Atuagagdliutit - 01.10.1960, Blaðsíða 22

Walter J essen &Gfe
DanasveJ 26—DO København V.
Telegramadresse: Waltj essen
Hårdtræ — Trælast — Krydsfiner —
Isoleringsplader — Plasticplader
flnerit mångertut — Kissult krydsfi-
nerlt — oKorsautigssat cellodexlkut
åsslgissaitdlo — plastlcpladlt
musikken!
Det er DEM, der skaber feststemning, hvis
De kan gi’ et nummer på harmonikaen I Lær
det NU I Det er legende let, og VI har harmo-
nikaer 1 alle størrelser, alle prislag. Skriv
efter vort store, gratis katalog I
MUSIKHUSET

Jer#
vr Fra

Frederiksborggade 7
København K.
Hent sundhed
- og herligt legetøj
f FOSKA-pakkenl
porklngnartut -
asulo foskat pOat
ptnguags-
sarkakalunol
FOSKA's nødden-
stede havregryn er
verdens dejligste |
morgenmadt Fulde
af sundhed og styr-
ke. Indeholder B-vitaminer, kalk,
jern, fosfor og andre livsvigtige stof-
fer. Og bag på pakken er der fine
CHRISTEL-påklædningsdukker til
pigerne — eller berømte danske fod-
boldspillere til drengene. De kan
selv vælge!
FOSKA’p ivsingigagssautai sikatat
dlarssuarme uvdlakorsiutinit ig-
dlingnamerssåuputl pentingnartut
nakiissangnartut. B-vltaminigdlit,
kalkigdlit, jemigdlit, fosforigdlit
avdlanigdlo pissariaKartunik akug-
dlit. pflisalo tunuåne indssaussat atis-
salerssortarissat CHRIS-
TEL-ip titartagai niviar-
siarKat pinguagssait —
imalunlt danskit arssåu-
tartue tusåmassat nukag-
piarnanut. nangminex
torkaiginariånguaritl
GRYN
LYTT E R rapporten s
Mandag 12/9: Vi nynnede — Jørgen Si-
monsens trio spillede. Det gjorde den hyg-
geligt og rart, men i al banalitet. Vores
nynnen var vel på den anden side ikke
stort bedre værd.
Månedens hørebillede var lavet af Mo-
gens Knudsen. Med fremragende skuespil-
lere — Jørn Jeppesen, Mogens Wieth,
Kjeld Jacobsen m. fl. — til hjælp gav han
os et billede af Madrid under belejringen,
så de skæbnesvangre år midt i og sidst i
trediverne, da „fascismens slagskygge bred-
te sig ud over Europa", som man vist
plejer at sige, blev helt nærværende og på-
gående. Det måtte blive tydeligt for en-
hver, der hidtil ikke har vidst det, at den
anden verdenskrig ikke begyndte med
overfaldet på Polen den 1. september 1939,
men omkring fire år før i Spanien, hvor de
demokratiske nationer lod den demokrati-
ske ide og hundredetusinder af spaniere i
stikken, mens fascister og kommunister iv-
rigt fiskede i de oprørte vande. Når en-
gang deltagerne i de års begivenheder træ-
der frem for historiens domstol, da vil
nogle blive dømt for forbryderiske hand-
linger, flere for den forbrydelse ikke at
handle.
Bagefter kom radiounderholdningskoret
og sang lige så pænt og nobelt som det
plejer, så det med statsradio-autoriseret
garanti går ind ad det ene øre og ud ad
det andet. Men om så det havde skreget sig
hæst som en ravn, ville det ikke have fået
et ben til jorden i aften — oven på Spa-
niens-udsendelsens opfyldning af sind og
tanke.
Tirsdag 13/9: Maria Garland læste Wil-
liam Heinesens fortælling „Atlanta" glim-
rende (delt op i to afsnit). Desværre fæn-
gede den ikke rigtigt. Heinesen er en stor
forfatter, en strålende novellist, men denne
her var han måske nok sluppet lidt nemt
om ved. Der var fine enkeltheder, stem-
ninger og situationer, men de forskellige
oplæg ligesom fusede lidt ud, så man sad
tilbage og spurgte: „Og hvad så?" — Den
unge danske læge med den gamle færøske
husholderske tager pigen Atlanta, som har
gået for lud og koldt vand, i huset. En —
til dels gensidig — forelskelse spirer frem.
