Atuagagdliutit - 26.04.1962, Blaðsíða 9

vrimler med børn i alle aldre, snav-
sede og yndige unger.
Dette er Montaignais-indianerne
som dem, vi traf syd for Set. Lawren-
ce-golfen. Længere mod nord holder
de nært beslægtede Naskapi-indianere
til. Begge grupper er en gren af Al-
øonJcin-stammen. Deres jagtområde er
et vældigt indland af skov og tundra
med tusinder af søer og et net af elve.
Rytmen i deres tilværelse har siden
gammel tid været denne: i høsttid
padler de op over fjordene til de fjer-
ne jagtmarker, hvor de overvintrer,
driver jagt på pelsdyr og ren. Når
isen er forsvundet fra elvene, drager
de tilbage til fjorden, hvor de i løbet
af sommeren lever af laksefiskeri og
andet.
Men deres jagtture bliver kortere
end i gamle dage — der er ikke den
gamle jagtånd hos indianerne læn-
gere.
Ved hjælp af en tolk snakker jeg
med flere af de ældre, som kender
landet som få, men når talen bliver
om norrøne bopladser, får jeg ingen
oplysninger, som synes lovende.
TEKNIKKENS TIDSALDER
I ØDEMARKEN
Vi fortsætter til den inderste del af
fjorden, til Goose Bay, hvor den
mægtige Hamilton River udmunder.
Doven og grumset glider den ud af
skoven, men længere bag i ødemar-
ken skifter billedet. Her fosser floden
fra et hundrede meter højt fald, for så
at rase videre gennem en dyb slugt.
Hamilton-faldet er et af de største i
Nordamerika og et skønt vue for øjet.
I Goose-Bay har civilisationen fået
fodfæste i forbindelse med det store
amerikansk-canadiske fly-anlæg. Og
dette er vort mål. The Royal Canadian
Airforce har vist os den store imøde-
kommenhed at stille et fly til ekspe-
ditionens rådighed.
Det er vor plan at flyve langs ky-
sten af Labrador så langt mod nord
som muligt. Så vil vi få anledning til
ikke blot at følge og vurdere vin-
landsfarernes sejlrute, men vi vil også
til en vis grad kunne vurdere landets
muligheder, hvor det gælder skov,
græs m.v. med henblik på norrøn bo-
sætning.
Denne sidste etape vil da give os et
sammenhængende billede af den vidt-
strakte kyst helt fra Set. Lawrence-
floden i syd til arktiske strøg, som
ikke er særligt langt borte fra vin-
landsfarernes bygder i Grønland.
MED FLY MOD NORD
En tidlig morgen går Erling Brun-
borg og jeg om bord i en otter, og vi
flyver mod nord hen over ødemarken,
som strækker sig i det uendelige. Un-
der os breder skov og krat sig, my-
riader af vand og blinkende elve, som
snor sig således, at det nu og da ser
ud, som om de løber ind i sig selv.
Vi flyver hen over strækninger med
brændt skov, som ligner en kirke-
gård, og over frodig granskov, som
hæver sig over et gulnet mostæppe.
På en fjeldknold ser vi tre vildrener.
Vi passerer den nedre del af den
store elv Canairiktok, og så skifter
scenen. Mod øst blåner havet, mod
nord har vi en kyst med en mængde
fjord-indskæringer og udenfor masser
af småøer.
Det er eskimoernes kyst, vi nu fa-
rer hen over. For tiden har folket sine
faste kolonier: Makkovik, Hopedale
og Nain. I vinlandsfarernes tid måtte
folket have været langt talrigere end
nu. De var ikke fastboende, men
flakkede langs hele den vidtstrakte
kyst. Og den gang må der have været
rigeligt med sæl, hvalros, hval, vild-
ren og andet.
Men også her har skovens sønner
— indianerne, — været deres naboer,
og en gruppe holder fremdeles til ved
denne kyst. Vi flyver lavt hen over
Davis Inlet, hvor vi kan se deres bo-
plads ved foden af en skovklædt bak-
ke. Dette er Naskapi-indianerne. De
har deres jagtmarker helt oppe mod
tundraen, og var i gamle dage udpræ-
gede renjægere.
