Atuagagdliutit - 02.08.1962, Page 13

gå i gang med opgaven, der blev
iværksat sommeren 1961.
Igen rejste James van Hauen og jeg
til Nordøstgrønland med lassoen, led-
saget af to landmænd: godsejer Carl
Christian Scavenius fra Klintholm på
Møn og Marius Jensen fra Sydsjæl-
land, bedst kendt som helten fra
Nordøstgrønlands slædepatrulje under
krigen. Zoologisk Have udlånte dyre-
passer Kutzmann Olesen, for at dyre-
ne kunne få den bedst mulige pleje
under transporten. Og endelig stillede
direktør Højsgård fra Hundested Mo-
torfabrik sig til rådighed som motor-
bådsfører, idet Den kgl. grønlandske
Handel lånte os den nybyggede kut-
ter „Jane“ formedeis en passende
godtgøielse. Vi var således vældig
godt udrustede med såvel erfarent
mandskab som materiel.
Fra Scoresbysund gik turen ind til
Gurreholm ved Sydkap og senere til
Rypefjord, hvor fangsterne kom til at
foregå. Vi havde mistet mange dage
ude i storisen og havde nu kun ca. tre
uger til rådighed, før vi atter måtte
være tilbage og finde et skib hjem.
Det var os straks en stor skuffelse,
at vi hele sommeren igennem ikke
fandt en eneste kalv fra sommeren
1960, og der var kun få kalve fra 1961,
og af disse viste over to trediedele sig
at være tyrekalve. Det betød, at vin-
teren igen havde været vanskelig,
alle gamle kalve var sultet ihjel, og
af de nye kalve fra foråret var ca.
halvdelen af kviekalvene gået til,
mens de mere robuste tyrekalve hav-
de klaret sig. Her er åbenbart grun-
den til, at der er et stort overskud af
tyre i Nordøstgrønland. Af de 14 kalve
vi fangede, var de ti tyrekalve. Det
burde have været omvendt, men mod
naturens luner stod vi magtesløse.
FARLIG KALVEFANGST
Fangsten var fyldt med spænding
og mange farlige episoder, da vi var
fast besluttede på at gennemføre
fangsten uden drab af voksne dyr. Det
lykkedes, ikke helt, idet vi tre gange
måtte skyde den gamle tyr, der ellers
ville have dræbt kalven. Tyrene holdt
altid jernhård disciplin over flokken
og gik løs på de dyr, der prøvede at
bryde forsvarsformationen. Det var
sådan set i sin orden, men når vi
havde lassoet kalven og ville trække
den ud af flokken, troede tyren, at
kalven ikke ville lystre, hvorfor den
gik løs på kalven og ville have flæn-
get den til døde i ubehersket raseri,
hvis ikke vi omgående havde grebet
ind. I alle de andre tilfælde lykkedes
det os imidlertid at få kalven bragt
så hurtigt i sikkerhed, at tyren ikke
nåede at reagere. Ofte måtte vi lade
flokken angribe to af os til den ene
side, mens to andre trak bort med
kalven til modsatte side. Vi kunne
altid i en snæver vending springe til
side.
To hunde, vi havde lånt i Scores-
bysund, var en god hjælp til at stand-
se en flygtende flok, men derefter lod
de som regel os om resten. I nogle til-
fælde kunne vi anvende curare-pile,
der affyredes med en særlig pistol på
10 meters afstand. Denne metode
krævede, at vi kunne bedømme dyrets
vægt nøjagtigt, og det var ingenlunde
let. Det lykkedes os ikke at finde frem
til den rette dosis for en tyr, mens
midlet virkede fortræffeligt overfor
køer, der lagde sig roligt ned i ca. 20
minutter efter at være ramt af en
curarepil. I enkelte tilfælde traf vi på
flokke, hvor tyren var så durkdreven
og vogtede flokken med en sådan
snilde og gang på gang sprang frem
og rev lassoen i stykker som sytråd,
at vi måtte give op. En gammel, er-
faren tyr drillede os således i ca. 18
timer, uden at vi kunne nærme os
kalven. Vi humpede tilbage til stran-
den 10 km borte med sprængte ben-
muskler og forslåede knæ uden resul-
tat og uden at have fået vådt eller
tørt det sidste døgn. Det var en bitter
dag, men vi tog hatten af for tyren,
da vi forlod ham og hans flok, han
var en værdig modstander. Selv om
han leverede os et knusende neder-
lag, var vi senere glade ved, at vi ikke
et øjeblik havde tænkt på at gribe til
riflen.