Så kommer lægekonen op med skonnerten
fra Danmark, og pigen hopper i havnen (og
det var just, hvad man havde skudt på
hele tiden). Tassa. — Målt med almindelig
alen en hæderlig novelle, men netop Hei-
nesen venter man mere af.
Fra 20,50 var der glimt fra kongefamiliens
grønlandsrejse, og det var en morderlig
lang udsendelse. Hver by har en borgme-
ster, og hver borgmester har en tale, som
han kan fyre af ved den slags lejligheder,
og her får så vi stakler bagefter en hel
bredside af dem på een gang.
Knud Wissum har haft det forbistrede
uheld, at filmen om broen over Kwai kom
på plakaten i Godthåb søndag 1179 — hvil-
ket jo i nogen grad tog duften af hans ud-
sendelse om filmen kl. 22,30. Men da Godt-
håb jo ikke er hele Grønland (efter hvad
de påstår andre steder), gennemførte man
altså udsendelsen alligevel. Filmens ledsa-
gemusik er ganske uegnet for radio — det
stakkels apparat hoppede og dansede under
de dramatiske støjudladninger, som kræ-
ver billeder for at være til at holde ud at
høre på. Men filmens historie er vældig
spændende, og den genfortaltes udmærket
af Knud Wissum. Der var små unøjagtig-
heder — de indfødtes landsby kaldtes for en
lejr og hæderlige soldater for snigskytter,
f. eks. — men skidt med det. Værre var
det — og givende et skævt forhold til hele
filmens ide — når man fik at vide, at til-
skueren sad ved filmens slutning og ikke
vidste, hvem der havde ret. Slutsekvenser-
ne gav klar og tydelig besked.
Onsdag 14J9: En halv time med Georges
Ulmer og Preben Uglebjerg, hvor også
sidstnævnte havde et par numre af inter-
national klasse (som så meget andet, i øv-
rigt, af det han laver).
Og så læste Poul Reumert en af Alphon-
se Daudets ypperlige noveller fra „Breve
fra min mølle" — den om klosterbroderen,
som hjælper sit kloster ud af en pekuniær
nødssituation ved frem fra hukommelsens
gemmer at hente opskriften på en usæd-
vanlig fin likør, i sin tid fremstillet af et
drikfældigt kvindemenneske, der tog sig af
ham, da han var dreng. Desværre dukker
sammen med likør-recepten også stumper
af de utugtige viser, kvindemenneskets
sang, op af glemslen, og — allerværst: en
ubetvingelig trang til at synge disse viser
bemægtiger sig vor gode klosterbroder
hver aften under likørfremstillingen. Det
afstedkommer jo et og andet på klostret.
En festlig historie, festligt læst af Poul
Reumert.
Kl. 21,10 Beethovens ottende symfoni, og
kl 22,00 tilbage til det franske: „Sådan sæl-
ger man Paris", en morsom udsendelse,
hvori Ib Rehné gav os lydbilleder rundt
om fra byen, mens Konrad Krebs fortalte
om, hvordan han som fremmedfører bærer
sig ad med at „sælge" Paris til bus-turi-
sterne. Det var os, der sad i bussen, sam-
tidig med at vi dog fik alle hemmelig-
hederne og de små tricks at vide. Vi følte
os lidt til grin — men hvad gør det i en så
vittig, åndfuld og strålende morsom udsen-
delse.
Man mærker, at det er ved at være slut
med sommeren, også radiosommeren. Der
var noget godt i kassen denne aften.
Sidste programpunkt var i øvrigt „Fran-
ske stemninger", som viste sig at være
franske sange, sunget på fransk af rigtige
ægte franskmænd.
Torsdag 15/9: Først var vi med speedbåd
og Knud Wissum mellem isfjelde i Julia-
nehåb-distriktet i en lille kort udsendelse,
derpå svingede vi træbenet til ældre dan-
semusik, så det ramte afbryderknappen, og
da vi igen fik lukket op, opremsede en dr.
phil. en række knastørre leksikale fakta
om Malta. Og endelig sluttede Ole Mor-
tensen samt en række syngende og spillen-
de unge mennesker den udbytterige aften
med en underholdningsudsendelse betitlet
„Torsdagsgruppen".
Helt forbi er sommeren ikke alligevel.
Fredag 16/9: 20,25 en novelle af Arthur
Omre, „Kun fire", læst af Kate Mundt. Der
var oplæg til satire i den — om det vel-
bjergede og konforme unge par i villaen på
Evighedsvej, men også noget uendelig
norsk-provinsielt.
