Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 25.08.1960, Blaðsíða 29

Atuagagdliutit - 25.08.1960, Blaðsíða 29
L YTT E R rapporten Søndag 31/7: Ros og roser til Aase Leth for en fin lille børnetime om den uartige krage, der oplever en hel mas- se. Det var en hel lille Godnat til de Små é la Inge Aasted . Mandag 1/8: En halv time med den uopslidelige Glenn Miller, der spillede alle sine mest uopslidelige numre, der- iblandt selvfølgelig den ekstra-uopsli- delige „In the Mood“. Der er noget symptomatisk i, at netop Miller er ved at komme på mode igen —hans spille- måde var så strømlinet, at han for- mentlig var tyve år forud for sin tid, hans musik er i pagt med caravellen og de andre jet-vidundere. Gad vidst, hvordan han ville have spillet, om han havde levet i dag? — Formentlig på samme måde: sterilt og overfladisk, men strømmende, med uanede fart- reserver i sig, effektivt og effektfuldt. Og lidt kedeligt. Men man keder sig måske også, når man sidder i en cara- velle og ikke mærker den store, lyd- løse fart. Så var der den store udsendelse om Andes-indianerne, og den var god. Man greb — som rimeligt var — til- bage til Pizarro og de andre spanske eventyrere og landevejsrøvere og for- talte om deres erobring af de store, gamle kulturriger (vor europæiske kultur har jo ofte hævdet sig over for andre ved at være dem overlegen i krigskunst ■•••) og den påfølgende nedsynken i besættelsens mørke og barbari og ukultur. Vi fik at vide, at de nulevende Andes-indianere var „triste", at kun brændevin kunne slå et smil af dem, og at de havde „tabt melodien". Ikke sært. På fyrre år gik befolkningen på Perus højslette ned fra fire millioner til halvanden.... Vi beskæftigede os ellers mest med nutiden. Og nu ligger det sådan, at IWO, den internationale arbejdsorga- nisation, forsøger at gøre noget for sagen, men vel at mærke ikke bare ved at pumpe penge i, næ, det er be- folkningen selv, som skal klare det hele, man vil blot give dem uddannel- sen og de andre nødvendige midler dertil. Og først og fremmest vil man forsøge at skabe en mentalitetsæn- dring, en optimisme, en arbejdsomhed, en ændring af følelsen af at være et besat folk; man forsøger at skabe en følelse af, at det hele kan nytte no- get, og at de kan selv — Minder det Dem om noget? Sætter det tanker i gang? Så skynd Dem en- delig at slukke for apparatet og kast Dem over aftenkaffen. Onsdag 3/8: „Blæsere i Bredgade" klokken 19,55 — en masse mænner med store truthorn havde sat hver- andre stævne i Odd Fellowpalæet, og så gik det ellers løs. Man fik en gan- ske hyggelig sludder for en sladder — folk er i reglen hyggelige, når de be- skæftiger sig med deres hobby, og disse fritids-blæsere dannede da hel- ler ingen undtagelse. — En ting må for øvrigt beundres: den dristighed, hvormed denne samling amatørmusi- kere gik i lag med splinterny, moderne og svær musik, uropførelser — i ste- det for de sædvanlige tyrolerhopsaer og operettetoner og trompetpolkaer. Hatten af for det! Vi nåede nr. 6 i rækken af Beetho- ven-symfonier, og der skal jo nok sidde en række forbitrede mennesker og true afmægtigt ad radioen, hver gang den bringer sådan noget. Tru bare! De skulle hellere lukke kassen op på fuldt drøn — og fløjte med! Og så er der endda sat symfonimu- sik på programmet igen om fredagen — har man kendt mage! — Det er rart at se, at radioen vover at gå ud over den efterhånden faste onsdags-udsen- delse engang imellem. Ikke engang i onsdagens sidste mu- sikudsendelse lod man folk slappe af med lidt kommerciel underholdnings- musik, men gav os igen noget, som for mange sikkert er lige så svært at gå til som opusseriet: helt moderne jazz. — Det