Atuagagdliutit - 25.08.1960, Blaðsíða 29

L YTT E R rapporten
Søndag 31/7: Ros og roser til Aase
Leth for en fin lille børnetime om den
uartige krage, der oplever en hel mas-
se. Det var en hel lille Godnat til de
Små é la Inge Aasted .
Mandag 1/8: En halv time med den
uopslidelige Glenn Miller, der spillede
alle sine mest uopslidelige numre, der-
iblandt selvfølgelig den ekstra-uopsli-
delige „In the Mood“. Der er noget
symptomatisk i, at netop Miller er ved
at komme på mode igen —hans spille-
måde var så strømlinet, at han for-
mentlig var tyve år forud for sin tid,
hans musik er i pagt med caravellen
og de andre jet-vidundere. Gad vidst,
hvordan han ville have spillet, om han
havde levet i dag? — Formentlig på
samme måde: sterilt og overfladisk,
men strømmende, med uanede fart-
reserver i sig, effektivt og effektfuldt.
Og lidt kedeligt. Men man keder sig
måske også, når man sidder i en cara-
velle og ikke mærker den store, lyd-
løse fart.
Så var der den store udsendelse om
Andes-indianerne, og den var god.
Man greb — som rimeligt var — til-
bage til Pizarro og de andre spanske
eventyrere og landevejsrøvere og for-
talte om deres erobring af de store,
gamle kulturriger (vor europæiske
kultur har jo ofte hævdet sig over for
andre ved at være dem overlegen i
krigskunst ■•••) og den påfølgende
nedsynken i besættelsens mørke og
barbari og ukultur. Vi fik at vide, at
de nulevende Andes-indianere var
„triste", at kun brændevin kunne slå
et smil af dem, og at de havde „tabt
melodien". Ikke sært. På fyrre år gik
befolkningen på Perus højslette ned
fra fire millioner til halvanden....
Vi beskæftigede os ellers mest med
nutiden. Og nu ligger det sådan, at
IWO, den internationale arbejdsorga-
nisation, forsøger at gøre noget for
sagen, men vel at mærke ikke bare
ved at pumpe penge i, næ, det er be-
folkningen selv, som skal klare det
hele, man vil blot give dem uddannel-
sen og de andre nødvendige midler
dertil. Og først og fremmest vil man
forsøge at skabe en mentalitetsæn-
dring, en optimisme, en arbejdsomhed,
en ændring af følelsen af at være et
besat folk; man forsøger at skabe en
følelse af, at det hele kan nytte no-
get, og at de kan selv —
Minder det Dem om noget? Sætter
det tanker i gang? Så skynd Dem en-
delig at slukke for apparatet og kast
Dem over aftenkaffen.
Onsdag 3/8: „Blæsere i Bredgade"
klokken 19,55 — en masse mænner
med store truthorn havde sat hver-
andre stævne i Odd Fellowpalæet, og
så gik det ellers løs. Man fik en gan-
ske hyggelig sludder for en sladder —
folk er i reglen hyggelige, når de be-
skæftiger sig med deres hobby, og
disse fritids-blæsere dannede da hel-
ler ingen undtagelse. — En ting må
for øvrigt beundres: den dristighed,
hvormed denne samling amatørmusi-
kere gik i lag med splinterny, moderne
og svær musik, uropførelser — i ste-
det for de sædvanlige tyrolerhopsaer
og operettetoner og trompetpolkaer.
Hatten af for det!
Vi nåede nr. 6 i rækken af Beetho-
ven-symfonier, og der skal jo nok
sidde en række forbitrede mennesker
og true afmægtigt ad radioen, hver
gang den bringer sådan noget. Tru
bare! De skulle hellere lukke kassen
op på fuldt drøn — og fløjte med!
Og så er der endda sat symfonimu-
sik på programmet igen om fredagen
— har man kendt mage! — Det er rart
at se, at radioen vover at gå ud over
den efterhånden faste onsdags-udsen-
delse engang imellem.
Ikke engang i onsdagens sidste mu-
sikudsendelse lod man folk slappe af
med lidt kommerciel underholdnings-
musik, men gav os igen noget, som for
mange sikkert er lige så svært at gå
til som opusseriet: helt moderne jazz.
— Det gælder om at holde ørerne sti-
ve en aften — men det tager de nok
heller ingen skade af!