21,10 en udsendelse ved navn „Nu skal vi
hygge os" — en mildt sagt uheldig titel,
idet jo mange mennesker reagerer på den
slags imperativer ved at sige: „Gu’ vil vi
ej!" Hyggen bestod i, at Birthe Buch med
megen energi foredrog en række sange af
let kaliber.
Så var der radioteatret. „Pan" — efter
Knut Hamsuns bog. Man tager en roman,
sætter stemmer og musik på og kalder re-
sultatet et hørespil. Men givet er det nu
ikke, at det lykkes — at det bliver radio-
fonisk, dramatisk tilfredsstillende. Der var
lagt et kæmpearbejde i „Pan", musikken
var god, skuespillerne (med Mogens Wieth
i den store rolle) overmåde gode, resulta-
tet tankevækkende og litterært interessant.
Men roman var og blev det. Et hørespil, et
radiospil er noget andet. „Et spil for stem-
mer", som Dylan Thomas, en af genrens
store, kaldte det. — Men naturligvis hører
man med fornøjelse og udbytte „Pan" til
ende, utaknemmelig er man ikke. En del
råben og skrigen i sidste halvleg tager man
med, den slags mener jo nu engang in-
struktører og skuespillere hører med.
Lørdag 17/9: Underholdning. Først mini-
kabaret med Birgit David: „Pigen og bar-
net". Kabaret er kabaret og kan jo ikke
være alles livret. Og senere Moderne Un-
derholdning — med Arne Domnerus som
lyspunktet. Den mand kan blæse andet end
sæbebobler på sin saxofon.
Mandag 19/9: Det er ikke givet, at det al-
tid kan være vellykket at koncentrere en
aftens udsendelser om een bestemt ting.
Men det skal siges med det samme, at var
- den
læbestift.
Fås i modens bedste
farver. Fra den
sarteste pastel til
den rødeste røde.
kukingnut tarnutip
læbestiftivdlo kalipautait
ingmingnut tugdluarkekate-
kdngitsut.
Gencralrcpræscntant
Torben Løve & Co. A/S
Amaliegade 6 - København K.
sidste uges franske aften vellykket, så var
denne uges jødiske ovenud vellykket.
Ret muntert startede det hele med Louis
Miehe-Renards oplæsning af „Miraklet",
Louis Feinbergs fortælling fra Israel om en
enorm Shermantank, der driver 22 arabiske
tanks på flugt. Den er bemandet med fem
jøder, stammende fra Polen, Danmark,
Rusland, England og —? Nå, det kan være
lige meget, men i hvert fald er dens væ-
sentligste egenskab — foruden det impone-
rende udseende — at indmaden i kanonrø-
ret mangler. De fem har puttet et let ma-
skingevær ind i stedet for, men hvem kan
se det på afstand? — En fandenivoldsk no-
velle om kamphumør og mirakler.
Efter en grønlandsk oplæsning — om hol-
landske jøder under den tyske besættelse
— kom en række jødiske folkesange som
overgang til den dystre, men glimrende
montage „Næste år i Jerusalem", aftenens
hovedudsendelse. Den glemmer man ikke
let. Rystende, rørende, tragiske indtryk af-
løste hverandre — kastende tilhøreren fra
raseri mod verdens dumhed og ondskab til
grebet forundring over et folks værdighed
i ulykken.
Fra skoleradioen kom en udsendelse om,
hvordan en jødisk gudstjeneste foregår —
lidt af et antiklimax — og endelig bestod
den sidste times aftenkoncert af indspil-
ninger med Israels symfoniorkester, præ-
senteret af Hans Westermann.
En fin aften.
Tirsdag 20/9: 19,30 „Her skete det!" —
forfatter og skolemester Palle Lauring for-
talte løs om Valdemar Atterdag. Valdemar
den Onde blev han kaldt i sin tid, men
hans fortjeneste er det ligegodt, der sta-
dig er noget, der hedder Danmark. En dy-
namisk personlighed, lynhurtig, hård,
skarp, hensynsløs, smidig og snu. En mand
med et mål og en vilje. Helt igennem
spændende stof, uhyre spændende fremlagt
af Palle Lauring.
Så var der en times glimt fra kongerej-
sen med kanonskud, hurraråb, borgmester-
taler, korsange og alt til faget henhørende,
og bagefter kom de tre janitsharer og slog
nogle slag i bolledejgen. Hot potatoes.