gælder om at holde ørerne sti- ve en aften — men det tager de nok heller ingen skade af! Tirsdag 1618: Først lidt kammermu- sik — og så „I Stenos fodspor" (20,10), en lille udsendelse med sightseeing, idet vi krydsede rundt imellem de ita- lienske byer, hvor den danske lærde færdedes for tre hundrede år siden. Vor guide var en efterkommer af Ste- no, en nutidig lærd, som desværre fo- rekom noget stuetør. Man havde ger- ne hørt mere om Steno og mindre om guidens fornemmelser ved at færdes de samme steder. Stoffet var spæn- dende, men fremstillingen uspænden- de. Og det var, hvad der var af danske udsendelser. Der bliver jo ikke tid til meget, når der også skal være et par timers landsrådspalaver. Onsdag 17/8: Janus Sørensen fortalte i udsendelsen „Mellem hvalrosser og isbjørne" om Østgrønland. Vi hørte om, hvordan kulrøgen fordriver hval- rosserne, og om hvor forbavsende til- lidsfulde bjørnene kan være — ligger et skib i isen, kan bjørnen finde på at stille sig med forlabberne op ad skibs- siden og lade sig fodre. En sådan tillid skal man ikke skuffe, mente Janus Sørensen, der gerne så bjørnene fre- dede i sommertiden (besejlingssæso- nen) — og i øvrigt kunne oplyse, at mines.elskabet, der driver minen i Me- stersvig, har forbudt bjørnej agt på skibe til og fra minen. — Bare man så kunne være sikker på, når man mødte en isbjørn, at den også betragtede én som fredet! Og bagefter gled vi så på vuggende valsebølger ud i et flødeskumsorgie af de kære kendte operetteklange — Offenbach, Strauss og Sullivan — for først at blive vækket af trancen igen, da vi stillede til svedetime hos Frede- rik Nielsen for at få rusket lidt op i sprogkundskaberne. Torsdag 18/8: Det er let at anmelde de danske udsendelser for tiden, for der er kun så få, og så korte, så korte er de. Der var nu denne her med sten- haven i Vendsyssel. Christian Kryger havde en samtale med en samler — dem er der mange af, og de særeste ting samler de på — om hvem man med lige så stor ret som om Jens Vej- mand kunne nynne: „Hans liv var fuldt af sten". Hans have var i hvert fald. Der var gruttesten fra oldtiden og maltsten fra før ølfabrikkernes tid og slibesten fra Kong Volmers dage og tupilakker fra Læsø og meget andet godt. Nationalmuseet var interesseret, og folk kom fra hele verden, også uden for Vendsyssel — men skidt med det: dét, som gjorde udsendelsen værd at høre på, var simpelthen, at her havde man en mand, som gik med liv og sjæl ind for sin idé, og som vidste noget om tingene. Eller sagt på en an- den måde: selv om man måske ikke ville give fem flade øre for at se på hans ragelse, så følte man, at det ville være en oplevelse at besøge stenhaven og høre ham fortælle. Bagefter spilledes diverse banale melodier af et orkester, som udmær- kede sig ved at have en harpespiller med. Og ellers ikke. Lørdag 20/8:1 „Gæster i byen" hørte vi overlæge Clemmensen fortælle om åndssvaghed og sindslidelser. Der blev sagt ting, som var gode at få forstand af — bl. a. om forbrydelser, som var begået af åndssvage, hvis sygdom ikke var erkendt, om den åndssvages mang- lende sans for „rigtigt" og „forkert", og om, hvorledes man i Grønland er tilbøjelig til at drille og gøre nar af folk, der kommer hjem fra sindssyge- hospital eller psykiatrisk behandling, noget, der naturligvis kan virke fuld- stændig psykisk lammende for de på- gældende. Sådan noget kunne man og- så komme ud for for 25 år siden i Danmark — mens det i dag, groft sagt, er blevet en slags modesag at gå til psykiater. — Og endelig fik vi fra kompetent side bekræftet, hvad vi jo nok så småt kunne vide i forvejen: at grønlænderen reagerer langt stærkere på livets modgang