Tirsdag 1618: Først lidt kammermu-
sik — og så „I Stenos fodspor" (20,10),
en lille udsendelse med sightseeing,
idet vi krydsede rundt imellem de ita-
lienske byer, hvor den danske lærde
færdedes for tre hundrede år siden.
Vor guide var en efterkommer af Ste-
no, en nutidig lærd, som desværre fo-
rekom noget stuetør. Man havde ger-
ne hørt mere om Steno og mindre om
guidens fornemmelser ved at færdes
de samme steder. Stoffet var spæn-
dende, men fremstillingen uspænden-
de.
Og det var, hvad der var af danske
udsendelser. Der bliver jo ikke tid til
meget, når der også skal være et par
timers landsrådspalaver.
Onsdag 17/8: Janus Sørensen fortalte
i udsendelsen „Mellem hvalrosser og
isbjørne" om Østgrønland. Vi hørte
om, hvordan kulrøgen fordriver hval-
rosserne, og om hvor forbavsende til-
lidsfulde bjørnene kan være — ligger
et skib i isen, kan bjørnen finde på at
stille sig med forlabberne op ad skibs-
siden og lade sig fodre. En sådan tillid
skal man ikke skuffe, mente Janus
Sørensen, der gerne så bjørnene fre-
dede i sommertiden (besejlingssæso-
nen) — og i øvrigt kunne oplyse, at
mines.elskabet, der driver minen i Me-
stersvig, har forbudt bjørnej agt på
skibe til og fra minen. — Bare man så
kunne være sikker på, når man mødte
en isbjørn, at den også betragtede én
som fredet!
Og bagefter gled vi så på vuggende
valsebølger ud i et flødeskumsorgie
af de kære kendte operetteklange —
Offenbach, Strauss og Sullivan — for
først at blive vækket af trancen igen,
da vi stillede til svedetime hos Frede-
rik Nielsen for at få rusket lidt op i
sprogkundskaberne.
Torsdag 18/8: Det er let at anmelde
de danske udsendelser for tiden, for
der er kun så få, og så korte, så korte
er de. Der var nu denne her med sten-
haven i Vendsyssel. Christian Kryger
havde en samtale med en samler —
dem er der mange af, og de særeste
ting samler de på — om hvem man
med lige så stor ret som om Jens Vej-
mand kunne nynne: „Hans liv var
fuldt af sten". Hans have var i hvert
fald. Der var gruttesten fra oldtiden
og maltsten fra før ølfabrikkernes tid
og slibesten fra Kong Volmers dage og
tupilakker fra Læsø og meget andet
godt. Nationalmuseet var interesseret,
og folk kom fra hele verden, også uden
for Vendsyssel — men skidt med det:
dét, som gjorde udsendelsen værd at
høre på, var simpelthen, at her havde
man en mand, som gik med liv og
sjæl ind for sin idé, og som vidste
noget om tingene. Eller sagt på en an-
den måde: selv om man måske ikke
ville give fem flade øre for at se på
hans ragelse, så følte man, at det ville
være en oplevelse at besøge stenhaven
og høre ham fortælle.
Bagefter spilledes diverse banale
melodier af et orkester, som udmær-
kede sig ved at have en harpespiller
med. Og ellers ikke.
Lørdag 20/8:1 „Gæster i byen" hørte
vi overlæge Clemmensen fortælle om
åndssvaghed og sindslidelser. Der blev
sagt ting, som var gode at få forstand
af — bl. a. om forbrydelser, som var
begået af åndssvage, hvis sygdom ikke
var erkendt, om den åndssvages mang-
lende sans for „rigtigt" og „forkert",
og om, hvorledes man i Grønland er
tilbøjelig til at drille og gøre nar af
folk, der kommer hjem fra sindssyge-
hospital eller psykiatrisk behandling,
noget, der naturligvis kan virke fuld-
stændig psykisk lammende for de på-
gældende. Sådan noget kunne man og-
så komme ud for for 25 år siden i
Danmark — mens det i dag, groft sagt,
er blevet en slags modesag at gå til
psykiater. — Og endelig fik vi fra
kompetent side bekræftet, hvad vi jo
nok så småt kunne vide i forvejen: at
grønlænderen reagerer langt stærkere
på livets modgang og medgang, end vi
andre sløve padder.