KUN EEN KALV DØDE
Det samlede resultat blev 9 tyre-
kalve og 3 kviekalve i Scoresbysund-
distriktet og 1 tyrekalv og 1 kviekalv
i Tyrolerfjord længere nordpå, i alt
14 dyr. Straks efter fangsten gik kal-
vene med ned til kysten, beroliget af
bind over øjnene. Vi samlede dem her
i en fold med vildthegn omkring. De
fodredes med mælk og hø og pile-
grene, rå kartofler og havregryn og
befandt sig storartet. Rejsen hjem
med „Kista Dan“ i blæst og storm
hele vejen forløb vel. Ved hjemkom-
sten modtoges kalvene i Zoologisk
Have, hvor de har trivedes fint hele
vinteren, bortset fra den ene tyrekalv,
der døde kort efter hjemkomsten. Vi
er Zoologisk Have meget taknemme-
lige for den hjælp, man her ydede os.
Kalvene var ved fangsten for små til
at slippes løs i Vestgrønland, nu er de
15 måneder gamle, velnærede og i fin
form og temmelig stridbare, absolut
ikke tamme. Eksperimentet har været
kostbart. De 13 moskusoksekalve står
i øjeblikket i ca. otte tusinde kr. styk-
ket.
Tilbagerejsen til Grønland påbe-
gyndtes den 4. juli 1962 med „Elfy
North“. Kalvene er i vinter vokset til
det dobbelte og vejer nu ca. 90 kg
stykket. De har på turen over Atlan-
ten været anbragt i hver sin kasse på
agterlugen og været fodret udeluk-
kende med hø og vand. De har klaret
rejsen fint, men livede kendeligt op,
da vi nærmede os det kolde klima
ved Kap Farvel. Denne gang var vi
kun tre ledsagere: baron Niels Ro-
senkrantz fra Møn, der er ekspeditio-
nens landmand, dyrepasser Bruno
Andersen fra Zoologisk Have og un-
dertegnede.
INGEN FØDEKONKURRENCE
Moskusokserne er nu udsat på syd-
siden af Søndre Strømfjord ved Tat-
sip-åipå bugten. Når vi har valgt
Strømfjorden som det første forsøgs-
område for moskusokser i Vestgrøn-
land, er det, fordi vi her har Vest-
grønlands mest stabile klima, ringe
vinternedbør, sjældent overisning og
en yppig pilevegetation til vinterre-
serve, kort sagt et område, hvor den-
ne vanskelige omflytning vil have
bedst chance for at lykkes. Senere må
moskusoksen også føres til andre
egne længere nordpå, men i denne
omgang gælder det først og fremmest
om at bevise, at moskusoksen kan
trives i Vestgrønland, og hertil vil vi
give dem den bedst mulige chance.
Dyrene er alle sunde og dyrlæge-
undersøgte før afrejsen fra Danmark.
De vil ikke kunne genere renerne på
nogen måde, heller ikke som føde-
konkurrenter. I visse perioder vil re-
nerne klare sig bedst, i andre perio-
der vil måske moskusokserne klare
sig bedst, mens renerne vil gå tilba-
ge. Det bestemmer alene klimaet. I
alle tilfælde får Vestgrønland nu til-
ført et både interessant, værdifuldt og
malerisk storvildt, der mere end no-
get andet vildt har præget naturen
i Nordøstgrønland, og som også be-
boerne i Vestgrønland engang vil
komme til at værdsætte højt, både
som pryd for fjeldet og som steg på
bordet.
