godthåb- og Sukkertop-
Landsrådet skal
drøfte vildrener
I den kommende landsråds-
samling skal de grønlandske
vildrener til behandling. En
eventuel regulering af jagten
skal drøftes, og i denne forbin-
delse har magister Chr. Vibe
skrevet denne artikel, hvori han
finder det formålstjenligt, at der
indføres en fredningspause, som
falder sammen med parringsti-
den, samt at jagttiden for sem-
ier og kalve indskrænkes, i det
mindste indtil dyrene igen be-
gynder at spredes mod nord og
syd i Sukkertoppen distrikt. På
den anden side mener magister
Vibe, at en forlænget jagttid for
bukken vil være forsvarlig.
pen-distrikterne, senere nordpå helt
op til Upernavik. Ved Frederikshåb
blev der mærkeligt nok kun indhand-
let nogle enkelte skind i denne perio-
de, og i Godthåb begyndte tilbagegan-
gen allerede før 1840, mens Sukker-
toppen — Holsteinsborg — Egedes-
mindedistrikterne fortsatte fremgan-
gen til sidst i 1840-erne, Arsagen til
renernes ringe tal ved Frederikshåb
og det tidlige fald i bestanden i Godt-
håbs-distriktet må blandt andet søges
i vanskelige vintre med sne og over-
isninger af fjeldene i Sydvestgrønland,
forhold, der har gjort sig mindre gæl-
tende længere nordpå — eller som
først på et senere tidspunkt bredte sig
nordover.
Da renbestanden dengang var på sit
højeste blev der, efter at landets eget
forbrug var dækket, indhandlet føl-
gende antal skind årligt i gennemsnit
over en tiårig periode:
Godthåb ......... ca. 3000 skind,
Sukkertoppen .... ca. 4000 „
Holsteinsborg .... ca. 6000 „
Egedesminde .... ca. 3500 „ og
Nugssuau til
Upernavik . ...... ca. 1000 „
Klimatisk bestem« forskydning sydpå
Det bedste rendistrikt var således
Holsteinsborg-distriktet og derefter
Sukkertoppen og Egedesminde —
mens de bedste rendistrikter i øjeblik-
ket er Sukkertoppen-Godthåb-distrik-
terne — altså en forskydning sydover.
Denne forskydning af renterrænerne
er ganske sikkert klimatisk bestemt.
(Fortsættes side 24)
Man skal være vågen og have gode øjne,
når man er på renjagt
auvarniaråine kisiåniuna ninarigsårdlune
ncKerpagssuit — nagssugpagssuitdlo