Så var der en grønlandsk udsendel-
se og derpå en lille time med danske
udsendelser — tre i tallet — og rapt
faldende slag i slag. Set fra et kultu-
relt synspunkt var der ikke meget at
hole, men under synsvinklen: „Under-
holdning" (og det er jo i sidste ende
det, de fleste mennesker kræver af en
lørdagaftens radio) var det slet ikke
så tosset. Først en halv times cowboy-
sange, en genudsendelse. Det var Ole
Mortensen, der havde lavet den, og
det var Gustav Winckler og Svend
Såbye-koret, der lagde krop til. Denne
kodrenge-romantik er jo vældig po-
pulær, hvor falsk den end er (og end-
nu falskere bliver den selvfølgelig af,
at man lader en glatbarberet crooner
og et nydeligt herrekor synge sange-
ne). For resten er der jo noget, der
hedder cowboy-sange — men den æg-
te vare er ikke slet så velklingende,
det er en slags moderne folkeviser af
overvejende bedrøveligt indhold, sun-
get mere eller mindre kønt til primi-
tivt guitar- eller mundharpeakkom-
pagnement. Nu har enhver jo ret til
at påskønne den ægte vare mere end
den kønne og velklingende falske, og
derfor skal vi uden et sekunds be-
tænkning udnævne denne udsendelse
til den dårligste af de tre.
Endnu en form for falsk romantik
præsenteredes i Nyhavns-viserne, som
fulgte bagefter. Enhver, som kender
Nyhavn af andet end omtale ved, at
det er meget småt med romantikken.
Men det skal nu ikke lægges Sigfred
Pedersen til last, at han kunne få øje
på den smule, der var — dengang.
Hans digte er meget bedre end deres
rygte, især dem, der ikke er blevet
populære. Og Ove Sprogø læste dem,
så man sad med hovedet helt inde i
højttaleren for at få det hele med. Det
er ikke ofte, man hører en skuespiller
læse digte med sans for digtets rytme,
de fleste „spiller" digtene, og det er de
spilme ikke beregnede til. Her var op-
læsningen strålende, man nød de ti
minutter.
Falsk romantik er formentlig det
sidste, man kan beskylde Spike Jones
for, al den stund hans hele stræben
går ud på at punktere ballonen. Enten
kan man lide Spike Jones, eller man
finder ham plat og kan ikke udstå
ham. Men enten-eller, så er det abso-
lut ikke ufestligt, hvad han får ud af
ouverturen til Wilhelm Tell (heste-
væddeløb!). Stephen Fosters smukke
„Jeannie with the light brown hair" er
blevet til „Brownie with the light blue
jeans" — og et pletskud er det, når
den øretæveindbydende crooner (en
parodi på alle de supermandige fløjls-
drenge i den kommercielle pladeindu-
stri) i „Deep Purple" begynder at ga-
be og sukke over sin egen sang og til
sidst falder i søvn ....
Der er intelligens og skarp ironi i
al Spike Jones’ halløj — og det er slet
ikke af vejen med lidt paprika og pe-
berrod sådan en lørdag aften.
Søndag 21/8: Søndagens gode histo-
rie var god — nemlig Damon Runyons
newyorkske gangsternovelle „Johnny
Enøje", læst af Henning Moritzen.
Ellers kan man om resten af søn-
dagens program henvise til sidste lyt-
terrapport (i A/G nr. 15), hvor en æret
kollega og lytterforeningsmedlem stil-
ler et fortrinligt forslag til brug på
den ubrydelige søndagsorden, således
at vi får ønskekoncerten om middagen
og noget virkelig kalorieholdigt om
aftenen (ugens formentlig bedste lyt-
teraften).
„Det døve øre"
Slædehundehvalpe
i Danmark
af personligt hjemførte „Ege-
desminde-forældre" sælges i ok-
tober hos
lærer Poul Bech Jessen
Dalsgårdsvej 3
Langeskov — Fyn
Billede fra Peter F. Heering’s plantagevirksomhed. Hvert fad rummer ca. 12.000 liter. — åssiliaK una Peter F.
Heeringip nautitsiviutånit tigussauvoK. nåpartaussarssuit tamarmik ingmikut 12.000 liter migss. imaKarsinåuput
29