Vi lander i Nain og bliver dér nat-
ten over. Jeg benytter tiden til at
snakke med flere af de gamle eski-
moer, som kender kysten helt op til
nordspidsen af Labrador. Heller ikke
de kan give oplysninger om andet end
eskimoruiner, og nogen tradition om,
at norrøne folk kom til landet i gamle
dage, eksisterer ikke.
MÆRKELIGE RUINER PÅ
SCULPIN ISLAND
Videre nordover mod en skarp ku-
ling. Vi kommer til Sculpin Island —
en lille ø i skærgården. Jeg vil se lidt
nøjere på den, for her skal være en
del mærkelige ruiner, opdaget af en
missionær for længe siden. Bygnings-
materialet er sten, og i flere henseen-
der skal husbygningskonstruktionen
være anderledes end hos de eskimoer,
som har levet langs kysten i mange
generationer.
Missionærerne mente, de måtte væ-
re af norrøn oprindelse og nogen vi-
denskab er tilbøjelig til at tro det
samme. Andre mener, de stammer fra
et uddødt eskimofolk — de såkaldte
Tunnit — om hvilke der går mærke-
lige sagn både i Labrador og i Grøn-
land. De skønne øer her i nord er med
andre ord rykket ind i den videnska-
belige litteratur.
Vi flyver lavt hen over Sculpin Is-
land flere gange, og jeg kan se en del
af ruinerne der nede på jorden. Jeg
kan selvsagt ikke bedømme dem, men
øerne får jeg et godt indtryk af. No-
get mere nøgent og øde skal man lede
længe efter. Det er faktisk ikke til at
forstå, at norrøne folk har villet byg-
ge huse dér. Det ville have til følge,
at de fik en helt anden levemåde end
den, de var vant til i Grønland. Det,
huskonstruktionerne kan fortælle, sy-
nes heller ikke at give garanti for at
antage, at andre end eskimoer har
holdt til der for længe siden.
Nu og da ser vi nogle små fiske-
både langs land. Det er eskimoer, som
har søgt nordover for at fiske røje i
elvene. Der er mængder af dem, og de
er store. De kan have en vægt på op
over 10 kilo. Den ligner laksen og
smager lige så godt.
PÅ JAGT EFTER SAGAENS JØKLER
Ved Napaktok-fjorden passerer vi
den sidste rest af skov, hvorefter det
nøgne polarland fremtræder. Land-
skabet skifter karakter — vi flyver
ind over en fjeld verden — de mæg-
tige Torngat Mountains — hvor af-
slidte klipper og underlige toppe vid-
ner om, at indlandsisen en gang gik
hen over landet. Den udprægede ø-
gård er det slut med.
Jeg spejder efter jøkler, men ser
I Labrador har skovbrande lagf væl-
dige områder øde. Landskabet bliver
som en kirkegård. Det tager lang tid,
før livet igen får fodfæste i et sådant
afbrændt område.
Labradorime orpigpagssuit ikuatdlag-
tarnerata orpigpagssuarpagssuif nu-
ngutarsimavai. nuna faimåitoK takuv-
dlugo iliveicarfingmut ericainartarpoK.
ukiorpagssuit Kangiuneratigut aitsåt
umåssuseKalerKigsmaussarpoK.
ingen. Et godt stykke inde i fjeldene
skal der findes nogle, men de kan
næppe ses fra et skib, der følger ky-
sten. Dette er et vigtigt punkt til
hjælp ved vurderingen af, hvilke
landområder vinlandsfarerne kom til,
og deres rute.
Det hænger sammen som følger:
Den første, som ifølge de islandske
sagaer så Amerika, var Bjarne. Han
sejlede fra Island, og hans mål var
faderens gård i Grønland. Men i tåge
og storm foer han vild på havet og fik
omsider nyt land i sigte. Det var
skovklædt og kan have været nor-
dre Newfoundland. Han gik ikke i
land, men fortsatte nordover for at
finde frem til Grønland. Han spejdede
efter jøkler, for dét vidste han, fand-
tes i Grønland. Til slut kom Bjarne til
et tredie land, hvor der nok fandtes
isbræer, men hvor landet var for goldt.