JAGT FØRST OM TYVE ÅR
Der vil dog gå mange år, før der
kan blive tale om jagt på moskusok-
serne i Vestgrønland. De første tyve
år skal man ikke drømme derom, dy-
rene må have en rimelig chance til at
formere sig og sprede sig over store
områder. Når den tid kommer, hvor
jagt kan tillades, vil der kun blive
tale om at skyde et nøje bestemt an-
tal årligt, hvilket landsrådet til den
tid må fastsætte regler for. Køer bør
sikkert stedse være totalfredet.
Indtil videre er samtlige moskus-
okser i Vestgrønland i hvert fald to-
talfredede, og jeg håber, at befolk-
ningen selv vil være med til at værne
om denne gave, glæde sig over disse
sjove dyr, når de ser dem i fjeldet og
våge over, at der ikke sker dem
overlast. Det bør fremhæves, at de
nu 15 måneder gamle kalve ikke er
tamme. Hele flokken kan finde på at
angribe samlet, man bør derfor holde
sig på afstand og ikke komme dyrene
nærmere end ca. 100 meter. Hunde-
slæder bør holde sig længere borte,
da hunde ikke vil være til at styre,
når først de opdager dyrene og får
færten af dem. På den anden side
gælder det også om at skåne kalvene
for forskrækkelser. De er foreløbig
ikke vant til at tage sig i agt i fjel-
det, undgå revner og stejle brinker
— de skal jo først lære at føle sig
hjemmevante i Grønland igen.
DE FØRSTE KALVE I 1964
Vi bliver nu hos dem nogle uger
for at se, hvordan de vil finde sig til
rette. Derefter overlades de til sig
selv. Der vil sikkert i august-septem-
ber og i foråret komme mange rens-
jægere ind i landet; og får disse un-
der deres færd i fjeldet fornøjelsen
at støde på moskusoksekalvene, da
vil jeg være meget taknemmelig for
en meddelelse om, hvordan kalvene
har det, og hvordan de klarer vinte-
ren. Vi efterlader masser af hø på
landingsstedet. Måske vil kalvene ty
hertil i nødstilfælde. Måske kan det
også blive nødvendigt at komme dem
til undsætning en gang i vinter, men
antagelig vil de kunne klare sig selv.
De første kalve fødte i Vestgrønland
vil kunne ventes i 1964.
Hermed overgiver jeg da de tretten
unge moskusokser til Vestgrønland og
stiller dem under befolkningens be-
skyttelse.
Ved ankomsten til Tatsip-aipå bug-
ten blev straks bygget en fold til vore
tretten moskusokser, hvor de fodre-
des med hø og foder fra fjeldet, pil,
birk og græs. Kalvene befandt sig
storartet og var meget ivrige efter
den grønlandske kost. Dagen efter
landsætningen blev en kalv sluppet
løs. Den blev omkring lejren. To dage
efter blev endnu en kalv sluppet løs, og
da de nu var to, satte de straks kur-
sen mod højfjeldet og har ikke vist sig
siden. Fem dage efter ankomsten slap
vi resten af flokken. De gav sig først
ivrigt til at æde omkring lejren og
satte derefter kursen ind- og opefter,
gik ca. 10 km den første nat og var
dagen efter totalt forsvundne i fjel-
dene. Der er ingen tvivl om, at de vil
befinde sig godt her i det nye land,
hvor der er rigelig med pil. Landet
minder meget om fangststedet i Ry-
pefjord, Østgrønland, men her er me-
get mere frodigt. Vi har ingen rener
set, de er antagelig meget langt inde
for tiden. Derimod er her en del ræve,
harer og tilsyneladende mange ry-
per. Ekspeditionen, bestående af ba-
ron Niels Rosenkrantz, dyrepasser
Bruno Andersen og undertegnede,
har hermed fuldført opgaven og
hjemrejser snarest muligt.
Godthåb, juli 1962. Chr. Vibe.
„NELLA DAN"
REDERIET J. LAURITZEN
KØBENHAVN
13