Atuagagdliutit - 16.09.1960, Blaðsíða 15

Nye veje i canadisk
eskimo-kunst
De canadiske eskimoers kunst er
genstand for stærkt voksende inter-
esse, og på en udstilling, der blev vist
i Canada og USA i foråret, præsente-
redes en kunst-form, som hidtil har
været ukendt for de canadiske eski-
mo-kunstnere — nemlig grafiske ar-
bejder, både i sort-hvidt og i farve-
tryk. Tidligere arbejdede man ude-
lukkende med skulptur og kunsthånd-
værk (det, man i Grønland plejer at
benævne „husflid") — nu var eski-
moerne pludselig blevet grafikere.
Hvordan var det gået til?
Jo, den grafiske teknik er blevet
importeret fra Japan. Foreløbig er det
kun en mindre gruppe eskimoiske

Arktiske skærgårdstorsk, udført som sten-
cilarbejde i sort-hvidt af kunstneren Iyola.
issigtup sårugdlia amermik ilångartugka-
mik naKit sissus er dlune suliaK emumitsu-
liortumit Ijulåmit, nernertumik taimågdlåt
Kalipauserdlugo. ■
kunstnere, der har haft lejlighed til
at lære den. De lever i Cape Dorset-
området på Baffin-øens vestkyst —
for øvrigt på højde med Godthåb. Og
importøren af teknikken er en ung
canadisk maler, James Houston, som
har været på studiebesøg i Tokio (be-
talt af Ministeriet for Nordlige Anlig-.
gender) med det specielle formål at
finde frem til og sætte sig ind i gra-
fiske arbejdsmetoder, som egner sig
til omplantning til de eskimoiske sam-
fund.
Han hæftede sig først og fremmest
ved to former for japansk litografi og
stenciltryk, og på grundlag af den
teknik, som han hentede hjem, arbej-
der de eskimoiske grafikere i dag alt-
så med to forskellige metoder.
Den ene er en slags litografi eller
stentryk, hvor kunstneren tegner sit
motiv på en flad sten og hugger ste-
nen ned mellem stregerne,så tegnin-
gen kommer til at træde frem i stenen
med ophøjede streger som en slags
stempel.
Pricippet er i og for sig det samme
som ved den almindelige litografiske
teknik. Der tegner man blot motivet
på stenen med fedtstift og ætser de
mellemliggende felter bort med syre.
Derpå bliver der valset sværte på ste-
nen, og billederne bliver trykt i en
særlig litografisk presse.
Den eskimoiske litograf savner helt
disse tekniske hjælpemidler. Han
håndsliber sin sten, til den er nogen-
lunde plan, og skraber eller hugger
så som nævnt stenen bort mellem mo-
tivets linier. Så smører han sværte på
dette sten-stempel og trykker sit lito-
grafi véd at lægge papiret over ste-
nen og presse det ned mod de svær-
tede linier med fingrene.
Billeder, som fremstilles efter den-
ne teknik, er kontur-tegninger, og
som oftest står de i rent sort og hvidt.
Denne stentryk-metode kan, om man
vil, betragtes som en udvidelse af den
billedhugger- eller stenskærerteknik,
som de canadiske eskimoer i forvejen
var fortrolige med. Og også den an-
den metode, nemlig den stencilteknik,
som James Houston bragte til Nord-
canada fra Japan, kan betragtes som
en grafisk tillempning af en kunstne-
risk udtryksform, som eskimoerne al-
lerede i forvejen mestrede.
James Houston havde bemærket, at
de eskimoiske kvinder fremstiller
særprægede dekorationer i sælskind.
En slags farveklip, hvor man lægger
silhouetter af lidt mørkere skind på
en skindflade, som er skrabet lys, og
syr dem fast — f. eks. som dekora-
tion på beklædningsgenstande eller
skindtæpper på den hårfri side af
skindene.
