Atuagagdliutit - 16.09.1960, Blaðsíða 16

\
Nye veje i canadisk eskimokunst Norske ishavsskuder
i grønlandssejladsen
(Fortsat fra side 15)
ved ganske lette (og meget svære!)
nuanceringer.
Det gælder f. eks. sælfangeren med
harpunen. Det er samme blå farve,
der er brugt til hele figuren — men
med næsten umærkelige forskelle i in-
tensiteten af farvebelægningen mar-
keres nogle få linier i beklædningen,
som kalder figuren til live.
Men egentlig var det gennem eski-
moernes skulptur- arbejder, James
Houston først lærte deres kunstneri-
ske formåen at kende, da han i 1948
kom til Nordcanada på en rejse på
lykke og fromme. Han håbede på som
maler at finde nye opgaver og ar-
bejdsfelter i Nordcanadas ødemarker.
Og det fandt han, men mere end det.
Han portrætterede mange eskimoer
og forærede dem portræt-skitserne, og
til gengæld forærede de ham små sta-
tuetter, skåret i fedtsten eller hvalros-
tand.
Der ligger jo et kolossalt arbejde,
også rent manuelt, i med så primitive
redskaber — i reglen fil, skrabejern
og kniv — at skabe noget ud af så
hårde materialer, et solidt, energisk
slid må der til.
Da James Houston første gang stif-
tede bekendtskab med eskimoisk
kunst, var disse skulpturer præget af,
at de blev fremstillet så at sige som
en slags privat magisk-æstetisk hus-
flid til eskimoens eget hjem. De en-
kelte figurer var fra otte til op mod en
snes centimeter høje eller lange (alt-
så ganske som Østgrønlands „tupilak-
ker"), og det var sådan, at enhver
voksen i eskimo i nomade-stammen
antoges at kunne skære figurer, ak-
kurat som han selv kunne lave f. eks.
en harpun. Med andre ord, det var en
ganske dagligdags færdighed — og
nu kom pludselig denne James Hou-
ston og var ovenud begejstret for de
ting, de lavede! De canadiske eski-
moer var glade for interessen, og i de
områder, som Houston besøgte, vok-
sede den kunstneriske produktion.
I løbet af den sidste halve snes år
har så Houston bragt et stort udvalg
af eskimo-skulptur sydpå til udstil-
linger i canadiske og amerikanske
storbyer og andre steder i verden.
Overalt, hvor den er kommet frem,
har den eskimoiske kunst vakt væl-
dig opmærksomhed. Og der er til en
vis grad gået salg i skulpturerne.
Kunstnerne retter sig for så vidt efter
kundernes smag, som de er begyndt at
lave skulpturerne større — men i øv-
rigt kan man ikke konstatere nogen
egentlig kunstnerisk forringelse.
Og Ministeriet for Nordlige Anlig-
gender har ikke spor imod denne in-
teresse for eskimo-skulptur — tvært-
imod. Som nævnt har ministeriet be-
kostet Houstons studierejse til Japan
og flere af hans rejser i Nordlandet,
hvor han nu gør tjeneste som stats-
konsulent. Og ministeriet tager sig af
salget af de eskimoiske kunstværker
gennem den canadiske forening til
håndarbejdets fremme.
Det er jo nemlig sådan, at de eski-
moiske stammers levestandard længe
har truet med at blive alt for ringe
— blandt andet fordi jagtmarkerne er
ved at være skudt tomme for caribou-
hjorte eller rensdyr, som de væsent-
ligst levede af. Nu håber ministeriet,
at de eskimoiske kunstneres og kunst-
håndværkeres arbejder skal kunne
holde de små samfund skadesløse i
økonomisk henseende.
Og eskimoerne selv er absolut in-
teresserede og positivt indstillede. Fa-
ren for at der skal gå for meget busi-
ness i det hele ligger naturligvis på
spring. Men endnu er det sprog i form
og farve, den canadiske eskimo-kunst-
ner taler, helt hans eget — karakteri-
stiske, livfulde og slående beretninger
om dyr og mennesker og „ånder". Kun
fortæller han nu med større styrke og
autoritet — nu, da han gennem gra-
fikken har fået nye udtryksmidler og
gennem ministeriets planer nye er-
hvervsøkonomiske perspektiver for
sit arbejde.
Canadame eskimut
erKumitsuliåinut
avKutigssat nutåt
(Klip. 14-mit nangitaK)
Canadap avangnåne angalassamere
ardlagdlit, månåkutdlo tåuna eskimut
erKumitsuliåinut tungatitdlugo nåla-
gauvfingmut konsulentiuvoK. eskimut
erKumitsuliaisa tuniniarneKarnigssåt
nålagauvfingmit isumagineKarpoK ag-
ssagssugkat pitsångorsagaunigssånik
peKatigigfik avKutigalugo.
ukiune kingugdlerne imåisimavoK
eskimut piniagagssat tungaisigut agsut
ajornartorsiulersimavdlutik, tugtung-
niarfigivdluartagait piniarfigineKar-
nermit pisagtisimangmata. måna mi-
nistereKarfik neriuteKalersimavoK er-
Kumitsuliornermik suliaKarnikut es-
kimut inuniarnikut ajornartomigssa-
raluat pingitsortineKarsinaussoK.
erKumitsuliornerdlume eskimut so-
Kutigivdluarpåt ukåniardluardlugulo.
sorunale åma tamatuma aningaussåi-
nait erKarsautigalugit suliarineKaler-
nigsså ånilånganarsinauvoK, sulile
manamut eskimut encumitsuliortausi-
at avdlånguteKarsiméngilaK, nutånig-
dle såkugssaKaleratdlardlune sule nu-
kigtunerulerdlune patajåipalungneru-
lerdlunilo sarKumersimavdlune.