og medgang, end vi andre sløve padder. Så var der en grønlandsk udsendel- se og derpå en lille time med danske udsendelser — tre i tallet — og rapt faldende slag i slag. Set fra et kultu- relt synspunkt var der ikke meget at hole, men under synsvinklen: „Under- holdning" (og det er jo i sidste ende det, de fleste mennesker kræver af en lørdagaftens radio) var det slet ikke så tosset. Først en halv times cowboy- sange, en genudsendelse. Det var Ole Mortensen, der havde lavet den, og det var Gustav Winckler og Svend Såbye-koret, der lagde krop til. Denne kodrenge-romantik er jo vældig po- pulær, hvor falsk den end er (og end- nu falskere bliver den selvfølgelig af, at man lader en glatbarberet crooner og et nydeligt herrekor synge sange- ne). For resten er der jo noget, der hedder cowboy-sange — men den æg- te vare er ikke slet så velklingende, det er en slags moderne folkeviser af overvejende bedrøveligt indhold, sun- get mere eller mindre kønt til primi- tivt guitar- eller mundharpeakkom- pagnement. Nu har enhver jo ret til at påskønne den ægte vare mere end den kønne og velklingende falske, og derfor skal vi uden et sekunds be- tænkning udnævne denne udsendelse til den dårligste af de tre. Endnu en form for falsk romantik præsenteredes i Nyhavns-viserne, som fulgte bagefter. Enhver, som kender Nyhavn af andet end omtale ved, at det er meget småt med romantikken. Men det skal nu ikke lægges Sigfred Pedersen til last, at han kunne få øje på den smule, der var — dengang. Hans digte er meget bedre end deres rygte, især dem, der ikke er blevet populære. Og Ove Sprogø læste dem, så man sad med hovedet helt inde i højttaleren for at få det hele med. Det er ikke ofte, man hører en skuespiller læse digte med sans for digtets rytme, de fleste „spiller" digtene, og det er de spilme ikke beregnede til. Her var op- læsningen strålende, man nød de ti minutter. Falsk romantik er formentlig det sidste, man kan beskylde Spike Jones for, al den stund hans hele stræben går ud på at punktere ballonen. Enten kan man lide Spike Jones, eller man finder ham plat og kan ikke udstå ham. Men enten-eller, så er det abso- lut ikke ufestligt, hvad han får ud af ouverturen til Wilhelm Tell (heste- væddeløb!). Stephen Fosters smukke „Jeannie with the light brown hair" er blevet til „Brownie with the light blue jeans" — og et pletskud er det, når den øretæveindbydende crooner (en parodi på alle de supermandige fløjls- drenge i den kommercielle pladeindu- stri) i „Deep Purple" begynder at ga- be og sukke over sin egen sang og til sidst falder i søvn .... Der er intelligens og skarp ironi i al Spike Jones’ halløj — og det er slet ikke af vejen med lidt paprika og pe- berrod sådan en lørdag aften. Søndag 21/8: Søndagens gode histo- rie var god — nemlig Damon Runyons newyorkske gangsternovelle „Johnny Enøje", læst af Henning Moritzen. Ellers kan man om resten af søn- dagens program henvise til sidste lyt- terrapport (i A/G nr. 15), hvor en æret kollega og lytterforeningsmedlem stil- ler et fortrinligt forslag til brug på den ubrydelige søndagsorden, således at vi får ønskekoncerten om middagen og noget virkelig kalorieholdigt om aftenen (ugens formentlig bedste lyt- teraften). „Det døve øre" Slædehundehvalpe i Danmark af personligt hjemførte „Ege- desminde-forældre" sælges i ok- tober hos lærer Poul Bech Jessen Dalsgårdsvej 3 Langeskov — Fyn Billede fra Peter F. Heering’s plantagevirksomhed. Hvert fad rummer ca. 12.000 liter. — åssiliaK una Peter F. Heeringip nautitsiviutånit tigussauvoK. nåpartaussarssuit tamarmik ingmikut 12.000 liter migss. imaKarsinåuput 29

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.