Sådanne applikerings-figurer kan
have vidt forskellige motiver — dyr
eller mennesker, alt muligt — men
hvorom alting er, der bliver altid et
„negativ" tilbage, når sådan en figur
er skåret ud af et skind — nemlig
hullet i skindresten.
Houston tænke nu, at man måtte
kunne reproducere disse figurer i en
slags tryk, hvis man anvendte sådan-
ne skindrester som negativer eller
stencils — „skabeloner", kunne man
næsten sige — og under sit studieop-
hold i Japan fik han lejlighed til at
sætte sig ind i en grafisk metode, der
netop egnede sig fortræffeligt til dette
formål.
Teknikken går i al enkelhed ud på,
at man lægger sin stencil hen over
det papir, motivet skal stå på. Så
børster man forsigtigt farve på papi-
ret gennem denne stencil. På den må-
de får man motivet gengivet som en
farveplade med skarpt afgrænset om-
råde, men i modsætning til den første
metode, stenskærer-metoden, uden
konturstreg. Og ved nuancer i farve-
lægningen kan kunstneren så give sit
arbejde plastisk kårakter — eller for
at sige det enklere: give figuren liv og
bevægelse.
Cape-Dorset-eskimoerne tilegnede
sig denne grafiske metode med begej-
stret interesse, og de anvender den
med meget stor dygtighed. Eskimoiske
arbejder, fremstillet efter denne tek-
nik — og for resten også stentryks-
arbejderne — har hos nogle beskuere
henledt tanken på nogle af de bedste
og smukkeste dyremalerier, verden
kender, nemlig istidsmalerierne, hule-
tegningerne fra Europas urtid.
Der kan nok være noget om snak-
ken. Og den tanke ligger jo heller
ikke fjern, at der i beslægtede kul-
turer kan opstå beslægtede kunstneri-
ske udtryk (selv om der naturligvis
ikke behøver gøre det).
Eskimoerne i Canadas Nordland er,
ganske som hulemaleriernes folk i
Europa var det, jægere og fangere, og
deres motiv-område er scener frå jagt
og hjem — af og til med en afstikker
ind i illustrationer til myter og sagn.
Selvfølgelig kan man kalde den ca-
nadiske eskimokunst primitiv, hvis
man har lyst til det — men når den
er bedst, viser den en sikkerhed og
magtfuldhed, som er intet mindre end
virtuos. De eskimoiske kunstnere sy-
nes at have et enestående blik for
dyrs bevægelses-rytme, og de formår
at fange og genskabe- bevægelsen i
form og rytme på papir eller i sten
med en dygtighed, som naturligvis har
r^oget med kunstnerens intime kend-
skab til motivet at gøre. Og med hans
indlevelsesevne.
Det er som om stentryk-metoden
giver den eskimoiske kunstner de ri-
geste muligheder for at udtrykke lune
o g stemninger, mens stencil-teknik-
ken åbner de videste horisonter for
ham i kompositionsrytme og giver
ham mulighed for at skabe fart og
flugt over motivet, eller spænding og
drama.
Ef eksempel på dette-sidste, har vi
jo netop i arbejdet af den eskimoiske
fanger, der står med harpunen hævet
til stød ved et af sælernes åndehuller
i isen. Hele motivet er udarbejdet i en
kold, kraftig, blå farve på papirets
sne-hvide baggrund. Som man ser
fangeren fra ryggen, er hele hans
kluntet klædte figur et udtryk for
fortættet, anspændt energi, der lige-
som samler sig i harpunskaftet og den
skarpe spids, pegende mod åndehullet
med uafvendelig sikkerhed. Hele kom-
positionen synes at udtrykke en mål-
bevidst livsbekræftelse, en livs-til-
kendegivelse, som dominerer havisens
hvide flade.
Mesteren for dette fremragende ar-
bejde hed Niviatsiak. Han er død nu,
kun 39 år gammel.
Et andet af hans udstillede arbejder
var et stort stencil-ark, forestillende
en bjørnemor med en lille unge i køl-
vandet i en dybblå våge i havisen. Det
er en fin og morsom skildring af de
to dyr, som her er udført med ganske
enkle virkemidler.