Nyt fiskeriområde
Vesttyske og islandske trawlerskip-
pere og det vesttyske havforsknings-
skib „Anthon Dorn" har opdaget nye
gode fangstmuligheder i Danmarks-
strædet sydøst for Grønland. Det vil
være muligt, mener videnskabsmæn-
dene på „Anthon Dorn", at etablere et
helårsfiskeri ved Grønland på grund
af forekomsten af fisk i de nyopdage-
de fiskeområder.
Samarbejde mellem Danmark, Grønland, Færøerne og Norge er frem-
tidens vej, mener ishavskyndig
En norsk ishavskyndig, Odd Berset,
har i Norge Handels- og Sjøfartstiden-
de offentliggjort en interessant artikel
om grønlandssejladsen. Han gennem-
går besejlingens historie og nuværen-
de omfang på grundlag af en redegø-
relse som vicedirektør Magnus Jen-
sen, KGH, for nogen tid siden udar-
bejdede til brug for Dansk Havneblad,
og som vi har bragt her i bladet. Der-
efter tilføjer Odd Berset: Den konklu-
sion undertegnede drager af disse op-
lysninger, er, at danske og nordmænd
burde have samarbejdet i langt højere
grad, når det gælder Grønland — det-
te land blev lidt af et problem efter
krigen, da nordmænd og danskere el-
lers lod til at finde hinanden. Grøn-
landssagen, da de berømte norske fø-
lelser kom i kog, fik et udfald, som
alle parter har respekteret.
Samarbejdet i Færingehavn
Få nordmænd og endnu færre dan-
ske kender til det økonomiske sam-
arbejde, som er indledt på fiskerista-
tionen i Færingehavn, hvor naturlig-
vis også færøfiskere er stærkt inter-
esseret. Det er historien om en stump
kaj til et millionanlæg, ja, mere end
det. Ofte har jeg spekuleret på, om
ikke grønlandssagen er blevet et
unødvendigt ømt punkt. Realistisk og
praktisk er jeg overbevist om, at det
perspektiv som det praktiske økono-
miske samarbejde, der indledtes i Fæ-
ringehavn i 1949, kan give større re-
sultater end hidtil. Hvert eneste år
lægger en stor norsk Grønlands-arma-
da ud for at fiske torsk og helleflyn-
dere på bankerne. Disse skuder har
ikke deltaget i vintersejladsen, men
det er en kendsgerning, at de har kla-
ret sig fuldtlastet gennem oktober-
stormene og det farlige strømfarvand
ved Kap Farvel år efter år, og på
Grønland er det lykkedes norske is-
havsskuder at komme ud og ind i de
mest besværlige situationer. De er
kendt i disse farvande, de norske
skippere. Har danskerne brugt for-
kerte skibstyper under vintersejlads?
Det må være tilladt at fastslå, at grøn-
landssejladsen fra Danmark har ko-
stet den danske grønlandsadministra-
tion mange menneskeliv og andre ofre
gennem lange tider.
Bureaukrathjernerne
Odd Berset fortsætter: I vor tid
kommer der efterhånden gode kort
nu kan
mana
pismångorpatit
appelsinat
tungusungnitsut
ivseKaKissutdlo.
søde
appelsiner
over hele farvandet. En international
fiskerflåde driver hvert år fangst mel-
lem Vestgrønland og Labrador på
bankerne, hvor fisken står. Grønlæn-
derne er efterhånden kommet aktivt
med i fiskeriet, og de har gjort et godt
arbejde i et land, hvor det gælder til-
virkning og forædling. Dette er vejen
at gå. Uanset hvad der blev udpønset
af administrative bureaukratiske hjer-
ner i København, er det i første om-
gang fiskerigdommene uden for ky-
sterne både på vestsiden og østsiden
af Grønland, der kan bjerge indtæg-
terne. For Danmark har Grønland
været et nok så dundrende under-
skudsforetagende, men det kan nok
rettes op. Alting tager sin tid, og ud-
viklingen er gået rask. Hvis den ledes
rigtigt i nøje forståelse med dygtige
grønlændere, vil Grønland sikkert
kunne blive en del af Danmark også
i realiteten og ikke bare på papiret,
og da har de ofre, grønlandssejladsen
mellem Danmark og Grønland har
krævet, ikke været forgæves.
☆
SKIND
beklædning
Styrthjelme
^ 12,50
Mm styrthjelme
godkendte glas-
fiber .........
21,00
Skindtrøjer, eng.
skind, sort 148,00, 400 r\r\
brun......... 1^0,UU
Lammeskindsveste . n
ægte............... 48,00
Motordragter fra 58,00
Motorjakker til
damer og herrer,
100°/o vind- og oq nn
vandtæt ........... oy,UU
Motor jakker,Wel-
born, 2 års garan-
ti, fra ........... 68,00
Ruskindsjakker
(efter mål samme ino
pris) ............ iyo,UU
L Scooterstøvler
........58,50
med ægte lam,
som tegn.......
88,00
Ridestøvler fra.. 85,00
Lammeskindsluf- 0. _ _
fer, ægte.......... tl,UU
Motorhandsker. . 24,00
Gummiregnfrak- „ _ _ _
ker................ 4y,OU
Besøg Danmarks største
specialforretning
med alt i regnvejrstøj
og motorbeklædning
også til børn.
Skindreparationer udfores
Tøj- og Skindhuset
Istedgade 9 . København V.
16