21,20 fortalte en præstemand os indtryk
fra Sydafrika, det forunderlige land, hvor
3 millioner lyserøde mennesker forsøger at
holde 12 millioner andre mennesker nede,
fordi de ikke har samme yndige kulør.
Problemer har det jo med at få flere og
flere nuancer, jo nærmere man kommer
dem — men mon det i tilfældet Sydafrika
trods alt er så forfærdelig forkert at blive
ved at se det, som det tager sig ud her
langt borte fra: Sort og hvidt? Tolerance
er en god ting, men det er sund sans
knagme osse. Og for et menneske med sund
sans kan der kun være eet at sige om
apartheid-politikken, men det bør næppe
siges på tryk ....
Onsdag 21/9: Først „Kirkeligt magasin" —
og så, 20,20, en virkelig god ide: I udsen-
delsen „Hvad ved De om Grønland?" stand-
sede Uvdlorianguak Kristiansen forskellige
(såkaldte tilfældige) mennesker på Køben-
havns gader og stangede dem ovennævnte
spørgsmål ud. Det, de forskellige vidste om
Grønland, kunne være på et meget lille
sted. Så når Uvdl. Kristiansen sluttede ud-
sendelsen med at sige, at han havde været
glad for at se den store interesse, de for-
skellige havde haft for at få mere at vide
om Grønland, ja, så må det være den al-
mindelige grønlandske pænhed, der er lø-
bet af med ham. Hvis de mennesker, han
talte med, overhovedet gad læse noget som
helst om Grønland, ville de have rig lejlig-
hed til det i hvilken som helst avis (forud-
sat selvfølgelig, at de kunne læse, hvilket
man kunne være i tvivl om for nogle ved-
kommende). Der er jo masser af grønlands-
stof i aviserne i disse år. Så hvis uviden-
heden er stor, kan det faktisk kun have
den årsag, at interessen er lille.
Der var 2 — to — af alle de mennesker,
han talte med, der overhovedet vidste no-
get. — Men det skal Uvdl. Kristiansen selv-
følgelig ikke lastes for, hans ide var lige
god for det.
Torsdag 22/9: Den til efteråret hørende
store udsendelse med radioens programer-
klæring — eller i hvert fald programover-
sigt for vinteren — kom kl. 20,45. Det lyder
jo lovende, alt det vi skal høre. Udsen-
delsen i sig selv løb kvikt fra hånden.
Bagefter læste Lily Weiding — ualminde-
lig godt — den amerikanske novelle „Nan-
cys hokus pokus", hvis kvalitet desværre
ikke stod mål med oplæsningens. Der var
en sjov ide i novellen, men den blev nær-
mest brugt til at lave lidt gags med. Kede-
lig var den dog ingenlunde, trods alt.
Til sidst spillede orkestret uden navn
musik uden ansigt.
Fredag 23/9: Kl. 20 var der en udsendelse
om erotikken i indisk religion, ganske in-
teressant, vist nok især hvis man i for-
vejen kendte lidt til stoffet. Ellers måtte
tekstprøverne af den vældige digtning bli-
ve som dråber i havet.
„Opdagelsen af Stillehavet", udsendelsen,
som Knud Wissum havde lavet efter Stefan
Zweigs „Stjernestunder", varede en hel ti-
me, men det gjorde ikke noget. Stefan
Zweigs let ekstatiske, men fornemme pro-
sa synes at egne sig fortrinligt til den ra-
diofoniske form med musikledsagelse og
det hele. Og historien er jo fortrinlig. Sik-
ke tider!
Lørdag 24/9: I „Nyt fra Canada" hørte vi
om den lille by Stratford, Ontario, der fø-
ler sig forpligtet til at leve op til sit navn
(den er opkaldt efter Stratford-on-Avan) —
og gør det med store Shakespeare- arran-
gementer.
Fra Shakespeare-niveauet nedsænkedes
vi derpå til det Volmer Sørensen’ske. —
„Lørdagsrytmer". En helt vaskeægte dansk
underholdning fra storebror i det rosen-
ørnske palæ. Preben Uglebjerg var alle
pengene værd — så på grund af ham bliver
der intet at få tilbage ved udgangen.
21,20 et hørebillede, en genudsendelse: „I
den lille have" — i Pilealle. Disse små ha-
ver er vist nok noget af det borgerligste
bedsteborgerlige, som kan opdrives i Dan-
mark, og det vil sige ikke så lidt. Hygge og
hygge er mange ting.
22