— Noget helt andet er, at Niviat-
siaks stammefrænder tror, at dette
billede var medvirkende til hans tid-
lige død. Han var på jagt sammen
med et par andre mænd sidste år. De
fandt bjørnespor i sneen, fulgte dem
og indhentede til sidst dyret. Niviat-
siak knælede ned i sneen og sigtede
med sin riffel på bjørnen, da de andre
pludselig hørte ham sige: „Nu falder
jeg!" — og han faldt om i sneen og
var død.
De andre jægere kunne også beret-
te, at både bjørnen og dens spor i
samme nu forsvandt i det tomme in-
tet. Deres tro var, at Niviaksiak med
sin magiske kunst i en sådan grad var
trængt ind i bjørnens sjæl eller ånd,
at han var blevet, bortført af den.
Vi andre skeptiske naturer vil vel
være tilbøjelige til at mene, at der
var tale om en hjertelammelse som
følge af overanstrengelse under for-
følgelsen — og den der med bjørnens
forsvinden var ren fantasi. Men hvad
vi nu skal tro eller ej, så mistede den
cahadiske eskimokunst med Niviat-
siak en mand, hvis evner hævdede sig
som noget ud over det sædvanlige i et
samfund, hvor i forvejen den skaben-
de kunstneriske standard er høj.
Det er jo i øvrigt ikke noget nyt,
at der lægges noget magisk ind i en
figur eller et andet kunstnerisk ar-
bejde. Houston kan berette, at mange
af de eskimoiske kunstnere vil være
tilbøjelige til at sidde og se sig ner-
vøst omkring, når de arbejder med et
billede af f. eks. en isbjørn, som om
de frygter det „kald", der ligger i at
gøre et billede af noget levende. Fra
vort eget højtstående „ husflids" -
kunstområde, Østgrønland, ved man
jo også at berette om folk, der plud-
selig er holdt op med at skære tupi-
lakker, fordi de blev bange for den
magt, en sådan figur repræsenterer.
En tydelig og velkendt form for ma-
gi ligger der også i dette, at billedet af
et rensdyr f. eks. er beregnet til at
kalde et rensdyr inden for jægerens
rækkevidde. Billedet af en gravid
kvinde eller en kvinde med barn skal
skaffe kunstneren en ønsket søn eller
datter. Og så videre.
Men trods alt er det svært at holde
med folk, som påstår, at al eskimo-
kunst i sin oprindelse er af magisk
natur. Det at tegne eller male eller
skære eller lave skinddekorationer —
ja, det er jo simpelthen sjovt. Og det
er dejligt at se på noget kønt. Det
skulle være begrundelse nok til at la-
ve en hel del kunst ....
Der var så meget smukt og værdi-
fuldt på den omtalte udstilling, at det
vil føre for vidt at gå i detailler. Ho-
vedindtrykket var, at eskimoerne på
forbløffende kort tid havde lært at
udnytte en ret fremmed og avanceret
kunstnerisk teknik med fremragende
talent og sikker stilsans.
Hele stilen er præget af stærk for-
enkling. Udarbejdelsen af billedernes
detailler viger for det formål at med-
dele billedets hovedbudskab i så har-
monisk og fast form som muligt. De-
taillerne er væk — men de dygtigste
af kunstnerne formår alligevel at an-
tyde detaillernes virkning i helheden
(Fortsættes side 16)
Sæljægeren ses bagfra, anspændt på vagt
ved et aj sælernes åndehuller i isen. Det
store stencil-arbejde er udført i blåt og
sort af den afdøde canadisk-eskimoiske
kunstner Niviatsiak.
puissiniaK agdiumé 'kamassok pisanffaner-
mit kdpagsimapsok tunuanit åssilissa k.
tdussumingæ- tungujortumlk Kalipauserdlu-
go dssilialiortok Jdssa Niviatsiak. ntåipikut
tOkusimalersoK.
15