Han skønnede, at heller ikke dette
kunne være Grønland og sejlede så
videre, til han endelig fandt frem til
de norrøne bygder og sin faders gård.
Nogen har antaget, at Labrador var
dette tredie land, men da her ikke
findes jøkler, som kan ses fra havet,
er det næppe rigtigt. Det må have væ-
ret Baffins Land, hvor der findes ri-
geligt med bræer i de høje fjelde nær
kysten. Derfra er der også kort sej-
lads til Grønland.
Dette har sin særlige betydning ved
bedømmelsen af sagaen om Leif Eriks-
son og hans færd, for her hedder det,
at han fra Grønland først sejlede til
det land, som Bjarne så sidst. Han tog
med andre ord den omvendte vej.
Med Baffins Land som udgangspunkt
må da hans videre færd sydover be-
dømmes.
I hård modvind når vi op til nabo-
landet til Labradors nordspids Cape
Chidley — så må vi vende, og det går
sydover.
NÆPPE NORRØN BESÆTNING VED
LABRADORS NORDKYST
Mit indtryk af flyveturen nord over
Labradors kyst har i det store og hele
SINGER
Også i Grønland værdsætter
man SINGER symaskinernes
fremragende kvalitet.
åmåtaoK Kalåtdlit-nunåne
Singer merssorfit pitsåussu-
siat arajutsisimaneKangilaK.
SINGER CO. SYMASKINE
AKTIESELSKAB
Amagertorv 8, København K.
pitsaunerpdgi-
nait pigavut
ukiorpagssuame tugtussaK
pigsigartoK danskit sikåjutåi-
nut cerutiutåinutdlo pitsauner-
pånut ilisarnautausimavoK. pi-
siniagssamåleruvit tamåna er-
Kaimagiuk.
Deres garanti for
hedste kvalitet
Gennem generationer har den
springende hjort været kende-
tegnet for det fornemste dan-
ske fabrikat i cigarer og ce-
rutter — husk det, når De skal
foretage Deres indkøb.
A. M. HIRSCHSPRUNG
& SØNNER
KONGELIG HOFLEVERANDØR
givet mig den opfattelse, at i disse
egne har norrøne folk i gammel tid
næppe slået sig ned for godt. For det
første har den farlige skærgård ført
til, at erfarne søfolk har holdt sig på
sikker afstand af den. Og skulle det
være sket, at nogen har søgt ind fra
den barske ydrekyst til en af fjor-
dene, hvor der fandtes skov, så var
græsvæksten dér for ringe til, at der
kunne dyrkes kvægavl. En anden sag
er, at grønlændere kan have foretaget
sommerrejser til disse nordlige egne
for at hente tømmer.
Ved solnedgang — da vi på tilbage-
turen endelig når frem til mundingen
af Hamilton Inlet — beder jeg flyve-
ren gå lavt et kort stykke sydover,
således at jeg kan se de lange mærke-
lige strande — Furdurstrender — fra
luften. Jeg får på ny et stærkt ind-
tryk af, hvor påfaldende de er, hvor
klart de kan ses fra havet, og hvor
naturligt det måtte være for vinlands-
farerne at bruge dem som lande-
mærke.
Solen står lavt over skoven, som
står som en sort mur ved kysten, og
aftenhimlen har en fin „rødme“. Men
hvad er det? Jo, under os, der nede på
stranden ser jeg en gammel kending
— en af vore sorte bjørne. Den rejser
sig på bagbenene og hvæser, så ka-
ster den sig rundt og haster skræmt
mod skovbrynet på sin pudsige klun-
tede måde.
^Icco
niuvertarfingne
piniaruk!!!
R.FÆRCH
-sim mm
pujortautit Everton
inik i'mertarniaruk
TOMS FABRIKKER A/S
Leverandør til det Kgl. Danske Hof
-/omr
GULD BARRE
Den lækreste De kan tænke Dem! Danmarks mest solgte
chokolade
mamardlulnåssusia usseriåsagit aitsåt tdssa!
Danmarkime sukulåtit pisiariumaneKarnerssåt
9